Måske er det indlysende, titlen taget i betragtning, men den feministiske klassiker Kvinde kend din krop er enormt optaget af anatomi. Først og fremmest kussen, som det hedder i alle fem udgaver fra 1975 til 2013, men skam også bryster, bagdel, hud, hår, ja, vi skal endda rundt om endetarmsåbningen. 

Som oftest hives spekulummet frem, et gynækologisk ørnenæb i pletfrit stål eller plastic, så det kan komme ind i skeden og informere læseren om hendes underliv. Tag spejlet frem, søster, og se, hvad kussen gemmer!