Der er noget betryggende over spisekammeret. Viktualierummet. Fadeburet. Bare de navne. Tænk at kunne gå ud i et køligt grovkøkken og hente ingredienser til aftensmaden. Det er et lykkebillede for mig: et magasin af forråd, som fylder én med samme ro som en god indholdsfortegnelse. Spisekammeret er det modsatte af panikken i supermarkedet, hvor man improviserer aftensmaden, mens man river plasticomvundne grøntsager ned fra hylderne.
Men i små lejligheder har man ikke den slags kamre med gammeldags navne. Hvad har man i sit lille dumme køkken? En kolonialskuffe proppet med mel og gryn i papirposer, som nødtørftigt er surret sammen med mørnede elastikker og en bøn om, at de ikke må være inficeret med møl. Og længere nede i dybet, tættere på glemslen, et tvivlsomt sediment af gamle poser med tørret frugt og nødder (efterhånden postkolonialvarer?), man hverken tør spise eller smide ud. Skal man leve sådan?
Næ. Jeg har parcelleret mit spisekammer i kategorier og fordelt det på flere hyldemeter og en hær af condibøtter. Min kæreste har for nylig opdaget, hvilken følelse af selvværd der opstår som følge af let håndværkerarbejde – har jeg hørt, jeg har ikke selv haft fornøjelsen. Men det var et opportunt øjeblik at spørge, om hun så ikke kunne hænge nogle hylder op over køkkenbordet. 20 centimeter dybe. Hvorfor lige 20 centimeter? Fordi det er én condibøtte dyb. 19,5 gange 19,5 centimeter.
Oh, condibøtter. De kender dem godt, selv hvis De ikke gør. De kvadratiske plasticbøtter, man ser i bland-selv-slik-butikker. De er geniale. Gennemsigtige. Vil så utrolig gerne stables. Heri fylder vi alle de tørre dele af spisekammeret, alt det grundlæggende: hvedemel og grovere meltyper, to-tre slags yndlingspasta, jasminris og basmati, salt, sukker, havregryn, kakaopulver, kaffe, tørrede månebønner, kikærter og linser, og pludselig er man en type, der får spist bælgfrugter i stedet for altid at koge spaghetti. Men obs! Aldrig bælgfrugter i direkte sollys, i virkeligheden skal de stå mørkt for ikke at udvikle giftstoffer, er jeg blevet gjort opmærksom på efter klummen blev offentliggjort.
Ser De, min drøm om et spisekammer handler selvfølgelig om praktik, ja ja, men også om at være hovedperson i min egen konstante, indre version af Kender du typen?. Og jeg vil gerne være typen, der laver en salat med yndige borlotti-bønner. Nu ligger de der i condibøtten og gløder med deres smukke lyserøde marmorering. Jeg har ikke fået tilberedt dem endnu, men når De læser disse linjer, er de måske allerede ved at blive udblødt. Man må afbalancere realisme med ambition: Hoveddelen af spisekammeret er det, vi faktisk spiser, men der må også godt være ingredienser, som korresponderer med den person, man ville ønske, man var.
Forresten kan spisekammeret lige så godt være et over- eller højskab, men det skal gerne være i øjenhøjde, så det er en fordel, at condibøtterne er gennemsigtige. Så kan man stå med hænderne i siden og bese sit forråd. Pludselig føle sig så prof. Kokkeagtig.
Jeg har som alverden lige set The Bear, en serie om mennesker i restaurationsbranchen med elendig work-life-balance, og i stedet for at lade det være et eksempel til skræk og advarsel tænker jeg: Jeg skal da også stable alle ingredienser i den slags smarte voksen-Duplo. Bøtterne er også gode til rester. Og når man bager, føles det uforklarligt mere professionelt at lade surdej koldhæve i en femliters. Jeg får ikke penge for at skrive den her reklame, jeg er bare besat.
Man kunne selvfølgelig også have ting og sager stående i patentglas, det bliver bare en smule for yndigt og hjemmegående influencer i udtrykket. Men er det mere bæredygtigt med glas? Det kan man stå og få en lille identitetskrise over. Og hvad med mærkningen? Det ser smart ud at printe etiketter på en Dymo, men det rækker også at skrive på en lap malertape (husk åbningsdato). Så er der spørgsmålet om krydderihylden. Hvornår bliver ordenssansen anal? Skal man stå og hælde sine krydderier på ensartede glas som en psykopat? Eller skal man leve med de umage blandinger af Santa Maria, Urtekram og Mill & Mortar, man har stående? Det er nok det sundeste.
DEN ANDEN HYLDE, den anden del af spisekammeret, er min favorit. Konserves, et trist ord for det bedste i verden. Jeg bliver helt rolig og glad af at se på den hylde. Et tårn af Mutti-tomater på dåse. Smukt papirindpakkede sardiner fra Portugal (og et indkøbt lager af dem fra Irma). Så meget tomatkoncentrat. Oliven, kapers og ansjoser (så kan man altid bikse en puttanesca sammen). Chokolade. Nøddesmør. Honning. Særligt syltetøj (hej, kvæde!) og saltede citroner.
Så er der det flydende spisekammer. Stort set alle, jeg kender, ødelægger deres eget liv med en stor bakke midt på køkkenbordet, proppet med fedtede flasker af olie-eddike-familien. Som om køkkenbordsplads ikke er boligens vigtigste kvadratcentimeter. Så hellere montere endnu en hylde eller et lystæt skab. Heri skal findes: olivenolie, raps- og vindruekerneolie. Lagereddike, balsamicoeddike, æblecidereddike. Helt essentielt: lys sirup på plastflaske. Sød med det, og tak mig senere. Her må også gerne være ristet sesamolie, kokosolie, nuttede eddiker med for eksempel hyldeblomst; ponzu; mirin; den der vanedannende crispy chili, man kan få i asiatiske supermarkeder.
Køleskabet er også et spisekammer. Jeg har eksproprieret grøntsagsskuffen til alle de ting, der holder sig evigt, for grøntsager har det med at forputte sig og mugne derinde. I stedet: chilisauce, ketchup, tahin, mayonnaise, sennep, soja, fiskesauce etc. Til gengæld er der grøntsager på hylderne i døren, hvor jeg ser dem hele tiden og husker at få dem brugt. Fyld limefrugter i æggeholderen, og føl, hvordan det tindrer i hjernen. Nødder og frø skal i køleskabet for ikke at harskne, indprenter jeg mig selv, også de smukke pistaciekerner, jeg gerne ville have stående fremme. Men også i køleskabet og fryseren kan man bygge små conditårne. Condispir er det vel: med hørfrø, mandler, hassel-, jord- og valnødder, solsikke- og græskarkerner.
Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.
