Vand! Vi har ikke noget vand, for pokker! Her har jeg besluttet at skrive en madklumme om overlevelsesmad, og så er vi stort set løbet tør for lige netop vand. På køkkenbordet står et gammelt glas, i køleskabet en halvtom flaske, og på børneværelset finder jeg en fedtet drikkedunk, det er alt. Hvor længe kan fire mennesker mon klare sig med det?
De seneste år er jeg blevet stadig mere fascineret af det såkaldte prepping-miljø. Folk, der stabler dåsemad, pasta, ris, mel, gær, den slags op i kældre, skuffer og skabe. Og vanddunke, selvfølgelig, gasflasker, dolke, medicin. Økser, telte, soveposer, stormkøkkener. Folk, der forbereder sig på katastrofen, stor eller lille. Folk, som virker lettere skøre.
Men er det ikke, som om de er blevet lidt mindre skøre på det seneste?
For nogle uger siden skrev to af mine kollegaer her i avisen en stor artikel om netop prepping-miljøet, som har vokseværk i Danmark. Nogle er klar til at se dommedag i øjnene, andre går mere moderat til værks. Fælles for dem er en bekymring for, at det hele bryder sammen, kortvarigt eller mere vidtgående, at vi pludselig står uden el, vand og varme, uden benzin og med tomme hylder i supermarkederne. Hvem ler så sidst?
Jeg begynder at tælle op herhjemme. Hvad har vi mon tilfældigt samlet sammen? I et skab ligger der to pakker nudler, fem med pasta, en halv pose ris, en masse dåser. Majs, bønner, kokosmælk, tun, tre gange hakkede tomater, én med puré. I køleskabet: lidt frugt og grønt, smør, mælk og andet friskt, som kan holde sig nogle dage. Plus et halvt glas ansjoser, et halvt glas kapers, og sørme om der ikke også står et glas oliven dér på hylden.
Det lyder da ikke så dårligt?
Men så er der det med vandet, en liter har vi, måske halvanden. Jeg googler: »Hvor længe kan man overleve uden vand?« Konklusion: Den skal helst ikke vare for længe, den katastrofe.
Til gengæld har vi en liter mælk, et skvæt fløde og masser af rødvin. Det må gå an som væske, mens vi spiser os gennem de friske køleskabsvarer, gulerødder, blomkål, ost, skinke.
Vandet skal gemmes, ellers er det jo ikke rigtig overlevelse. Så frem med stormkøkkenet, Trangia-udgaven, og en akut madplan. Der er ting, man kan overleve af, nudler med lidt soja, pasta med olie og hvidløg, bønner, majs, tun. Så længe lager haves, og så længe vandet kan genbruges. Ellers må vi supplere med noget regnvand, en spand i haven, tålmodig venten på de mørke skyer.
Det går jo meget godt, rækker måske til tre-fire dage med lidt god vilje. Og så står vi der med de sidste tarvelige rester, ansjoser, kapers, oliven, hakkede tomater, spaghetti. Et par hvidløgsfed er der også, lidt tørret chili, en smule persille fra en træt plante i haven, olivenolie, salt, peber.
Sikke et held! Det er jo ingredienserne til en spaghetti puttanesca, min foretrukne pastaret, som vi så kan nyde som et sidste festmåltid inden jordens undergang.
JEG FORETRÆKKER at forberede alle ingredienserne, inden jeg går i gang med tilberedningen. Hvidløg skæres i skiver, gerne en tre-fire fed. Resten hakkes fint: seks ansjosfileter, et par skefulde kapers og en god håndfuld oliven.
Man kan fint justere på mængderne af de forskellige råvarer, men der skal en del til for at skabe den rette dybde i smagen.
En god sjat olivenolie varmes op i gryden, på Trangia-sættet naturligvis. Hvidløg, ansjoser og chiliflager tilføjes efter behag og sauteres ved mediumlav temperatur i nogle minutter. Pas på, at hvidløgene ikke tager for meget farve og bliver bitre.
Så tilføjes de hakkede kapers og oliven, det hele røres sammen og steger i kort tid, før det får selskab af de hakkede tomater. Saucen simrer i et kvarters tid eller mere, så sødmen trænger frem i tomaterne, og alle ingredienserne finder sammen på kryds og tværs. Det hele smages til med salt og peber.
Her vil jeg så normalt koge spaghetti i en anden gryde samtidig, men husk, at det handler om overlevelse. Vi har hverken strøm eller rindende vand, kun et enkelt stormkøkken, så puttanescaen må af blusset og hygge sig under låg, mens der koges spaghetti i en anden gryde med de sidste dyrebare dråber vand.
Mens pastaen koger, plukkes en god håndfuld persille, som hakkes fint. Spaghettien tages af blusset, lidt før den er færdigkogt. Puttanescaen tilbage på blusset, spaghetti og persille tilføjes, gerne med en smule kogevand, det hele røres sammen, varmes godt igennem igen, og snart har det samlet sig til en velduftende ret.
Puttanescaen fordeles i skåle, hertil en god flaske rødvin, som jeg fandt i kælderen. Et værdigt sidste måltid, hvis det skulle nå så vidt. Kom bare med den katastrofe.
