Ved jerndøren i August Bournonvilles Passage tager Tobias Praetorius imod mig. Forleden var han iført glitrende, umådeligt tætsiddende trikot, i dag er han klædt i løstsiddende træningstøj og udtrådte sneakers. På ryggen sidder den Fjällräven-rygsæk, enhver i mine forældres generation har ejet.

Han er ikke længere den overjordiske og akrobatiske alf, jeg i lørdags forelskede mig i. Han er ikke længere Puk i John Neumeiers fortolkning af Shakespeares En skærsommernatsdrøm, men derimod sit 26-årige, umiddelbare og dødelige selv.