Hybris. Nikolaj Hübbe har altid villet noget med sin kunst. Nu har tidsånden indhentet ham. Portræt af Det Kongelige Teaters balletmester, der er elsket, frygtet og omgærdet af skandaler.
Balletguden, der blev hr-medarbejder
Da Nikolaj Hübbe i 2008 vendte tilbage til Danmark fra New York, var det til et drømmejob. Den internationalt anerkendte solodanser skulle være chef for 100 dansere på Den Kongelige Ballet og drømte om at forbinde det vilde New York med det klassiske København. Forinden havde han taget afsked med New York City Ballet og opført en slags Hübbes greatest hits i et totalt udsolgt New York State Theater med 2.755 plyssæder. Han var på det tidspunkt 40 år og havde i knap 16 år været solodanser i verdens største balletkompagni og nydt en sjælden hengivenhed fra de ellers så nådesløse balletkritikere. Hvorfor? Fordi de anså ham for at være et geni. Ikke bare et talent, men en gud. Nu skulle han hjem og være balletmester på det teater, han selv var uddannet fra.
Det var her, på Det Kongelige Teater, at han som femårig havde set Nøddeknækkeren med sine forældre og besluttet sig for at ville være balletdanser. Her var han blevet solodanser, og det var herfra, han drog videre ud i verden og opnåede noget, kun få havde formået før ham, nemlig at blive en verdensstjerne. Og nu var opgaven så at få sparket liv i den hjemlige ballet, og da han blev spurgt, hvad han mente om kompagniet, svarede han uden omsvøb, at han savnede mere personlighed og selvopofrelse for kunsten i en række ærlige, men nok ikke så smarte interviews.
Del:
