Anholt er nok den af de større danske øer, som er skønnest, og som det er mest bøvlet at rejse til og fra. Det er meget tilfredsstillende at være sommergæst på en ø, som man har været søsyg for at besøge; man vinder retten til at have det en lillebitte smule godt med sig selv alene i kraft af at have formået at være til stede.
Sådan at man kan sidde – for eksempel – ved siden af sin elskede med en drink i næven i et af blæst og saltvand patineret træpalle-møbel, mens den fede solskive langsomt synker ned i vindmølleskændede Kattegat.
Det er svært at se, hvad et menneske kunne ønske sig, som det ikke allerede har fået i denne fantasi om sommer – det skulle da lige være en lille dåse med tunfisk, et knitrende flute, salt at drysse med og citron.
Sådan en simpel tunservering fik jeg på Anholt for et par somre siden: en meget dyr, helt ensartet tunfisk i store stykker i en olivenolie, der smagte frisk og måske endda var krydret med chili eller fennikel. Den dåsefisk forandrede mit dåseliv.
Sådan en dåse fisk er ikke dobbelt så god som den billige fra supermarkedet, selvom den er mere end dobbelt så dyr. Nej, den er måske 30 eller 50 gange bedre. Mere end det gælder for nogen anden vare, giver det mening at betale ekstra for fisk på dåse; det sublime er inden for rækkevidde for jævne folk, når det kommer til fisk.
Dette vidste jeg ikke noget om i mine 20ere. Som studerende kunne jeg finde på at tømme en dåse makrel i tomat i en kasserolle med ris og skvulpe sojasovs ud over. Og imens jeg åndsfraværende skovlede denne (velsmagende, men uomtvisteligt sølle) combo indenbords, ville jeg måske se et kokkeprogram i fjernsynet og hypnotisere mig selv til at tro, at min krelliris var en semierotisk Nigella Lawson-servering.
Kippers var også en tidlig favorit, på ristet rugbrød med rå løg og kværnet peber. Ditto torskelever i olie, igen med salt og citron, selvom man næsten kan smage tungmetallerne. I min kones familie er der tradition for at varme kippers op, før man lægger dem på brødet, hvilket bare forstærker deres kippershed, så det kan man trygt gøre.
I de senere år er udvalget af god dåsefisk eksploderet. Forleden serverede jeg en dåse små tiarmede blæksprutter, der lignede fyldte bananskalotteløg, for børnene, og de kunne næsten lide dem.
Udsøgte sardiner fra Portugal er også lette at skaffe og næsten lige så gode som den dyre tun, men velsagtens mere bæredygtige, og entreprenante typer har også opgraderet den ydmyge makrel og trukket den op fra tomatsovsen, så den i dag fås i pæne, egale stykker i kvalitetsolie, præcis som denne stribede fisk altid havde fortjent.
PÅ EN SLØV sommeraften med drinks er der ikke rigtig grund til at spise så meget, men hvis man vil gøre et måltid ud af sin dåsetun, kan man servere den sammen med en spansk kartoffelæggekage, en tortilla de patatas.
I den klassiske opskrift koger man skiver af rå kartoffel i olivenolie, ikke som pomfritter, men ved lavere varme, så de knap tager farve, men bliver halvgennemsigtige. Spanske husmødre genbruger olivenolien, hvilket giver mening, når man anvender et par flasker ad gangen. Den klassiske tortilla er en ret fedtet oplevelse, men det er også dens charme.
Man kan dog også bage sin tortilla med traditionelle vandkogte kartofler, hvis man har nogen i overskud. Det gør min kone, og hendes mindre greasy version er lige så god, som den man får på en brun café i Madrid. De kogte kartofler knuses let i denne udgave, så de virkelig går i forbindelse med æggene, men det må ikke begynde at ligne kartoffelmos. Blanchér ved siden af på en stegepande godt med snittet løg (og gerne også hvidløg).
Mængdeangivelserne i opskrifter på tortilla fra internettet varierer enormt, så man må stole på sit eget skøn, der skal bare være løg nok til at gøre tortillaen mushy. Cirka 50 gram løg og 100 gram kartofler pr. æg vil ikke være helt skørt – den samlede mængde skal tilpasses den stegepande, man har. Spist skal det nok blive.
Mens løgene steger, piskes æggene og får et drys salt og peber. Et trick er at røre en teskefuld bagepulver i æggemassen. Kartofler og løg røres i skålen med æg, og tortillaen steges ved behersket varme i store mængder olivenolie, indtil den er fast i bunden og nogenlunde stivnet. Det tager ret lang tid.
Derefter skal tortillaen vendes, så den kan blive lysebrun og sprød på begge sider. Læg en middagstallerken eller et stort grydelåg over panden og vip rundt. Vær resolut, men forsøg at undgå at plaske varm olie ud over nallerne, brug eventuelt en grydehandske. Lad tortillaen glide som en krokodille i en flod ned på stegepanden igen. Anden sides stegning er kortvarig.
Og så er vi tilbage ved dåsetunen. Man kan godt røre sig en tunmayonnaisesalat med kapers, dijonsennep og rødløg og anrette den oven på sine tortillastykker, men det fungerer også glimrende blot at servere tun, mayonnaise og måske nogle chipotle-chiliflager for sig ved siden af den lune tortilla.
Især når tunfisken er fancy.
PS Opskriften på krelliris er: Kog basmatiris i 11 minutter og lad hvile i 11 minutter. Vip en dåse (af de aflange) makrel i tomat i kasserollen samt en smørklat. Tilsmag med soja. Det vil være skørt, men riv eventuelt parmesan over. Serveres i gryden med Nigella Lawson i tv på siden.
Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.
