Israels succes med at nedskyde næsten 100 procent af de missiler og droner, Iran sendte afsted imod det trængte jødiske land sidste weekend, kan efterlade det indtryk, at med den teknologi, der i dag står til israelernes rådighed, er forsvar blevet det bedste angreb. Men det er ikke så simpelt. For den igangværende krig i Mellemøsten blev indledt i oktober med et massivt missil- og raketangreb fra terrorbevægelsen Hamas, som overvældede de israelske forsvarssystemer og betød, at flere slap igennem og ramte deres mål.
Så er angreb alligevel stadig det bedste forsvar? Svaret er ifølge eksperter, Weekendavisen har talt med, at det afhænger af den konkrete militære situation. Men en ting er sikker: Konflikterne i Mellemøsten og Ukraine viser begge, at teknologien har nået et niveau, hvor traditionelle antagelser om, hvordan man i det hele taget fører krig, skal tages op til fornyet overvejelse.
Det fortæller David Ochmanek, analytiker ved den californiske tænketank Rand Corp. og tidligere assisterende viceforsvarsminister under præsident Barack Obama.
»Revolution er et stærkt ord at bruge, og jeg tøver med at ekstrapolere fra to begivenheder til at sige noget meget generelt om krigens fremtid. Men det ville være klogt af de vestlige militærstyrker at lægge mærke til de nye teknologier,« siger han.
Mange små stik
Allerførst: Israel havde held med at forpurre det iranske angreb på grund af et antimissilsystem kendt som Iron Dome eller »Jernkuplen,« der er udviklet hjemme, men også benytter sig af amerikansk teknologi, og af mange iagttagere beskrives som det bedste i verden.
Det har eksisteret det seneste par årtier og består af tre komponenter. For det første er der et netværk af radarer, som opdager mulige trusler, der dukker op over horisonten. For det andet et system bestående af skønsmæssigt ti missilbatterier fordelt rundtom i Israel.
For det tredje er der et kommando- og kontrolsystem, der koordinerer det hele og blandt andet vurderer, om et blip på radaren er en raket med kurs mod et mål i Israel og i givet fald sender en ordre afsted til et af batterierne om at affyre et missil mod truslen.
Missilet er varmesøgende og er også udstyret med en lille radar, der registrerer, hvornår det er tæt nok på til at have en virkning. Når det er tilfældet, eksploderer missilet og uskadeliggør målet. Det er altså ikke nødvendigt, at Iron Domes missiler rammer direkte plet.
Lørdag viste Iron Dome sig så effektivt mod en cocktail af ikke bare ballistiske missiler, der flyver i en krum bane gennem luftrummet, men også krydsermissiler, der bevæger sig i lavere højde hen over jordoverfladen, og droner.
Og det er ikke underligt, fortæller Iain Boyd, leder af Center for Nationale Sikkerhedsinitiativer ved University of Colorado.
»Iron Dome er beregnet til at være et forsvar mod missiler. Men det fungerer også mod droner, som er langsommere og derfor også lettere mål,« siger han.
Israel fik desuden angiveligt hjælp af amerikanske og britiske fly til at skyde nogle af de iranske missiler og droner ned, inden de havde nået israelsk luftrum, ligesom det uden tvivl var en fordel, at Iran havde valgt at advare om angrebet på forhånd.
Alligevel er kontrasten overraskende stor i forhold til 7. oktober, hvor modstanderen var Hamas, og hvor Iron Dome på nogle punkter kom til kort.
»Hamas affyrede ifølge rapporter flere tusinde raketter og missiler, og selvom de ikke var specielt sofistikerede sammenlignet med de iranske systemer, var antallet i sig selv overvældende. Iron Dome er designet til at klare flere hundrede trusler, ikke flere tusinde,« siger Boyd.
Som gamle Stalin er citeret for at sige: »Kvantitet har en kvalitet i sig selv.« Det er blevet aktuelt på moderne slagmarker, hvor ny og billig teknologi gør det muligt at forvirre en modstander ved at angribe ham fra uoverskueligt mange forskellige vinkler på én gang.
Det er tilfældet med det store antal raketter og missiler, som Hamas benyttede sig af i oktober, og det er i endnu højere grad tilfældet med droner, der kan massefremstilles og derfor også indsættes en masse i krigssituationer.
Krigen i Ukraine har vist, at der er behov for at gentænke, hvad vi forstår ved luftoverlegenhed, hvor den ene modstander behersker luftrummet efter at have skudt de fleste af sin modstanderes fly ned, siger Ochmanek fra Rand Corp.
»Rusland kan hævde at have opnået luftoverlegenhed over slagmarken i traditionel forstand. Men det har ikke forhindret ukrainerne i fortsat at operere i luften og rette angreb mod fjendtlige mål ved hjælp af små droner,« siger han.
»Det amerikanske luftvåben er jordens mægtigste og bryster sig af sin evne til at skyde fjendtlige fly ned. Men det er nødt til at indse, at det står over for en ny trussel. F-22, F-35, F-15, alle disse jagerfly i verdensklasse har ikke evnen til at nedskyde et stort antal droner.«
Uendelig ammunition
Hvad skal Vesten så gøre i den nye situation, som den teknologiske udvikling har skabt? Skal man satse på selv at investere i droner som angrebsvåben, eller er pengene bedre brugt på at opbygge et forsvar mod droner? Det afhænger af den konkrete situation, og hvad man ønsker at opnå, fortæller Ochmanek og bruger Taiwan som eksempel.
»Et meget stort antal små droner kan udgøre en vigtig ny ressource for USA og Taiwan i forsøget på at besejre en kinesisk invasion af øen,« siger han.
Kineserne har investeret enorme ressourcer i at holde traditionelle kontrol- og varslingssystemer på afstand, for eksempel AWACS, der groft sagt er radarstationer på fly i jumbojetstørrelsen. De ville hurtigt blive skudt ned, hvis de nærmede sig en kinesisk invasionsflåde på vej mod Taiwan.
»Sværme af små droner kan derimod overvælde de kinesiske forsvarssystemer og give mulighed for at orientere sig og finde mål, og det er vigtigt, for det drejer sig om at kunne gå i kamp med et stort antal skibe tidligt i en konflikt,« siger Ochmanek.
Vi er dog ikke helt forsvarsløse over for fremtidens sværme af billige droner og raketter. En teknologi, som Israel er ved at være klar til at bruge i praksis, er såkaldt målrettede energivåben, hvor laserstråler på bedste science fiction-vis sendes mod flyvende modstandere, ifølge Boyd fra University of Colorado.
»Ideen med målrettede energivåben er, at man har en uendelig mængde ammunition til rådighed. Så længe der er strøm på systemet, kan man blive ved med at affyre sin laser mod droner og missiler og så videre,« siger han.
»Så det er i princippet mere lovende, når det drejer sig om et forsvar mod et stort antal angrebssystemer. Men påstanden om uendelig ammunition holder ikke helt, for du løber måske tør for elektricitet, eller systemet bliver overophedet og skal slukkes ned en overgang.«
