FOR TIDEN KAN man nemt få det indtryk, at alt handler om Gaza. Og for mange modstandere af Israels krig mod Hamas som følge af terrorangrebet 7. oktober må alle andre dagsordener vige.
På Kvindernes Internationale Kampdag forhindrede propalæstinensiske demonstranter således statsminister Mette Frederiksen i at komme til orde på spillestedet Vega i København. Og i onsdags, på Arbejdernes Internationale Kampdag, var det så justitsminister Peter Hummelgaards tur til at blive overdøvet – på scenen i Fælledparken.
Før Danmarks befrielsesdag på søndag opfordrer organisationen Alle på gaden for et frit Palæstina til at bruge mærkedagen på at kræve fuld stop for »folkemordet i Gaza«. På det sociale medie X lyder det:
»Vores modstandsfolk – de kammerater der sikrede Danmark en plads på den rigtige side af historien – går med os i ånden. Ved at bekæmpe folkemordet, og dansk støtte til folkemordet, fører vi den kamp videre, som de gav alt for.«
Selv Børsens brand 16. april kunne med lidt retorisk snilde tjene det propalæstinensiske narrativ:
»Det er helt fair at begræde kulturarv, der går tabt. Men også lidt skørt at se profiler, der giver zero fucks for dræbte børn og hvad der sker i Gaza, være meget følsomme her omkring en bygning,« skrev standupkomiker Bjarke Charlie Serritslev, der tidligere har været opstillet på Alternativets liste til Københavns Borgerrepræsentation, på X.
ARGUMENTERNE FOR GAZAS forrang er velkendte: Israels modsvar er ikke proportionalt. Krigens civile tab er alt for store. Politikerne, også de danske, bør lægge et tungere pres på den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu. Vi kan ikke bare sidde på hænderne. Alt sammen legitime og væsentlige indsigelser.
Problemet er imidlertid, at de mest højlydte modstandere af Israels krig i Gaza ønsker at monopolisere den offentlige samtale. Kvindekamp? Ja, men hvad med Gaza? Anden Verdenskrig? Ja, men hvad med Gaza? Dyrebar arkitektonisk kulturarv? Ja, men hvad med Gaza? For den radikale venstrefløj må kampene mod racisme, kolonialisme og kapitalisme forstås gennem en særlig læsning af krigen i Mellemøsten.
Men dermed kortsluttes den åbne, lyttende samtale, der netop bør kendetegne et moderne liberalt demokrati, og som gennem det 20. århundrede er blevet betonet af politiske tænkere som Hannah Arendt, Jürgen Habermas og Hal Koch. Ved at lade forskellige meninger komme til orde forsøger vi sammen at nå frem til det gode, fornuftsbårne arguments »ejendommelige tvangfrie tvang« hedder det hos Habermas.
Kritikken lyder, at den slags nøl og høvisk konversation alene tjener magthavernes interesse. »Handling nu!« som det ofte høres. Men hvad der måske kan lyde besnærende, hviler på et totalitært ræsonnement: Vores dagsorden er så vigtig, at den trumfer jeres, uden at vi i øvrigt behøver at argumentere for det. Den, der mener det mest, har også mest ret.
Gazaficeringen af den offentlige debat er i den forstand barn af kancelleringskulturen, som ønsker at lukke munden på andre stemmer. Den mest akutte trussel mod demokratiet lige nu er råbekratiet.
