Kommentar. Præsten Marie Høgh er blevet latterliggjort for at søge en au pair, men i stedet burde flere gøre som hende.

Debatten om mental load er præget af klynk

Der udspiller sig for tiden en ret interessant diskussion om mental load, som er en betegnelse for usynligt husarbejde. Debatten, der pågår mellem præsten Marie Høgh og influenceren Christina Sander, er værd at hæfte sig ved, fordi den udstiller en af tidens værste dårskaber: lysten til at søge medlidenhed i stedet for løsninger.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten langede Høgh ud efter de »selvoptagede mental load-kvinder«, der »ligger under for den sygelige perfekthedskultur og er tynget af mentale to do-lister«. Hun kritiserede især influenceren Christina Sander, der havde udtalt til avisen, at hun var træt af at føle sig som en »mor-fe«, der skal »huske, uddelegere og prioritere det meste af det, der skal fikses omkring børnene«.

Da de to senere skulle diskutere emnet i Go' morgen Danmark, endte Marie Høgh med at fortælle Christina Sander, at hun skulle skamme sig over at være så beskæftiget med noget så ligegyldigt som mental load i en tid med krige i Ukraine og Gaza. En indlysende paradoksal kommentar fra én, der netop havde skrevet et langt debatindlæg om emnet og desuden prioriteret at turnere rundt i diverse medier for at forklare, hvorfor fænomenet er »noget pis«.

Siden er det kommet frem, at Marie Høgh har søgt en au pair, hvilket er blevet udlagt som hykleri, for hvis man har andre til at klare husarbejdet, er det jo nemt at sige, at det ikke er særligt belastende. Men det er ikke hyklerisk. Høgh gør i stedet det, andre burde lade sig inspirere af: Hun søger efter løsninger i stedet for at beklage sig. Netop det sidste mangler i diskussionerne om mental load.

For 15 måneder siden udkom Nej-klubben (2023) af blandt andre Lise Vesterlund, en bog, der ret præcist gør rede for, hvordan opgaverne ofte er skævt og endda kønnet fordelt på mange arbejdspladser:

Kvinder udfører langt oftere end mænd ikke alene det arbejde, de får løn for, men sørger tilmed for, at der bliver taget referat under møder; at praktikanterne føler sig godt tilpas; at der bliver indkøbt fødselsdagsgaver til kolleger; at der bliver arrangeret jubilæer; og at de beskidte glas bliver stillet i opvaskemaskinen.

Opgaver, der sjældent er karrierefremmende, men som ikke desto mindre udgør den lim, der får en arbejdsplads til at hænge sammen, og derfor bør anerkendes som væsentlige og følgelig også bør fordeles mere ligeligt. Det sidste angiver forfatterne, der alle er professorer, en række løsninger på.

Det samme gør sig ikke ligefrem gældende i den aktuelle mediedebat om mental load, selvom det usynlige arbejde i hjemmet hviler på de samme principper som det usynlige arbejde på arbejdspladsen. Her synes i stedet at være en alt for stor tilfredshed forbundet med at have ondt af sig selv, kun overgået af det tilfredsstillende i, at andre har det.

Løsningen ligger ellers ligefor: Lav en klar ansvarsfordeling, drop offerrollen, og sænk forventningerne.

Særligt det sidste synes at være vanskeligt, ikke mindst for Christina Sander, der fortæller en ret symptomatisk historie til Jyllands-Posten om en børnefødselsdag i familien. Her havde hendes kæreste tilbudt at stå for maden, men hun foretrak selv at gøre det, fordi menuen ikke skulle stå på hotdogs, men på luksushotdogs med rødløg, kvalitetspølser og ærteskud. Hun siger til avisen:

»Selv om han ville, stod jeg i mit kvindehoved og sagde nej. Jeg frygtede, at han ville købe billige pølsebrød og megakummerlige pølser. Jeg troede ikke på, at han kunne gøre det godt nok, for jeg følte ikke, at han vidste, hvor vigtige jeg syntes, at ærteskud var for en hjemmelavet hotdog.«

Men af og til er en børnefødselsdag bare noget, der skal overstås uden at være en michelinstjernet oplevelse. Det ved Sander også godt, men hun accelererer det alligevel til at handle om samfundets forskruede forventninger til hende som mor:

»Det er mig som mor, der ligger i de ærteskud.«

De fleste børn foretrækker imidlertid en helt almindelig hotdog frem for en med ærteskud, ligesom de har godt af at se forældre, der kan finde ud af at fordele pligterne imellem sig.

Løsningen er ikke at skamme sig, som Marie Høgh også fik sagt. Løsningen er at skamme sig mindre og være lidt mere ligeglad. Især med ærteskud og slappe rødløg i en hotdog. Enhver ved desuden, at hotdogs er bedst med skodbrød og ristede løg.