AT vi i denne uge viser Kurt Westergaards tegning af profeten med bomben i turbanen, er ikke et forsøg på at provokere, men på at gøre det modsatte: at normalisere den. Anledningen er, at Folketinget i onsdags debatterede, om muhammedkrisen skal være obligatorisk pensum i skolen. Vi besluttede selv at give et bud på sådan et pensum og bad derfor bladtegnernes formand, Erik Petri, om at sætte Westergaards tegning i perspektiv: Hvilken tradition kommer den af, og hvilke satiretegninger skal man se for at forstå den? En sådan artikel giver ingen mening uden også at vise den famøse tegning. Det betyder, at PET skal informeres og have den pågældende artikel tilsendt. Berlingske Medias sikkerhedschef skal vurdere, om særlige tiltag må iværksættes. Avisens medarbejdere skal orienteres.
VISE tegningen gør vi, fordi vi driver publicisme. Det minder om lærergerningen: Også en lærer sætter begivenheder og holdninger i kontekst, så man forstår dem bedst muligt. Den franske lærer Samuel Paty blev myrdet på den mest bestialske måde, fordi han havde vist islamkritiske satiretegninger. Han ville vise, at man som borger i et frit og åbent samfund må kunne tåle det, man finder ubehageligt eller forkasteligt; tolerere det, men også gerne lytte til det og se på det. Og diskutere det. Det er her, dannelsen og demokratiet hænger sammen.
TEGNINGEN har rødder i den oplysningstid, der også gav plads til grovkornet tegnet satire, og som udviklede sig i forskellige lande. Den danske tradition udmærker sig ved en særlig sarkasme over for religiøse dogmer og totalitære ideer, men netop på den genkendelige danske måde, hvor det anarkistiske og folkeligt kontrære mødes. Det er ikke så mærkeligt, at kulturradikalismen fremelskede nogle af vores bedste satiretegnere.
ER muhammedtegningen central for at forstå ytringsfrihedens historie, er det, fordi den kan gøre så ondt på nogle. Satiretegninger er et syrebad, der både renser og afslører. Derfor er det også nemmest ikke at trykke dem, præcis som den internationale udgave af New York Times har valgt; her kan læserne ikke længere finde tegnet satire. Jyllands-Postens tegninger tryktestede friheden til at tegne grovkornet islamkritik, og resultatet kender vi alle til. Næsten ingen viser dem eller lignende tegninger længere.
NETOP mord og trusler er grunden til, at meget få tør undervise i muhammedkrisen og det forløb, der udgjorde den største internationale krise for Danmark i efterkrigstiden. Det er også grunden til, at lærere ikke vil vise deres elever de omstridte tegninger. »Ikke som de politiske tilstande i landet er lige i øjeblikket. Risikoen er for stor,« siger eksempelvis John Rydahl, formand for religionslærerne. Derfor er det ligefrem skandaløst, at Lærerforeningens formand, Dorte Lange, fabler om, at et krav om undervisning i muhammedkrisen vil være et brud på lærernes metodefrihed. Den frihed findes jo netop ikke; den er kvalt i frygt. Det anerkender hverken Lærerforeningen eller regeringen, som er imod kravet om obligatorisk undervisning i krisen. At Venstre i stedet vil »kortlægge« eventuel selvcensur, er en hån mod lærere og alle andre.
FRIHEDSKAMP må man bidrage til, som man ønsker, orker eller tør. Det er ganske forståeligt, hvis den enkelte lærer føler, at risikoen ved at vise muhammedtegningerne er for høj. Vi kan ikke kræve, at andre aviser bringer tegningerne, ligesom vi ikke kan gøre det obligatorisk, at alle lærere skal vise dem. Vi kan derimod opfordre til det. Og selvfølgelig skal det gøres obligatorisk, at alle elever i folkeskolen undervises i krisen på baggrund af et solidt og formaliseret undervisningsmateriale. Det vil netop bidrage til at normalisere den absurde situation, vi er blevet påtvunget af voldsmænd og mordere. Forhåbentlig vil flere og flere efterhånden også begynde at vise – og tegne – de frisættende og nødvendige streger igen.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
