ISTANBUL/ANKARA – En tyrkisk valgkamp er en larmende affære.
Bil efter bil med megafoner på taget sender kandidaternes skrattende budskaber ud, mens de snegler sig igennem Istanbuls tætpakkede gader. På pladsen foran havneterminalen Eminönü, hvorfra færger i pendulfart fragter folk over Bosporusstrædet til den asiatiske side, er der gang i en battle på lyd: Fra såvel Erdogan-tilhængerne i AK-Partiet som oppositionsblokken De Seks’ Bord drønes valgkampsange ud over havnepladsen. Vælgere fanges ind til kædedans og forsynes med flag i partifarverne. Det gælder naturligvis om at danne den største kæde. Hvad det angår, synes oppositionen denne eftermiddag at have et klart overtag.
En brise står ind fra Bosporus, men er det forandringens vind? Vil Recep Tayyip Erdogans 20-årige og stadig mere autoritære styre blive afsluttet med valgene her i maj – præsident- og parlamentsvalg på søndag, muligt omvalg til præsidentposten 28. maj?
Emine på 26, som jeg møder på havnepladsen, håber det så inderligt.
»Jeg er så træt af hele tiden at få at vide af regeringen, at jeg ikke må leve, som jeg gør. At jeg skal føde mindst tre børn, hvis jeg skal have nogen værdi som kvinde. At jeg ikke må gå med det tøj, jeg har lyst til. At nogle af mine venner er forkerte, fordi de ikke er heteroseksuelle. At myndighederne med kort varsel kan forbyde en musikfestival, fordi den udgør en 'sikkerhedsrisiko'. At websites og sociale medier konstant lukkes ned. Jeg var fem år, da Erdogan kom til magten, og jeg kan ikke huske andre tyrkiske ledere end ham. Stakkels mig!«
Skal man tro meningsmålingerne, er der udsigt til, at Emine får sit ønske opfyldt. For første gang i 20 år er Erdogan alvorligt udfordret. I webmagasinet Politicos poll of polls – en dagligt opdateret vægtet gennemsnitsmåling – står oppositionslederen Kemal Kilicdaroglu i skrivende stund til at få 50 procent af stemmerne i præsidentvalgets første runde mod kun 45 procent til Erdogan. Hvis ingen af kandidaterne når over de 50 procent, og tyrkerne skal ud i en anden valgrunde, viser målingerne et anderledes tæt opgør: 51 procent til Kilicdaroglu mod 49 procent til den siddende præsident. Det er, viser målinger, navnlig de 18-25-årige vælgere, der i stort tal støtter oppositionen.
Panikken synes da også at brede sig i regeringslejren. Erdogan er i de seneste dages valgkampagne trådt ud af figuren som landsfaderen, som sørger for alle tyrkeres ve og vel og på plakater ofte afbildes stående foran et af sine store infrastrukturprojekter, han har ladet bygge til folket: en ny lufthavn, et nyt højhastighedstog, en ny bro over Bosporus. I stedet handler det for ham om at mobilisere baglandet, de konservative vælgere i det anatolske steppeland. Det er dem, han taler til, når han, som i Istanbul søndag, anklager oppositionen for at ville »undergrave familien« ved at gå ind for lgbt-rettigheder og for at være et redskab for ikke nærmere definerede »udenlandske kræfter«.
Valgkampen bliver også mere og mere voldelig. Søndag måtte en af oppositionens topkandidater, Istanbuls borgmester Ekrem Imamoglu, afbryde sit valgmøde i byen Erzurum i det østlige Tyrkiet og i hast køre til lufthavnen, da 200-300 Erdogan-tilhængere angreb valgmødet med stenkast, uden at det tilstedeværende politi løftede en finger. Snesevis af mennesker blev såret og kørt på hospitalet, heraf flere af Imamoglus livvagter.
Erdogans hovedmodstander, den 74-årige jurist Kemal Kilicdaroglu, fremstår derimod i valgkampen som én, der vil forsone og samle nationen. Foreløbig er det lykkedes ham at sammentømre en koalition med seks vidt forskellige partier bag sig: Foruden hans eget Republikanske Folkeparti, landsfaderen Atatürks gamle parti, er der tale om det nationalkonservative Iyi-parti (Det Gode Parti), det moderat islamistiske Saadet-parti (Lykkepartiet) og tre mindre partier, heraf to ledet af tidligere fremtrædende ministre i Erdogans regering. Koalitionen støttes til præsidentvalget af det største kurdiske parti, HDP.
Kilicdaroglu er ikke nogen stor taler og mangler helt Erdogans maskuline karisma. Alligevel er hans valgvideoer blevet et stort hit på nettet – ikke mindst den, hvor han sidder i sit køkken med en kop te foran sig og et løg i hånden og stille og roligt forklarer vælgerne, hvordan Erdogans inkompetente økonomiske politik har ført til, at et kilo løg, der for halvandet år siden kostede seks lira (to kroner) pr. kilo, nu koster det femdobbelte.
Erdogan lytter ikke til nogen
»Der kommer en forandring, jeg kan se den. Især de unge og kvinderne vil fravælge Erdogan. De unge, fordi han hele tiden vil diktere deres livsstil, og de ikke kan få noget job. Og kvinderne, fordi det er dem, der står for indkøbene og oplever, hvordan alting stiger.«
Ordene kommer fra en person, der i denne sammenhæng har ekstra vægt, fordi han har været meget tæt på Erdogan: Hüseyin Bagci, professor i international politik ved Middle East Technical University i Ankara og leder af Tyrkiets Udenrigspolitiske Institut. Det var professor Bagci, der i 00erne forklarede mig, hvorfor Vesten intet havde at frygte fra et Tyrkiet under Erdogans ledelse. Tværtimod ville Erdogan bevise, at islam og demokrati sagtens kunne sameksistere, og EU ville kun blive styrket ved at få Tyrkiet som medlem, hed det.
Tre gange er Bagci blevet tilbudt en stilling i Erdogans administration, og så sent som i december sidste år tilbød AK-Partiet ham en sikker opstillingskreds til parlamentsvalget.
»Men jeg har heldigvis sagt nej tak hver gang,« siger Bagci en solnedgangsaften i Ankara, mens vi nyder en kop te uden for universitetet.
»Erdogan er altid fremtrådt som én, der var sikker på at vinde. Sådan er det ikke længere,« fortsætter Bagci. »I mange byer har de halveret de pladser, der var reserveret til hans valgmøder, fordi der ikke kom så mange – og det ville se mærkeligt ud på tv. Og det selvom han får fragtet sine tilhængere ind fra landet i busser.«
»Erdogans første ti år var virkelig gode. Ingen problemer. Vi blev demokratiske, gennemsigtige, åbnede os for verden,« fortsætter professor Bagci. »I 2007 havde vi udenlandske investeringer for 22 milliarder dollar. I dag har vi næsten ingen.«
Vendepunktet kom, ifølge Bagci, med en gruppe officerers mislykkede kupforsøg i 2016 og Erdogans efterfølgende beslutning om at skabe en præsidentpost med meget store beføjelser. »Præsidentsystemet har ikke været en succes. Der er ingen checks and balances, ingen modvægt til præsidentens magt. Alle venter på, hvad præsidenten beslutter sig for, ingen tør tage noget initiativ,« mener Bagci.
»Erdogan lytter heller ikke længere til nogen. Han udskifter tre nationalbankdirektører på to år, fordi de ikke vil gå med til, at han personligt fastsætter renten. Hvordan skal det skabe tillid internationalt? Vi har tabt massive udenlandske investeringer, fordi ingen længere har tillid til investeringsklimaet og retstilstanden i Tyrkiet.«
På mit spørgsmål om, hvad der i sidste ende vil blive afgørende for vælgerne i det tyrkiske valg, svarer Hüseyin Bagci med et slidt Bill Clinton-citat: »It’s the economy, stupid! Præsidenten taler om alle sine broer og højhastighedstog og andre store byggeprojekter, men hvad hjælper det, hvis et kilo kød koster 250 lira (godt 80 kroner) og et kilo ost 150 lira (50 kroner). Tyrkerne bliver fattigere og fattigere. Jeg kan tage mig selv som eksempel: I 2012 fik jeg, hvad der svarede til 3.000 dollar i løn hver måned. Nu får jeg, hvad der svarer til 1.200 dollar. Hvor er mine 1.800 dollar forsvundet hen?«
Svaret er, at Erdogans groteske tro på, at han kunne fremme væksten ved at diktere en kunstig lav rente, i stedet førte til en inflation, der sidste efterår lå på 86 procent p.a. Nu er inflationen faldet til det halve, men er med 43 procent p.a. stadig skræmmende.
En anden faktor bag Erdogans svigtende opbakning er, ifølge professor Bagci, jordskælvene i det sydlige Tyrkiet i februar i år. Flere end 50.000 blev dræbt, og tre millioner gjort hjemløse som følge af katastrofen, der ventes at koste den tyrkiske stat mellem 30 og 80 milliarder dollar (200-530 milliarder kroner) til genopbygning.
»Jordskælvet er endnu et svagt punkt for ham. Han var alt for længe om at indsætte militæret i redningsarbejdet,« siger Bagci. »Nogle indbyggere ligger selvfølgelig under for den islamiske tankegang: Det var Guds vilje og alt det der. Men jeg har lige besøgt området og har talt med mange, der ventede i flere døgn på at få hjælp til at grave forældre eller søskende ud af murbrokkerne. Ingen kom. Én af dem sagde til mig: 'Jeg vil aldrig nogensinde tilgive Erdogan, lige meget hvad han lover af kompensation.' Den holdning er jeg overbevist om deles af rigtig mange.«
Noget for enhver smag
Hvad kan Kemal Kilicdaroglu udrette, hvis han bliver Tyrkiets næste præsident, og hans valgblok, De Seks’ Bord, opnår flertal i parlamentet – hvilket kun vil ske, hvis de samarbejder med det kurdiske HDP og venstrefløjspartiet Det Grønne Venstre? Det er en mangfoldig flok, der skal skræve over mange ideologiske modsætninger.
De folk, jeg taler med i Ankara og Istanbul, mener nok, det kan lade sig gøre at få et regeringsdueligt samarbejde i stand. Fordi det fælles ønske om at sikre demokratiet i Tyrkiet er så stort, fordi man allerede er enige om et relativt detaljeret valgmanifest, og fordi Kilicdaroglu er den person, han er.
»Kilicdaroglu er ikke karismatisk, nej, men måske er tyrkerne også efterhånden trætte af såkaldt karismatiske ledere. Han har vist, at han har evnen til at skabe et bredt samarbejde. Han ved, som partileder gennem 13 år, hvad det politiske game går ud på. Og så behøver ingen at frygte, at han vil udvikle sig til en ny Erdogan – han har allerede sagt, at han ikke stiller op til genvalg efter sin femårsperiode som præsident,« siger Ali Carkoglu, professor i statskundskab ved Koc Universitetet i Istanbul.
Den indenrigspolitiske dagsorden fremgår af valgmanifestet: Systemet med den stærke udøvende præsident, der blev indført i 2017, skal afskaffes igen til fordel for et parlamentarisk system. Retsstaten skal genindføres, alle uretmæssigt fængslede politiske fanger, mellem 6.000 og 10.000 personer, som oftest er fængslet på forfalskede anklager for »terrorisme«, skal løslades – blandt de mest kendte er det kurdiske HDPs leder, Selahattin Demirtas, der har siddet fængslet i nu syv år, samt erhvervsmanden og menneskeretsforkæmperen Osman Kavala. De over 150 kurdiske borgmestre, der er blevet fjernet fra deres poster og i mange tilfælde arresteret, skal genindsættes. Medierne, der nu for 90 procents vedkommende er ejet af folk med tæt tilknytning til regeringspartiet, skal demokratiseres, og Tyrkiets kedelige verdensrekord, cirka 150 fængslede journalister, skal slettes.
Og så skal økonomien genstartes ved at følge en mere ortodoks rentepolitik. Oppositionen satser på, at de udenlandske investeringer vil strømme til, så snart det går op for investorerne, at Tyrkiet igen er et retssamfund. Tyrkiet har en stor produktionskapacitet og en veluddannet arbejdskraft, har en frihandelsaftale med EU og er ideelt placeret til at overtage noget af den europæiske produktion, der nu foregår i Kina og Sydøstasien, lyder vurderingen.
Også internationalt vil et magtskifte i Ankara have store konsekvenser. En regering under Kilicdaroglu vil markant forbedre forholdet til Vesten, vil straks ophæve det tyrkiske veto mod svensk medlemskab af NATO, vil genstarte relationerne til EU – i første omgang ved at forsøge at få en toldunion med Europa.
Men der er også områder, hvor vi ikke skal forvente en særlig anderledes tyrkisk politik, siger Hüseyin Bagci. »Politikken over for Rusland og Ukraine vil forblive den samme. En ny regering vil fortsætte den mæglerrolle, Erdogan har indtaget, og vi tilslutter os ikke sanktionerne mod Rusland. Årsagen er indlysende: Vi har siden 1744 været naboer til Rusland, på godt og ondt. I sidste uge åbnede et nyt atomkraftværk i Mersin, russiskbygget og drevet af Rosatom, det statsejede russiske selskab. En investering til 22 milliarder dollar, den største udenlandske investering i Tyrkiet overhovedet. Tre nye a-kraftværker, også russiske, er ved at blive bygget. Det vil ingen tyrkisk regering opgive.«
En ny tyrkisk regering vil også fortsætte forsøget med at få en dialog i stand med Syriens blodige hersker, Bashar al-Assad – blandt andet om at få hjemsendt en del af de 3,7 millioner syriske flygtninge, der nu opholder sig i Tyrkiet.
Vil Erdogan snyde?
Alt sammen forudsat, at der kommer en ny tyrkisk regering.
Professor Carkoglu tror det, men vil alligevel ikke komme med en forudsigelse.
»Med en sådan økonomi burde ingen siddende regering være i stand til at vinde. Men man skal ikke undervurdere den betydning, AKPs nærmest totale mediemonopol har. Og AKP bruger løs af statens penge for at sikre sig et bedre valgresultat. Vi har siden begyndelsen af året set, at det har givet dem fremgang i meningsmålingerne.«
Så sent som tirsdag, få dage før valget, uddelte Erdogan lønstigninger på 45 procent til 700.000 offentligt ansatte. Penge, som den tyrkiske statskasse ikke har. Men det er først efter valget, det bliver et problem.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om Erdogan og hans parti overhovedet vil acceptere et valgnederlag, især hvis afgørelsen er snæver. Det er et relevant spørgsmål at rejse. Den centrale valgkommission er sammensat af folk, der er udpeget af AKP, og i 2019, da oppositionens Ekrem Imamoglu vandt borgmestervalget i Istanbul med nogle få tusinde stemmer, dekreterede valgkommissionen, at valget skulle gå om på grund af »uregelmæssigheder«. Istanbulborgerne svarede igen ved at vælge Imamoglu i omvalget med et flertal på over 800.000 stemmer.
Indenrigsminister Süleyman Soylu skabte også tvivl om regeringens vilje til at acceptere et nederlag, da han i slutningen af april udtalte, at »14. maj (valgdagen, red.) er et politisk kupforsøg fra Vestens side« – en besynderlig erklæring om en demokratisk valghandling fra den politisk ansvarlige for valgets organisering.
Alligevel bliver professor Hüseyin Bagci lidt fornærmet på Tyrkiets vegne, da jeg stiller spørgsmålet, hvorvidt Erdogan kunne tænkes ikke at acceptere et nederlag.
»Jeg havde ikke forventet, at nogen kunne stille et sådant spørgsmål. Vi har haft demokratiske traditioner i årtier. Hvad kan Erdogan gøre – skabe borgerkrig? Statens institutioner ville modvirke noget sådant. Folk ville gå på gaden. Før valget kan Erdogan love paradis på jord. Men når dommeren har fløjtet kampen af, og Erdogan har tabt valget – om det så kun er med en enkelt stemme – så er spillet forbi.«
Samme holdning – omend med andre ord – tilkendegiver professor Carkoglu i Istanbul.
»Jeg ville blive meget overrasket, hvis Erdogan reagerede som en dårlig taber. Det gør man ikke i tyrkisk politik, det bliver ikke accepteret af det tyrkiske samfund. Måske kommer der en intimideringsfase, hvis der er tæt løb, eller optællingen trækker ud. Men ikke at acceptere et nederlag – det ville ødelægge enhver forhåbning, Erdogan måtte have om at genvinde magten.«
