Videbegær. Hvad får en ansat til at snage i en 13-årig voldtaget piges journal? En mor til at vælge et pressemøde over sit skrigende barn? Ren, rå, ustyrlig nysgerrighed.

Bare et lille kig …

En hysterisk toårig er fastspændt i et fly. »Tåååg!« skriger han og trommer benene mod sædet. Det eneste, der kan skabe ro i kabinen, er togvideoer på mors telefon. Han må få en bolle. For mor er optaget, og det er telefonen også.

Politiets pressemøde den 16. april om den forsvundne 13-årige pige fra Kirkerup kan begynde hvert sekund, og mor skal nå det, inden forbindelsen ryger den halvanden time, hvor flyet krydser Kattegat fra Oslo til København.

Maskinen letter. Tre pinde, to pinde, en pind, signalet er væk. Hun håber nu på bare at fange en enkelt sensitiv telemast under rejsen, så hendes kæreste kan opdatere hende om, hvorvidt pigen er død eller levende.

Oppe i luften befrier hun den toårige og tager ham op på skødet. Han falder i søvn. En pind, nul pinde, en pind. Hun kunne læse en bog, måske avisen, men i stedet stirrer hun på signalstyrke. Tanken om, at telefonen vist burde være på flytilstand, strejfer hende, men ah, så havde de nok sagt noget.

Endelig forløsningen. Via en mast i Sverige skriver kæresten:

»Fundet i live. 32-årig anholdt.«

Moderen er mig. Og jeg var ikke den eneste, som lod nysgerrigheden vinde over fornuften, da den 13-årige blev bortført.

En veninde fortæller, hvordan hun »gennemtrawlede Reddit« for at finde gerningsmandens navn og derefter studerede hans Facebook-profil. En anden fulgte med i sladderen om hans Hyundai, for der var jo en Hyundai i30 efterlyst i Emilie Meng-sagen.

De har intet at bruge de oplysninger til, og nu er de bagud med deres arbejde.

To medarbejdere i Region Sjælland og seks i Region Hovedstaden blev ligefrem fyret for at snage i pigens journal.

Dertil kommer de tusindvis af danskere, som fravalgte nærvær med familien for at læse hver en luns, medierne smed ud om sagen. Seertallet hos TV 2 News blev eksempelvis firedoblet, da pressemødet gik i gang.

Hvad er der galt med os?

»Freud sagde, at nysgerrigheden udspringer af seksualdriften,« siger professor George Loewenstein fra Carnegie Mellon University i USA. Han er pioner i nysgerrighedsforskningen, og hans 1994-artikel om dens væsen er en af de mest citerede i feltet. »Det er en absurd påstand. Men nysgerrigheden er en form for drift og har meget tilfælles med seksualdriften såsom opstemtheden, trangen og stimuleringen. Hvis du ved, pressemødet er nu, er det en meget stærk stimulus.«

Han sammenligner den også med sulten og tørsten, og ligesom vi kan blive sultne af duften af frikadeller fra køkkenet, kan en smule information gøre os mere nysgerrige.

»Du vidste jo allerede en del. At pigen var forsvundet, at hendes cykel var fundet i vejsiden, at politiet mistænkte en forbrydelse. Den information primede nysgerrigheden, og et tomrum af viden åbnede sig.«

Netop ideen om nysgerrighed som et videnstomrum, vi higer efter at fylde, er hovedtesen i hans 1994-artikel.

Og den higen er stærk. Forsøg viser, at vi er villige til at modtage elektriske stød for at få stillet nysgerrigheden, og det kommer ikke bag på Loewenstein, at hospitalspersonale risikerede deres job for at læse i journalen.

»Det var uundgåeligt. I den situation kan man ikke stole på, at deres egen dømmekraft eller frygten for en straf vil forhindre dem i at snage,« siger han. »Fristelsen var for stor.«

Det besynderlige ved nysgerrigheden er dog, at der venter en meget lille belønning, hvis nogen, når tomrummet fyldes – modsat når lysten til sex eller mad stilles. Som om den har et formål i sig selv. Af den grund er nysgerrigheden lidt af en gåde for psykologer og neurologer.

Gazellen og geparden

Når vi klikker på nyheder om den 13-årige pige, skyldes det en særlig form for nysgerrighed – den morbide. Det vil sige vores nysgerrighed efter at høre om bestialske forbrydelser som mord og voldtægt, selvom vi væmmes ved dem.

»Morbid nysgerrighed giver os modsatrettede følelser. Du vil gerne lære om den her sag, men føler samtidig, at det er forkert, og at du bliver frastødt af den,« forklarer Coltan Scrivner, der er adfærdsforsker ved University of Chicago og Recreational Fear Lab på Aarhus Universitet.

Fascinationen af true crime og gyserfilm har også rod i den morbide nysgerrighed.

For at forstå den skal vi først en tur til savannen. Det var her, Scrivner fandt inspiration til sin forskning om fænomenet.

»Jeg ville undersøge, om der var en lignende morbid fascination blandt dyr, og det viser sig, at byttedyr som gazeller ikke bare flygter fra geparden. De bliver stående og inspicerer den.«

Hans forklaring er, at det er evolutionen, der har fået gazellen til at kigge på sin dødsfjende og os andre til at se politiets pressemøder. Den morbide nysgerrighed skal nemlig forstås som en mekanisme, der tvinger os til at lære om rovdyrets adfærd, så vi kan undgå selv at blive ofre.

Men min kæreste har ikke klikket på én eneste artikel om Kirkerup-sagen. Da jeg fortalte, at den anholdte nu også var sigtet i Emilie Meng-sagen, spurgte han:

»Hvem er Emilie Meng?«

Er han bare ikke et nysgerrigt menneske?

Jo, siger Scrivner, men truslen om at blive bortført og voldtaget er mere præsent for en kvinde end en mand, og derfor vil kvinder være mere nysgerrige på forbrydelser som Kirkerup-sagen. Af samme årsag formoder Scrivner, at mange af de mænd, der søgte på gerningsmanden, har døtre.

»Det er nok ikke noget, de ville svare, hvis man spurgte dem, men de gjorde det ubevidst for at lære om voldtægtsmanden.«

Selvom morbid nysgerrighed er et universelt fænomen, skifter motiverne bag fra person til person. De, der kan lide at se gyserfilm, men måske ikke fascineres så meget af true crime, drages ofte af spændingen. For de mere ængstelige typer er det modsat. De er ofte ekstra opmærksomme på farer og vil gerne lære om dem på sikker afstand gennem true crime, men de fravælger The Texas Chainsaw Massacre og Psycho som søndagsfilm.

Min kæreste har set begge, jeg tåler end ikke spøgelsestoget i Tivoli.

At hele landet fulgte med i Kirkerup-sagen, overrasker heller ikke Scrivner.

»Fordi jeres land er så sikkert, blev I også meget overraskede over forbrydelsen, og det har fået jeres hjerner til at søge så meget information som muligt om det her sjældne brud på de sociale normer for at undgå at blive overraskede igen.«

Vi trænger

Nu, næsten en måned efter forbrydelsen, er nysgerrigheden faldet. Ikke fordi vi har fået alle svar, men fordi trangen til at vide mere er væk.

Det er naturligt, siger professor i kognitiv psykologi Ran Hassin fra Det hebraiske universitet i Jerusalem. Han skelner mellem trang og interesse. Nogle nyheder som »Kendispar skal skilles« øger trangen til at kende svaret akut, men lige så snart telefonen ringer, eller vi lukker computeren, forsvinder den. Interessedreven nysgerrighed er i stedet den mere velovervejede lyst til at læse en bog om vikingerne eller se en dokumentar om Ritt Bjerregaard.

Indtil nu har jeg været meget stolt af at være et godt, anstændigt menneske ... Hvorfor følte jeg mig så tvunget til at snage i mine venner?

Anonym, Bortvist medicinstuderende

Nysgerrighedstrangen kan gå op og ned så hurtigt som på få sekunder.

I et af Hassins forsøg skulle deltagerne vælge mellem at få svar på spørgsmål som »Hvad er farven på Det Hvide Hus’ toiletpapir?« eller »Kan det lade sig gøre at kolonisere Antarktis?«. Blev de tilbudt svaret på stedet, foretrak de toiletpapiret, men ville svaret først blive afsløret i morgen, valgte de Antarktis.

»I et af eksperimenterne var det nok at afspille en 20 sekunders video af svømmende havskildpadder,« siger Hassin om, hvor nemt det er at få trangen væk.

Også den har givetvis en evolutionær oprindelse.

»Måske var nysgerrighedstrangen nødvendig for tusindvis af år siden. Men nu er den blevet kapret af ny teknologi. Vi skal – og kan – være up to date konstant, og vi er aldrig tilfredse med den information, vi har fået.«

Sociale medier og clickbait kombineret med vores nedarvede nysgerrighedstrang er derfor opskriften på katastrofen, siger Hassin. Ligesom fedmeepidemien skyldtes efterkrigstidens overflod af mad koblet med en krop programmeret til altid at spise, når den kan.

»Det er skumfidustesten, og vi spiser hellere end venter på to,« siger Hassin. »Selvom det gør os ulykkelige, for vi synes jo ikke, det er fedt at have spildt en time på at læse om verdens største tomat. Vi siger, at i aften vil jeg læse en god bog, men nysgerrighedstrangen vinder, for sådan er verden skruet sammen.«

Den mørke side

Sådan plejer vi ellers ikke at tænke om nysgerrigheden. Den hyldes som en bærende bjælke i menneskehedens triumf, og manglen på den er et tegn på depression.

Uden nysgerrige forskere og opfindere, ingen tyngdelov, penicillin, radio eller rumteleskoper. Adskillige øer, bjerge og stræder ville heller aldrig være blevet opdaget uden en eksplorativ drift, og hvem ville lære noget som helst uden nysgerrigheden?

Illustration: Valentin Tkach
Illustration: Valentin Tkach

Aristoteles, Cicero, Hume, Bentham og Kant har alle beskrevet nysgerrighed som en lyst til, appetit på eller passion for viden.

Men så er der alle de mytologiske skrækeksempler på, at den er gået for vidt. Eva spiste af æblet, Pandora kunne ikke lade være med at åbne æsken, Lots kone måtte bare vende sig om og se på sin brændende hjemby Sodoma, og Orfeus var tæt på at få sin elskede Eurydike tilbage fra dødsriget, men kunne så ikke dy sig fra at se på hende, sådan som Hades havde forbudt ham.

Curiosity killed the cat lyder et engelsk ordsprog om faren ved for meget søgen.

I den milde ende er skaderne ved overdreven nysgerrighed blot spildtid. Selvom vi i syv år ikke har læst noget spændende på Facebook, scroller og scroller vi ned ad den uendelige væg.

I den mellemste ende giver nysgerrigheden os viden, vi ikke ønskede. Ifølge firmaet Secure Data Recovery har 82 procent af amerikanerne kigget i en andens telefon. 59 procent gav »generel nysgerrighed« som begrundelse. Findenkæreste.dk fandt, at 75 procent af danske kvinder har snaget i en kærestes telefon. Hvilken tænkelig information i de telefoner forestiller vi os ville gøre os gladere? Billedet med den kvindelige kollega? Beskeden til vennen om, at man er pisseirriterende?

I den lidt grellere ende er der alle sagerne om uretmæssige opslag i registre. For få uger siden blev ansatte i Viborg Kommune taget i at have søgt på blandt andre Søren Pape. Også her lød forklaringen, at »det er sket af ren nysgerrighed«.

I et indlæg i Journal of Medical Ethics skriver en anonym tidligere medicinstuderende, hvordan vedkommende blev smidt ud af studiet for at slå venner op i journalsystemet.

»Til min overraskelse dukkede vennens navn op i søgefeltet. Jeg tøvede. Jeg blev fristet. Og med et enkelt klik faldt jeg ned i et kaninhul, jeg ville ønske, jeg aldrig havde vidst eksisterede … Indtil nu har jeg været meget stolt af at være et godt, anstændigt menneske … Hvorfor følte jeg mig så tvunget til at snage i mine venner?« skriver personen.

Nysgerrigheden er som en tiger, der jager, selvom maven er fuld, og i den alvorlige ende er den blevet koblet til adhd, misbrug og kriminalitet som pyromani.

»Den kontrollerer os«, siger George Loewenstein.

Aber og orm

Hos dyr er den lige så stærk. Rotter vælger at krydse et elektrisk net for at udforske nyt territorium, mens aber giver sig til at løse puslespil eller bruger kræfter på at kigge ud ad et forseglet vindue uden nogen udsigt til en belønning.

Selv rundormen Caenorhabditis elegans med sine 302 hjerneceller bruger en sofistikeret strategi til at udforske en ny petriskål. Forsøgene er beskrevet i en oversigtsartikel fra 2016 af psykologer fra University of Rochester. Heri står også, at samme adfærd er fundet hos krabber, bier og myrer.

Pavlov – ham med hundene, der fik mad, når en klokke ringede – kaldte det en hvad-er-det-effekt.

Små børn har den også og vælger gerne det nye stykke legetøj, hvor der ikke følger en instruktion med.

Psykologen Daniel Berlyne er en tidlig teoretisk pioner, og han delte nysgerrigheden op i en perceptuel lyst til at udforske det ukendte, som alle dyr besidder, og en epistemisk nysgerrighed efter at indsamle viden, som kun mennesker har. I dag er det dog ikke tydeligt, hvordan dyr og menneskers nysgerrighed adskiller sig fra hinanden.

Mennesker vælger for eksempel ligesom rotter stødet. Det skete senest i et forsøg i 2016 med 54 studerende, som kunne vælge at trykke på kuglepenne, som helt sikkert ikke gav stød, eller på kuglepenne, som måske, måske ikke, gav stød. Der blev hyppigst trykket på de lunefulde penne med mulige stød i. Pandora-effekten kalder forskere fra Chicago det, at vi vælger det ukendte, selvom der følger smerte med. De fik lignende resultater, da de skiftede stødene ud med lyden af fingernegle på en tavle.

Neurologisk ved vi meget lidt om, hvad der foregår, men det ser ud til, at den del af hjernen, der har med ubehag at gøre, lyser op, når vi bliver nysgerrige. Derefter aktiveres områderne dedikeret til læring og hukommelse, og når vi så går i gang med at lære, sker der muligvis noget i belønningsområdet. Men »fixet« er nysgerrigheden og søgningen efter svar i sig selv, ikke svarene.

Hvorfor vi er så nysgerrige, er uafklaret, men George Loewenstein har et bud, og ja, vi skal igen besøge evolutionen:

»Når noget er vigtigt for artens overlevelse, sørger evolutionen for at udvikle et program til at tage sig af det. Uden nysgerrighed ville vi underudforske vores omgivelser, og det er farligt, for omgivelser ændrer sig. Derfor kan man se den som evolutionens måde at modvirke alle de kræfter på, der ellers ville holde os væk fra det ukendte.«

Det sikreste er at blive hjemme og holde os til den mad, vi kender. Men så dør vi, når klimaet bliver varmere, og høsten slår fejl. Som kosmologiens mørke energi, der modvirker tyngdekraften, giver nysgerrigheden altså modpres til andre evolutionære kræfter, der trækker os mod det hjemlige.

En snert af trøst. Så når en mor ignorerer sin søn for at følge en kriminalsag, er der dybt nede tale om en overlevelsesstrategi. Gazellen, der har øjne på geparden.