Sidst jeg var hjemme hos mine forældre, bladrede jeg i familiens stak af fotoalbummer fra min barndom. Det har jeg gjort utallige gange i årenes løb, og jeg kunne igen konstatere, at jeg genkendte hvert eneste billede i hvert eneste album. De er allesammen ladet med barndommens og tidens fyldige aura, og de åbner øjeblikkeligt en verden af erindringer og fortidige følelser. Fotografiernes forbavsende stærke resonans skyldes først og fremmest, at de udgør den eneste dokumentation, der findes, af mit eget og min families liv i 80erne og 90erne.
Hvis der pludselig dukkede en konvolut op på loftet med billeder fra en overset og hengemt filmrulle, ville det være en stor begivenhed. Så betydningsfuldt er hvert stykke fotografisk materiale fra en tid, hvor det at tage et billede var en relativt kostbar og frem for alt besværlig proces. Fraværet af de uendeligt mange øjeblikke, der aldrig blev dokumenteret, højner intensiteten og det følelsesmæssige nærvær af de ganske få øjeblikke, der blev indfanget af et kamera.
I fotobutikken blev billederne fremkaldt, og hjemme i stuen blev de klistret ind i et album og akkompagneret af en kort, beskrivende tekst og derefter rituelt gennemset igen og igen, mens verden forandrede sig omkring dem.
I DAG, hvor smartphones er blevet de fleste menneskers forlængede arm, er det at tage et billede forbundet med lige så lidt besvær som at tage en dyb indånding. Alting kan dokumenteres når som helst, og billeder flyder gennem livet i en ustoppelig strøm. Næste kapitel i den teknologiske udvikling er den fremadstormende kunstige intelligens, der med et tryk på en knap kan producere et uendeligt antal billeder uden nogen rod i den fysiske virkelighed.
På det seneste er der imidlertid opstået tegn på et mildt ubehag ved strømmen af billeder – måske endda en modreaktion mod billedernes antal, hastighed og konstante nærvær. En af tidens trends blandt ungdommen er at søge bagud i teknologihistorien til en epoke, der ikke ligger mange år tilbage i tiden, men alligevel føles fjern: digitalkameraets æra, der strakte sig fra omkring 2000 til 2010.
Medier som The New York Times og BBC har bragt tendensartikler om, hvordan Generation Z finder deres forældres gamle digitalkameraer frem igen og begejstres over deres overbelyste billeder med få megapixels. På TikTok har #digitalcamera hundrede millioner af visninger. Måske har De endda selv været del af en forsamling i løbet af vinteren og foråret, hvor et digitalkamera er blevet listet op af en bæltetaske, som skrev vi 2005.
Men hvad er årsagen til den pludselige higen mod en æstetisk underlødig og på alle måder mere besværlig form for fotografi? Meget tyder på, at 00ernes digitalkameraer for mange rammer et perfekt punkt mellem besværlighed og tilgængelighed. På den modsatte side af digitalkameraet findes 90ernes analoge kameraer, men de kræver fremkaldelsesfaciliteter og teknologi, som det ville være både dyrt og krævende at anvende i dag. De allestedsnærværende smartphones gør det modsat så let at tage billeder, at det enkelte fotografi mister sin aura og forsvinder direkte ind i telefonens gigantiske, rodede kartotek af dokumentation.
Digitalkameraet var det sidste kamera, der krævede et vist mål af omtanke, inden man tog et billede – hvor vejen mellem trangen til at dokumentere et øjeblik og muligheden for at gøre det stadig var så lang, at det fordrede omhyggelighed og overvejelse. Hvor man ikke kunne se, om det billede, man havde taget, var blevet godt eller dårligt, før man riggede kameraet til computeren og trak billedet fra SD-kortet og ind i en mappe. For man sorterede stadig de enkelte billeder i mapper på sit skrivebord, som man senere kunne vende tilbage til for at genleve de øjeblikke, der var blevet dokumenteret: feriebilleder, festbilleder, familiebilleder. Med smartphonen er billeddokumentationen så friktionsfri, øjeblikkelig og konstant, at man ofte aldrig vender tilbage til den igen.
SOM EN UNG studerende fortæller om sit digitalkamera i The New York Times-journalisten Kalley Huangs artikel om fænomenet: »Når jeg ser på mine digitale billeder, har jeg meget specifikke minder knyttet til dem. Når jeg gennemgår kamerarullen på min telefon, kan jeg lige knap huske de enkelte øjeblikke, og de fremstår aldrig som noget specielt.«
I en BBC-artikel istemmer influenceren Katie Glasgow: »Med din telefon kan du tage videoer og billeder af praktisk talt alting. Så du har et enormt bibliotek, mens du med et digitalkamera er tvunget til at overveje: ’Er det her faktisk et øjeblik, jeg har lyst til at forevige?’«
Glasgow fremhæver de digitale billeders tvivlsomme æstetik: »De ligner minder, fordi de er slørede og uperfekte. De ser i højere grad ud, som ting ser ud i vores erindring.« I samme artikel påpeger en anden ung digitalkameraentusiast, Scott Ewart: »Med ældre kameraer skal man arbejde lidt mere med dem for at nå frem til et godt fotografi og for at få mest muligt ud af kameraets funktioner. Med stort set alle smartphones er det næsten umuligt at tage et dårligt billede.«
Selvom det er oplagt at opfatte den nye interesse for digitalkameraer som ungdommens længsel efter at stoppe den moderne verdens løbske billedstrøm og i stedet forsøge at fastholde øjeblikkets poetiske, autentiske nærvær, er det lige så oplagt at anlægge et mere kynisk blik på dillen: at se den som endnu en trend inden for selvfremstilling på de sociale medier.
Huang besøgte podcasten Hard Fork for at diskutere sin artikel, og her fremhævede panelet, at digitalkameraerne jo også bare er endnu et trendy æstetisk udtryk, der i lige så høj grad som alt andet er knyttet til sociale medier. En særlig æstetik, der er dryppet ned til den almindelige ungdom fra milliardærinfluencere som Kylie Jenner og bruges som en ny form for billedfilter til selvfremstilling på Instagram og TikTok.
Som Hard Fork-værten Kevin Roose slog fast: »Det handler også om en præsentation af autenticitet – det hele ender stadig online.« Han påpegede, at der jo ikke findes nogen nostalgisk strømning rettet mod de distributionsmodeller, der fandtes, dengang digitalkameraerne herskede: tidlige sociale onlineplatforme som Flickr og helt og aldeles private billedsamlinger på computerens skrivebord – endestationen er de samme sociale medier, der ellers hersker i tiden.
ALLIGEVEL FØLES DET, som om længslen efter den nære fortids billedvirkelighed bør ses som mere end en æstetisk trend. Som om den retter sig mod noget andet end blot den fotografiske overflade – en længsel mod et mere umiddelbart forhold til selve det at være i verden.
Den længsel får et stærkt udtryk i en af årets mest roste fiktionsfilm, den 35-årige skotte Charlotte Wells’ Aftersun, der fik dansk biografpremiere i vinter. I filmen erindrer hovedpersonen Sophie – der er på alder med instruktøren – en rejse, hun var på i Tyrkiet i slutningen af 90erne med sin unge, melankolske far. Minderne viser ikke bare hendes og farens private forhold, de viser også, hvordan man færdedes i verden inden smartphones og digital adspredelse: Hvordan en 11-årig pige slog tiden ihjel i en hotellobby ved at bladre i magasiner, pille ved et bogomslag og stirre ud i luften. Hvordan en ferie også bestod af store mængder død tid, der blev udfyldt af tankevandringer, tilfældige møder og dalren rundt på må og få.
I Aftersun – og altså i tiden inden smartphones og sociale medier – er teknologien endnu ikke en distraktion eller et filter, man oplever verden igennem. I stedet er den noget sjældent og eksotisk, der kan højne det enkelte øjebliks intensitet og føre det videre ind i eftertiden. I en scene betaler Sophie og hendes far en mand på en restaurant for at tage et enkelt polaroidfoto af dem. Ganske langsomt toner billedet af dem frem på restaurantbordet mellem en brødkurv og en billig lysestage som deres eneste fotosouvenir fra rejsen.
Mere end noget andet fremhæver Aftersun den affektionsværdi og erindringsmæssige tyngde, der kan være knyttet til den tidlige digitale æras billeddokumentation. Sophie og hendes far har medbragt et primitivt videokamera, og kameraets optagelser udgør 25 år senere Sophies primære dokumentation af deres forhold. Det er det snurrende videokameras grynede optagelser, der udløser hendes erindringer og sætter gang i genskabelsen af fortiden. På samme måde ville mine forældres fotoalbummer være det første, jeg tyede til, hvis jeg skulle genskabe min egen barndom og begynde at give form til de halve og kvarte minder, der flyder rundt et sted i min erindrings tågede periferi.
MÅSKE ER LÆNGSLEN mod den digitale fortid også en længsel mod en epoke, hvor teknologien og internettet stadig føltes som noget, der højnede vores nærvær i verden. Hvor et kamera kunne intensivere oplevelser og menneskelige bånd og endnu ikke var del af et teknologisk regime, der ofte føles, som om det truer med at udviske virkeligheden og erstatte de sociale relationer.
Forleden skrev den amerikanske journalist Noah Smith om tendensen blandt unge og børn til ikke længere at mødes fysisk med deres venner, men i stedet primært holde deres relationer ved lige via sociale medier. Det er en tendens, der alarmerer mange forældre, men Smith forsøgte at gyde olie på vandene: »Måske vil det at hænge ud sammen gå fra at være noget, som alle mennesker gjorde helt naturligt, fordi det var den eneste måde, man kunne opnå menneskelig kontakt på, til at blive noget, man overlagt skal sætte tid af til.«
Digitalkameraets renæssance kan ses som et lignende eksempel på, at vi i smartphonens og de sociale mediers tidsalder er nødt til at fremtvinge meget af det, der indtil for ganske nylig fandt sted naturligt. Smartphonekameraets skødesløse overflod har gradvist udraderet den affektionsværdi og den konkrete, tidslige forankring, der plejede at være del af den fotografiske dokumentation af virkeligheden. Måske er genkomsten af de 15-20 år gamle digitalkameraer et overlagt forsøg på at træde et skridt tilbage i den teknologiske og sociale udvikling, så billeder og videooptagelser kan få genskabt deres aura af erindring, liv og betydning.
