Pssst! »Man kan godt risikere at overvande nogle sider ved sig selv, som så kommer til at skygge for nogle andre sider.« Klassekampsforfatteren er blevet 100 år ældre siden sin debutroman.

Glenn Bech er ikke Jesus – og dog

Hovedbiblioteket i København er umiddelbart et trist bekendtskab. Der er ikke en fortættet stemning af bøger, der sidder ikke nogen bibliotekarer, man kan spørge om noget, og rulletrapperne er delvis gået i stå. 

Med unaturligt høje skridt på de forstenede, rillede trin stiger man op mod fjerde sal, og så er alting helt anderledes. Her er der leben og kindkysseri, her bliver man mødt af smilende personale, her skal forfatter Glenn Bech tale om maskulinitet. 

»Jeg er ikke Jesus, selvom jeg er blevet kaldt det i pressen,« siger Bech i aftenens løb, men det er tæt på her. 

Der bliver fyldt op på alle opstillede stole og langs væggene, hvor runde 70er-orange puder på gulvet bliver revet væk. Tydeligvis er mange kvinder interesserede i maskulinitet, men der er retfærdigvis også mænd, yngre og ældre, mere og mindre maskuline i deres udstråling, hvad det så skal betyde. Det ved Glenn Bech forhåbentlig.

I den ene side af rummet sidder Henrik og Ida fra Boghandleren på Godthåbsvej og falbyder Farskibet og Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, der er ikke så meget forhåndssalg, men mange har nok læst Bech, han har solgt så mange bøger, fortæller han lidt senere, at han har kunnet købe sig et sted at bo nord for København, hvor han kan høre havet fra sit soveværelse. Så langt er han nået på sin klasserejse på grund af al succesen, at han måske bliver nødt til at holde op med at skrive om sit udgangspunkt og give klassestafetten videre.

Men nu kommer han ind på scenen i strømpefødder, cowboybukser og en mørk, langærmet T-shirt, sætter sig og tager det halvlange hår om bag ørerne et par gange, mens han forklarer, at han ikke kommer til at tale så meget om maskulinitet, men snarere vil snakke lidt »i øst og vest«.

Han giver os carte blanche til at række hånden op, hvis vi ikke forstår, hvad han siger, for han taler »hurtigt og mumler lidt«.

Bech har, forstår vi, »lidt cringe« ved termen »giftig maskulinitet«, som han selv har brugt, men han er blevet 100 år ældre siden da, siger han, og nu synes han, det er en lille smule udskammende og firkantet. 

Så taler han de næste 50 minutter primært om sine to bøger, hvor der er giftig maskulinitet, så hatten passer, i skikkelse af de stedfædre, der har martret ham, broren og hans mors liv.

Hans mor, som var – og er – »en køn dame« med sin hengivne søns ord, vælger dårligt, når det gælder mænd. Det handler Farskibet om, som Bech selv kalder »en bøvlet roman«, og det beklager han over for publikum. 

»Jeg forstår godt, hvis I er begyndt på den og er holdt op, men jeg synes, I skal forsøge igen,« siger han, og publikum ler, de skal nok.

Det, Glenn Bech vender tilbage til under hele seancen, er spørgsmålet om klasse. Han kan arbejde solen sort, men hvis nogen spørger, hvad hans yndlingsis er, så ved han ærlig talt ikke, hvordan han skulle have fundet ud af det.

»Man kan godt risikere at overvande nogle sider ved sig selv, som så kommer til at skygge for nogle andre sider. Hvornår skulle man have tilladt sig den luksus at finde ud af, hvad man godt kan lide? Den del af mig selv har jeg været nødt til at myrde for at kunne løbe så stærkt afsted, som jeg har gjort.«

Den side af sig selv kalder Glenn Bech i dagens anledning en form for »machoattitude«, men korrigerer sig selv og siger i stedet »kriger«. Men i øvrigt regner han sin homoseksualitet for en redningsplanke i det machomiljø, han voksede op i, for han var ikke interesseret i at blive som de mænd, der anså sig selv for at være »rigtige mænd« med alle de forkerte værdier, det indebar.