Tronskifte. Man kan være udsat marginaliseret i den virkelige verden og samtidig den populæreste outsider i kulturlivet: Glenn Bech, Amina Elmi, Nina Rask, Elisa Kragerup og Peter Plaugborg om magt, minoriteter og at spille sine kort rigtigt.
Nye majestæter
Foto: Petra Kleis
Verden er pludselig blevet så mangfoldig. Som om der kom en opdatering, mens vi sov, og alverden blev feminister, antiracister, bevidste om privilegier. Det kan godt være, at man slæber fødderne. Men tiden ændrer sig. Vores idoler er også anderledes. I både pop- og finkulturen føles det, som om dem, der for et øjeblik siden var henvist til periferien – transkønnede, brune, underklassequeers – er blevet konger og dronninger (eller kønsneutrale majestæter).
Nina Rask indtager Det Kongelige Teater med en uimodståelig standupmonolog om at være vred ung mand (og lesbisk, trans, kønsflydende hjerteknuser, hun kan det hele), vred over at være uden for normerne, men monologen leveres til et udsolgt, forelsket publikum på landets største teaterinstitution. Og det er lige så forvirrende at placere Glenn Bech i et magtdiagram: Jo mere han revser eliten, jo højere elsker den ham. Skal man henregne ham til den baggrund, han skriver om, eller den klasse, han er steget op i? Statistisk set er det et varsel om dårlig trivsel at have en minoriseret identitet i den virkelige verden – men hvilke dynamikker gælder i kulturlivet?
Del:
