Fødselsrater. Mens de vrangvillige livmodere bydes trods, drømmer jeg om tilbagetrækning – sådan set på hele menneskehedens vegne.

Afvikling nu

En uforudset fordel ved at have ladet sig sterilisere for knap et årti siden er, at når debatten om fødselsrater igen pågår – når individets frie valg igen beklikkes (dette kan gøres uden videre, så længe individet har en livmoder) – så føler man sig forunderligt fritaget for diskussionen.

Fingrene peger, men de peger ikke på mig. Selvom jeg stadig ejer en livmoder, er den kun til pynt. De æggeledere, der er brændt over, lader sig kun i teorien knytte sammen igen. Forbindelsen er brudt, livmoderen er tom, og sådan skal den forblive.

I de første år var det ikke usædvanligt, at jeg blev mødt med velmenende skepsis. Der stod sådan set respekt om mit fravalg af børn, men med min sterilisation kunne jeg ikke fortryde, og fortryde – det ville jeg utvivlsomt. Jeg var jo så ung, jeg kendte ikke mig selv. Ønsket om børn kommer først, når man møder den rigtige.

De stemmer forstummede cirka samtidig med, at jeg blev forladt af en kæreste, fordi han ville have børn. Vi var næsten lige flyttet til Berlin, jeg troede, vi havde mere tid, men det havde vi ikke: Jeg havde al tid i verden, men for ham var tiden forbi.

Det gjorde ondt, og før jeg flyttede tilbage til Danmark, gik vi lange ture i Tempelhofer Park, hvor vi snakkede alting igennem igen og igen: Havde det alligevel været ret perfekt, hvis jeg kunne blive gravid og skubbe en barnevogn op og ned ad Urbanstrasse?

Men selvom jeg inviterede tvivlen ind, tog den aldrig bolig i mig. Jeg rejste hjem fra Berlin en forårsdag inden genåbningen. Jeg fandt et nyt hjem, jeg fandt et nyt job. Med tiden også en ny kærlighed. Ting skete, synes jeg nu, præcis som de skulle.

Andre ting blev også sagt, da jeg blev steriliseret. Der blev sagt, at man på et tidspunkt får lyst til at føre slægten videre, hvilket ikke ser ud til at ske: Vi er tre døtre uden børn. Det er muligt, at det slutter med os, og det synes jeg ikke er det værste, som kan ske.

Jeg skriver alt dette – og jeg kunne være fortsat – i håbet om at kunne demonstrere, at min sterilisation var en meget velovervejet beslutning, som jeg er meget tilfreds med. Der er en pris, ja, og den pris har jeg betalt, og den pris kommer jeg måske til at betale igen, og det er okay.

Det er imidlertid sandt, at jeg på intet tidspunkt overvejede, hvorvidt mit fravalg af børn var ukærligt over for mit fædreland. Der vajer intet Dannebrog i fissen på mig, det må jeg indrømme.

Jeg må også indrømme, at jeg ikke helt forstår problemet i de fødselsrater, der på globalt plan har affødt noget nær krisetilstand. Selv hvis jeg går ind på præmissen om, at etnisk danske babyer er mere ønskværdige end nydanskere, så forstår jeg stadig ikke, hvorfor færre pr. definition er værre.

Jeg begriber nok, at vi har en samfundsmodel, der fordrer mere – flere babyer, flere hænder, flere penge, flere mennesker til samlebåndet – og jeg begriber nok, at flere ældre kalder på en større sundhedssektor. Men når nu intet land i verden er lykkedes med at bringe fødselsraterne op, uanset hvordan man har forsøgt at afhjælpe nybagte forældre, så burde vi måske begynde at overveje alternativet: afvikling som en mulighed.

Jeg har en vag fornemmelse af, at jeg som ung kvinde har oplevet et åbent øjeblik, som er ved at lukke. Det var et åbent øjeblik, hvor jeg – så længe jeg betalte min skat og ikke gjorde nogen fortræd – kunne have min frihed. Misforstå mig ikke: De, der gerne vil have børn, skal tilbydes al den hjælp, de kan få. Men vi, der ikke vil have børn; vi skal måske have lov at sidde over.

Ikke kun fordi livet uden børn er ret luksuriøst på en stilfærdig måde, hvor der er ro i mit hoved det meste af tiden. Men også fordi jeg de seneste ti år i kraft af mit eget fravalg har hørt fra forældre, at det ikke kun er muligt at fortryde de børn, man ikke får.

Måske tager jeg fejl, det er muligt. Måske kan jeg kun se fidusen i afvikling, fordi jeg som barn var fascineret af dyrestier, og hvordan dyrene kunne sætte så blidt et aftryk, et aftryk kun synligt for det øvede øje. At kunne træde helt forsigtigt og umærkeligt gennem landskabet forekom mig at være ikke bare beundrings-, men også efterstræbelsesværdigt.

Af samme grund blev jeg vegetar, og af samme grund oplever jeg et ubehag ved at møde mennesker, der af den ene eller anden grund har bemærket mig. Af samme grund kan jeg bedst lide at forestille mig, at når jeg engang dør, så vil jeg i de flestes erindringer være blevet en venlig dis. Man vil sige: »Hun var vist venlig nok, selvom jeg på stående fod ikke kan komme med konkrete eksempler.«

Jeg tror ikke, at dette ønske om ikke at efterlade et aftryk deles af flertallet, men jeg håber alligevel, at det giver mening. Er mere, når alt kommer til alt, ikke et lige så vilkårligt ideal som mindre, hvis mere hverken betyder bedre eller lykkeligere?

Jeg savner, at følgende spørgsmål bliver stillet, måske endda besvaret: Hvis resultatet af de frisatte livmodere og sædceller bliver, at vi gradvist bliver færre, gradvist trækker os tilbage, gradvist sætter færre og mindre aftryk, er det så det værste, der kan ske?