Liberal Alliance producerede tilbage i 2017 en kæk kampagnevideo, som viste en ung kvinde i en sengebutik. Med musik i ørerne hoppede hun op og ned i en af de udstillede senge, mens en lille pige så beundrende til den frigjorte. Liberal Alliance var også på kvindens side, filmens morale var, at man ikke skal lave om på sig selv, men på verden.
»Jeg hadede filmen allerede dengang,« siger Alex Vanopslagh og uddyber:
»Der har i liberale rækker været en tendens til økonomisk doktrinær tænkning og rent barnagtig frigørelsesmani. I den tænkning har man overset betydningen af civilsamfundet og fællesskabet og alt det, der er større end det enkelte individ.«
Vi sidder på Alex Vanopslaghs kontor på Christiansborg, fra væggen overværer Th. Madsen-Mygdal interviewet. Den herostratiske Venstre-leder er af kønspolitiske årsager forvist fra Folketingets samtaleværelse, hvor der på malerisiden skal skaffes plads til en mere kønsligelig ophængning.
»Liberale henviser gerne til Adam Smith, men næsten altid med fokus på hans optagethed af det frie marked. Smith lagde også vægt på det moralske og betydningen af fællesskaber. Begge ben hører med i liberalismen, men efter Murens fald var det, som om mange glemte det ene ben,« siger Vanopslagh og anerkender uden videre påpegningen af den Egander Skovske diktion i forsvaret for civilsamfund og fællesskaber. Liberalismen i den udgave, der afsværger fællesskab, er den centrale skydeskive i den konservative forfatter Christians Egander Skovs diagnose af borgerlighedens elendigheder, og Vanopslagh er ikke ganske uenig i kritikken.
»Det passer mig fint. Siden jeg blev leder af Liberal Alliance, har jeg argumenteret konsistent for, at man som liberal også må arbejde for fællesskaber. Vi er vel de eneste, der søger en balance mellem det kommunitære og det liberale, og vi forsøgte allerede før valget meget bevidst at vise os mere som et vi-parti end et jeg-parti, som kun kunne tale om skattelettelser. Jeg har talt markant mere om unges mistrivsel end om behovet for, at marginalskatten bliver sat ned, og jeg er optaget af ikke at være en omvandrende doktrin om nødvendigheden af arbejdsudbudsreformer.«
Blå lederskikkelse?
Mygdal på væggen symboliserer i den forstand meget godt spændvidden og udfordringen for Vanopslagh forud for partiets medvindsprægede landsmøde lørdag i København.
Slut-20ernes meget liberale statsminister afløstes af 13 års uafbrudt Stauning-styre fra 1929 og blev for den magtsøgende Anders Fogh Rasmussen selve udtrykket for det, liberale ikke skulle, hvis de ville nå Statsministeriet. I en linjedefinerende tale til sin hovedbestyrelse tilbage i 1999 afsvor Fogh enhver inspiration fra Madsen-Mygdal på sin vej mod magten. Han havde, mente Fogh, givet Venstre et ry som asocialt nedskæringsparti, som havde hængt ved lige siden og havde gjort partiet uspiseligt for flertallet af danskere.
Nu hænger Madsen-Mygdal i sit politiske asyl hos liberal Alliances unge leder. Hans parti er født i et liberalt og utålmodigt oprør mod Anders Fogh Rasmussens meget pragmatiske Venstre, men arbejder i dag for at lave det meget roste »du kan selv«-valgsprog om til et »vi kan selv«.
Det skisma er i dag også det samlede borgerlige Danmarks. I murbrokkerne fra den borgerlige sammenstyrtning ved folketingsvalget står en purung liberal oprører midt i sit partis hamskifte som det for tiden mest øjensynlige bud på en langtidsholdbar og samlende blå partileder, skulle man engang få brug for en sådan. Hvem ellers i den spraglede blå forsamling?
Moderaterne og Venstre, som er rømmet, uden at der foreligger noget om tidspunktet for eventuel hjemkomst? Danmarksdemokraterne, som fik et endnu bedre valg end Liberal Alliance? Klæber der ikke ved Inger Støjberg en fornemmelse af, at hun kun gør krav på det vestlige halve kongerige, men til gengæld søger fuldtonet hævn over alt tilbageværende Venstre-folk af betydning? Resten af blå blok ligner traumer, nedsmeltning og tålmodig genopbygning.
Den slags plager ikke Vanopslagh. Den 31-årige formand fik et forrygende folketingsvalg og genrejste et parti, som der hyppigt var afsagt dødsformodningsdom over. Formanden selv diagnosticerede et halvt år før folketingsvalget sit parti som »en patient, som var truet på livet«, men som nu havde fjernet det værste af sygdommen, som han sagde. Det var på landsmødet i Kolding i april 2022, som blev stærkt præget af en meningsmåling, der med 1,9 procent lovede at sende partiet ud af Folketinget. Det endte med 7,9 procent og 14 mandater. Vanopslagh fik godt 38.000 personlige stemmer.
Siden har Alex Vanopslagh vadet i succes. Meningsmålingerne har fortsat kursen opad, Fonsmarkprisen og Kontrastprisen er indkasseret, talrige frierier lyder fra andre mere eller mindre blå partier, som vil indgå alliancer med ham for at bestyrke egen selvtillid. Læg hertil ros og rygklap og hvisken i det blå Mediedanmark om, at han måske burde melde sig som blå bloks lederskikkelse.
Trods mange opfordringer undervejs i interviewet bider Vanopslagh ikke på. Han melder sig end ikke som en hypotetisk, ikke fuldstændig afvisende, eventuel, mulig statsministerkandidat måske engang ad åre.
»Man kan have den analyse, at det kunne være nyttigt i arbejdet med at skaffe Liberal Alliance flere mandater, men den analyse har ikke min opbakning, og så kan det jo ikke blive til noget,« siger han, og det er, hvad man kan drive ham til.
Til gengæld anerkender Vanopslagh, at det kan være en udfordring at finde positionen mellem den stejle opposition og den selvudviskende pragmatisme.
»Liberal Alliance har prøvet at være både rent magtparti og rent protestparti. Jeg forsøger at fastholde os i rollen som et indflydelsesparti. Vi kan ikke manifestere en så stor modvilje mod kompromiser, at det umuliggør, at vi en dag kommer i regering. Omvendt brænder vi op, hvis vi kommer for tæt på solen. Så kommer vi til at ligne Venstre, så bliver vi ligegyldige.«
Faren for at komme for tæt på magtens brændende sol er reel, understreger Vanopslagh, som gentager sin ofte fremførte kritik af den såkaldte Claus Hjort-doktrin opkaldt efter Venstre-strategen, som lod doktrinen se dagens lys i samme periode, som Fogh afsvor sig inspiration fra Madsen-Mygdal. Doktrinen var kort fortalt, at de borgerlige aldrig kan vinde valg på løfter om skattelettelser kombineret med sociale nedskæringer.
»Hjort-doktrinen har gjort stor skade på det borgerlige Danmark. Bedre blev det ikke af, at man alt for sent opdagede, at en stram udlændingepolitik ikke længere kunne sikre borgerlig valgsejr. En udlændingepolitik, som overbyder den socialdemokratiske, ville i dag dele det borgerlige Danmark i to.«
Villige mandater
Så hvad betyder den frugtbare kurs mellem magt og protest i praksis, når det gælder Liberal Alliances 14 mandater?
Regeringens første måneder har været præget af bededagsslaget, som man førte igennem alene og i ophøjet beslutsomhed og til slut kun støttet af de radikale mandater. Den sag har kostet de tre regeringspartier det voldsomme dyk i meningsmålingerne, som hyppigt udråber en snes tabte mandater smidt på rekordtid.
Men nu venter næste slag. En reform af de videregående uddannelser, hvor hovedandragendet er, at op mod halvdelen af kandidatuddannelserne ifølge regeringen bør have skåret næsten et år af studietiden. Det skal frigøre arbejdskraft, og det skal inspirere til større søgning til mellemlange velfærdsuddannelser.
Her er en interessant tilnærmelse mellem regeringen og dele af oppositionen begyndt. Regeringen har signaleret vilje til at fire på sine krav, hvis nogen vil bære noget af ansvarets tunge åg. Omvendt har først Konservative og siden SF tilkendegivet, at de gerne vil forhandle seriøst, hvis de får fjernet hovedparten af beskæringen af kandidatuddannelserne til fordel for adgangsbegrænsning.
Hvad vil Alex Vanopslagh på dette område, hvor hans ungdomspopulære parti givet har mange vælgere og mulighed for at erobre flere? Protest eller indflydelse?
»Vi vil rigtig gerne være med til at løse problemerne. Vi har længe ment, at der kommer for mange på universitetet, at nogle af kandidatuddannelserne mangler kvalitet, og at nogle uddannelser har for begrænset erhvervsrelevans. Men regeringens model tror vi ikke på. Bare at gøre kandidatuddannelsen et år kortere og få den til at ligne gymnasiet duer ikke. Det er uklogt og risikerer at blive den nye udgave af folkeskolereformen.«
Regeringen bør i stedet lade sig inspirere af universiteterne – og af SF og Konservative. Hvis der kan findes en model, hvor der optages færre studerende, samtidig med at der oprettes flere erhvervskandidatuddannelser og diplomuddannelser og kun gennemføres en meget begrænset reduktion af kandidatuddannelsernes længde, kan Vanopslaghs realpolitiske interesse vækkes:
»Hvis regeringen vil rykke sig, rykker vi os også. Her er vi på linje med SF og Konservative. Vi vil også gerne gå videre end det. Det er jo skævt, at der ikke er så meget som en beskeden brugerbetaling på kandidatuddannelserne. I første omgang vil vi gerne omlægge en del af SUen til lån, hvis nogen vil være med. Det vil også kunne gavne regeringens bestræbelser.«
Vanopslagh understreger, at han også er interesseret i at lægge mandater til finansloven. Indrømmelser skal der til, naturligvis, men han har ingen skrupler ved på denne måde at blåstemple regeringseksperimentet.
Blokkenes genkomst
Spørgsmålet om trekantregeringens skæbne har Alex Vanopslagh et erklæret afslappet forhold til. Hvis den kommer til at sidde kort tid, vil han søge indflydelse, og det vil han også, hvis den bider sig fast. Men megen tiltro til dens succes har han ikke.
»Jeg tror slet ikke på den snak om en ny normal og et varigt opbrud i dansk politik. For det første deler de tre partier ikke værdier. For det andet er regeringens påståede berettigelse – ud over at Mette Frederiksen skal være statsminister for evigt – at midten har en særlig magi, så man kan løse opgaver, som ellers ikke ville være blevet løst. Nogen endelig dom kan jeg jo ikke fælde, men se bare på tilbagetrækningsområdet. Her er et kæmpe potentiale, men regeringens ambition er sølle 2.500 ekstra personer i arbejdsudbud.«
Tilsvarende er Alex Vanopslagh skeptisk over for regeringens tilløb til reform af den offentlige sektor. Mette Frederiksens analyse er rigtig, og Lars Løkke siger alle de rigtige ting, men regeringen synes alene at have modet til at afbureaukratisere, lyder hans skudsmål.
»Hvis man standser ved afbureaukratiseringen, vender man bare tilbage til 1970erne, hvor man får frihed i den offentlige sektor, men uden ansvar. Der skal arbejdes for mindre kommune, mere selveje og flere private aktører. Velfærdssamfundet skal nytænkes.«
Vanopslagh fastholder, at værdifællesskabet er større mellem de fem-syv blå partier end mellem de tre, som har sat sig på midten. Også selvom det er let at identificere forskelle i den blå familie.
Støjbergs forslag om at udflytte 10.000 statslige arbejdspladser kommenterer Vanopslagh eksempelvis med ordene, at han ikke ser behov for at offergøre Udkantsdanmark, som »har masser af entreprenørånd og ikke skal ynkes med statslige arbejdspladser«.
Men det er ifølge Vanopslagh detaljer i det store billede. Sammenholdet mellem partierne er rimeligt, og blokkene kommer igen, af lyst eller af bitter nød. Enten i den gode version, hvor Venstre vender hjem til gården eventuelt i følge med Løkke, eller i den onde udgave, hvor Mette Frederiksen efter næste valg igen skifter kurs og søger sin magt befæstet gennem de røde partier. Det vil af sig selv tvinge de blå sammen.
»Læg mærke til, at Mette Frederiksen er den eneste, der ikke lovsynger, hvor enige de er i den midterregering. For hende er det bare et arbejdsfællesskab, noget midlertidigt,« siger Vanopslagh.
Han har alderen til den svære dyd at udvise revolutionær tålmodighed.
