Nyforlovet. Venstre og Socialdemokratiet har suspenderet 100 års fjendskab for at sætte varige aftryk sammen. Troels Lund Poulsen og Morten Bødskov fortæller, hvordan alliancen blev skabt.

Rigtige venner

Den 25. november var Troels Lund Poulsen inde på Skoemagerkroen ved Kirke Såby for at hente noget mad, han havde bestilt. Klassisk julefrokost, der dog ifølge det oplyste siden blev indtaget uden snaps.

En mand på kroen spurgte, hvordan det gik med regeringsforhandlingerne, og hans råd var, at man passede lidt på med Mette Frederiksen.

Troels Lund Poulsen svarede en kende undvigende, for han kunne ikke fortælle, at en af de gæster, der skulle indtage julefrokosten hjemme på gården i Bukkerup, var omtalte Frederiksen.

Faktisk var hele toppen i Socialdemokratiet og toppen i Lund Poulsens eget parti, Venstre, forsamlet om julebordet og tophemmelige forhandlinger mellem dansk politiks gamle ærkefjender om at danne regering sammen.

Forhandlingerne og sonderingerne havde på det tidspunkt stået på i små to uger og foregik sideløbende med de officielle mediedækkede møder på Marienborg.

I et fælles interview fortæller to af hovedaktørerne, økonomiminister Troels Lund Poulsen og erhvervsminister Morten Bødskov, nu for første gang om det hemmelige forløb og de overvejelser, der lå bag, at de to partier, der har bekæmpet hinanden næsten uafbrudt gennem mere end et århundrede, endte med at sidde i regering sammen.

Interviewet afvikles i en uge, hvor sammenholdet stod sin første alvorlige prøve under afstemningen om afskaffelsen af store bededag. Faktisk gik selve afstemningen ganske godt, fordi den opdelte og rådvilde opposition gerådede i et internt skænderi for og imod folkeafstemning. Men den folkelige modvind er massiv, hvilket imidlertid ikke får de to ministre til at tvivle på det projekt, de var med til at skabe i november.

De trives åbenlyst i hinandens selskab. Når den ene taler, kommer den anden med små, lavmælte bejaelser; ikke på noget tidspunkt modsiger de hinanden. Det er svært ikke at komme til at tænke på to nyforlovede.

Gidseltagning

Lund Poulsen og Bødskov var ikke blot deltagere i forhandlingerne. Det var også de to, der lagde hus til, når de to partier havde brug for at mødes uden offentlighedens opmærksomhed.

»De mange møder handlede i høj grad om at skabe tillid. Både Morten og jeg har siddet i regeringer, hvor den gensidige tillid aldrig eksisterede. Så kan man skrive nok så mange siders regeringsgrundlag. Det afgørende er, om man stoler på hinanden og tror på, at man også kan løse de problemer, der på et tidspunkt kommer ind fra højre uden at være forudset i et regeringsgrundlag,« siger Lund Poulsen.

Det med tilliden krævede selvsagt arbejde, for da der blev spist julefrokost i Bukkerup, var det kun et år siden, Jakob Ellemann-Jensen i et interview med TV 2 sagde: »Det, jeg siger nu, er ret vildt: Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister.« Et synspunkt, han også havde fremført, omend mere afdæmpet, i den netop overståede valgkamp. Venstre havde imidlertid ikke haft held til at vælte Frederiksen. Valget blev et nederlag for blå blok, der fremstod splittet med to statsministerkandidater, og det blev et endnu større nederlag for Venstre, der endte på historisk ringe 13,3 procent, mens socialdemokraterne gik frem og sikrede et smalt rødt flertal, som hun imidlertid ikke agtede at bruge.

»Vores analyse, som Mette Frederiksen fremlagde første gang grundlovsdag og gentog, da valget blev udskrevet, var, at de udfordringer, Danmark står over for, krævede noget nyt. Det havde vi haft mange interne diskussioner om, men vi var enige om, at det ville blive svært, hvis vi fortsatte på den gamle måde. Med blokpolitikken opstår der en dynamik, hvor det ofte kommer til at handle mere om at tage gidsler end at få løst problemerne,« siger Morten Bødskov.

For Venstre var der imidlertid forhindringer at overvinde, forklarer Troels Lund Poulsen. Frygten var at ende i et socialdemokratisk spil, hvor man politisk blottede sig for til slut at se Mette Frederiksen fortsætte på den gamle måde med det røde flertal. Derfor lyttede man nøje efter, da statsministeren på valgaftenen trods det røde flertal gentog ønsket om en bred regering. Og da partilederne dagen efter valget mødtes i Publicistklubben, kunne trænede ører høre, at Jakob Ellemann allerede var i bevægelse. Han »lænede sig ind i« projektet, som han udtrykte det.

»Reelt stod vi med valget mellem fire år, hvor vi kunne sidde sammen med en håndfuld andre partier og skælde ud, mens Socialdemokratiet regerede videre. Eller vi kunne søge indflydelsen. Og det sidste er Venstres dna. Vi er et parti, der ønsker at præge samfundet. Selvfølgelig kunne vi være kommet med i brede aftaler og forlig. Men vi var ikke kommet med til at sætte retningen for udviklingen, som man gør, når man sidder i regering,« siger Troels Lund Poulsen.

Gadehandel

Derfor valgte Venstre også at sige ja tak, da Mette Frederiksens nærmeste rådgiver, Martin Justesen, efter valget ringede til Venstres partisekretær, Christian Hüttemeier, og spurgte, om ikke de skulle forsøge at få deres respektive politikere til at tale sammen.

Dagen efter havde Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen den første telefonsamtale, hvor muligheden blev vendt, men Venstre havde stadig indgroet mistro til de reelle hensigter og besluttede sig for at teste velviljen.

Den 11. november ringede Ellemann til Frederiksen og fortalte, at Venstre agtede at opstille Søren Gade til posten som Folketingets formand. Med et flertal bag sig kunne Frederiksen uden problemer få valgt sin egen kandidat, men hun accepterede Gade.

»Vi var godt klar over, at det ikke var ligetil for Socialdemokratiet. Hvis det siden viste sig, at vi ikke kunne lave noget sammen, ville det se lidt mærkeligt ud, at de bare havde foræret Venstre den post. Så det var virkelig en test,« siger Troels Lund Poulsen.

Morten Bødskov bekræfter, at det var en prøve for Socialdemokratiet.

Det første hemmelige møde mellem Venstre og Socialdemokratiet fandt sted i Morten Bødskovs hus i Rødovre. Arkivfoto: Søren Bidstrup, Scanpix
Det første hemmelige møde mellem Venstre og Socialdemokratiet fandt sted i Morten Bødskovs hus i Rødovre. Arkivfoto: Søren Bidstrup, Scanpix

»Vi havde da nogle diskussioner om det. Men det var en chance for at demonstrere, at vi mente det, når vi havde sagt, at vi ønskede en bred regering. Vi havde jo haft svært ved at overbevise nogen om, at det ikke bare var en taktisk position,« siger han.

Dagen efter meddelte Venstre offentligt Søren Gades kandidatur, og kun minutter senere skrev Mette Frederiksen på sociale medier, at det var en fremragende idé. Ingen kunne være i tvivl om, at det var en koordineret aktion, og det var netop meningen.

Få dage forinden havde de to partier deres første hemmelige møde hjemme i Morten Bødskovs hus i Rødovre. Også her var der mad på bordet, hentet fra det lokale Tapas Amor, der ifølge sin egen hjemmeside leverer: »Det fineste inden for spansk tapas.«

I alt blev det til en halv snes af den slags møder i Bukkerup og Rødovre med Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Nicolai Wammen, Troels Lund Poulsen, Morten Bødskov, Sophie Løhde samt Martin Justesen, Venstres partisekretær, Christian Hüttemeier, og Venstres daværende sekretariatschef, Jakob Ullegård, som de gennemgående deltagere. Derudover havde Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen flere møder i Statsministeriet.

Forklaringsproblemet var selvsagt størst for Venstre, der i valgkampen bastant havde afvist en bred regering. Første skridt gik man på Venstres landsmøde, da Jakob Ellemann-Jensen søgte og fik mandat til at forsøge. Analysen var, at Mette Frederiksen under alle omstændigheder ville blive statsminister. Blandt andet fordi Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne havde afvist samarbejde med De Radikale og Moderaterne.

Andet skridt i et interview med TV 2, hvor han erkendte, at Venstre kunne ende med at begå løftebrud. Det skete på et tidspunkt, hvor det endnu ikke var klart, hvilken regering man ville ende med.

Kommunalaksen

»I første omgang var det vigtigt at teste, om vi havde en fælles analyse af, hvilke problemer der skulle løses for Danmark, og det havde vi langt hen ad vejen. Jeg synes også, den politiske historie viser, at det er Venstre og Socialdemokratiet, der skal sætte sig sammen, når der skal løses store problemer og skabes store forandringer. På en måde minder det om det, der foregår i de fleste kommuner, hvor det også er de to partier, der sammen løser tingene, selvom vi har forskellige ideologiske udgangspunkter. Vi var enige om, at vi skulle have den fælles forståelse, inden vi gik i gang med at nedskrive konkret politik. Det gik der meget tid med, men jeg er sikker på, at den er givet godt ud. Jeg kan mærke en helt anden tillid mellem partierne i den her regering end noget, jeg har oplevet tidligere,« siger Morten Bødskov, der også var minister i Helle Thorning-Schmidts S-R-SF-regering.

Det var lidt sjovt, at det første spørgsmål, vi fik efter regeringsdannelsen, var: Hvordan kommer I ud af det igen? Jeg er faktisk ikke gået med i det her for at sprænge det i luften.

Troels Lund Poulsen, Økonomiminister, Venstre

Troels Lund Poulsen, der var minister i den noget tumultariske VLAK-regering, supplerer:

»Jeg har lavet masser af aftaler med både Morten og Nicolai Wammen, og det er gået rigtig fint, men jeg kendte ikke Mette Frederiksen ret godt. Jeg ved da også godt, hvilket ry jeg har haft i politik. Jeg er jo ikke ligefrem blevet set som et kæledyr, når jeg kom ind i et forhandlingslokale. Og jeg har da også haft noget selvrefleksion om, at politik måske var blevet for voldsomt, at det kom mere til at handle om at lave benspænd og problemer end om at lave løsninger. Det kan måske blive en smule højstemt, men jeg vil faktisk gerne kunne svare min lille datter, hvis hun engang spørger, hvad jeg egentlig lavede i politik, at jeg var med til at lave nogle forandringer, der gavnede landet og sikrede fremtiden,« siger Lund Poulsen og forklarer, at han fra begyndelsen insisterede på, at der skulle dannes en flertalsregering, hvis det hele skulle blive til noget.

Ellers ville de reformer, man endte med at bebude, alt for let sande til i nye kompromiser og benspænd. Og reformambitionerne er ikke svækket, selvom balladen om store bededag har kostet i meningsmålingerne, og den universitetsreform, regeringen fremlagde torsdag eftermiddag, er en invitation til mere ballade og flere protester.

»Forestil jer lige, hvis vi kommer i mål med en reform af uddannelsessystemet, en reform af skattesystemet, en reform af beskæftigelsessystemet, en reform af den offentlige sektor, der giver mere frihed til moderne borgere, der ikke bare accepterer standardløsninger. Og hvis vi dertil øger arbejdsudbuddet, så vi kan fremtidssikre det moderne velfærdssamfund. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi arbejder bredt. Og der vil være tale om løsninger, der står langt ud i fremtiden,« siger Morten Bødskov.

Varigt opbrud?

Men hvad med regeringen ude i fremtiden? Det svarer de to lidt mere vævende på. For det er måske alligevel svært at forestille sig en blivende ændring af dansk politik, hvor det ikke længere er Venstre og Socialdemokratiet, der kæmper om magten.

»Jeg tror, at alle skal vænne sig til det her. Vi har så haft lidt længere tid end andre til det. Og jeg er da blevet forbavset over nogle reaktioner. Jeg vidste godt, at vi ikke var enige med de andre borgerlige partier om alt. Men det kom faktisk bag på mig, at vi var så uenige om store bededag. I valgkampen kritiserede de os for ikke at være ambitiøse nok, når det gælder arbejdsudbud, og så protesterer de vildt og voldsomt, når vi nu gør noget. Jeg er næsten sikker på, at når vi kommer til sommerferien, har den her regering skaffet mere arbejdsudbud, end de to seneste har gjort i otte år. Det er da også kommet bag på mig, at eksempelvis Venstres Ungdom vil bevare store bededag. Da jeg var formand, i øvrigt mens Morten var formand for DSU, lavede vi konstant forslag om at afskaffe alt mellem himmel og jord,« siger Troels Lund Poulsen.

Men det besvarer selvsagt ikke, om der er tale om en varig alliance eller en midlertidig, for er rød og blå blok suspenderet eller afskaffet, og hvor er den gamle ideologiske modsætning mellem S og V?

»Vi er stadig to forskellige partier. Men vi har sammen valgt at gøre det her for Danmark,« siger Morten Bødskov en kende højstemt.

»Det var lidt sjovt, at det første spørgsmål, vi fik efter regeringsdannelsen, var: Hvordan kommer I ud af det igen? Jeg er faktisk ikke gået med i det her for at sprænge det i luften. Men det er jo heller ikke sådan, at Mette Frederiksen er Venstres statsministerkandidat i næste valgkamp. Men hvis mandaterne falder sådan, at det er det logiske at fortsætte, vil jeg ikke udelukke det,« siger Troels Lund Poulsen, der også gerne ser, at det tredje og endnu ikke omtalte regeringsparti, Moderaterne, spiller en fremtidig rolle.

»Man kan jo diskutere frem og tilbage, om de er det nye store midterparti i fremtiden. Man må konstatere, at de er det i nutiden. Man må også konstatere, at Lars Løkke Rasmussen så det her før alle os andre, og det, vi nu oplever, er resultatet af det, han gjorde i 2019.«