Bustet. Har den hærværksanklagede Katrine Dirckinck-Holmfeld forøget værdien af Frederik 5.s buste ved at drukne og rematerialisere den?

Sunkne skatte

Sunkne skatte Af Christoffer Zieler

Ikke blot mistede hun job og anseelse. Eksinstitutleder ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld er nu også tiltalt af Københavns Politi for »groft hærværk« efter happeningen for et år siden, da hun med et følge af studerende plumpede en gipsbuste af Frederik 5. i Københavns havn for at rejse en debat om kolonitidens danske forbrydelser.

Frederik tog ikke godt imod badet; da busten blev bjærget fra havnebassinet, var den lumsk smilende konge med rokokogarnet forvandlet til et amorft stykke tyggegummi. Selv ville Dirckinck-Holmfeld dog ikke betegne forvandlingen som hærværk; hun sagde, mindeværdigt, at busten var blevet rematerialiseret.

Prisen for den druknede Frederik 5. er ifølge Danmarks Radio i anklageskriftet sat til 44.300 kroner – hvilket afspejler, at busten ikke, som det ellers først var oplyst til Weekendavisen, var et unikt forarbejde til Salys berømte rytterstatue, men en noget mindre fancy gipskopi. De 44.300 kroner er prisen, hvis en kyndig person en dag skal hyres til at lave en genafstøbning.

Spørgsmålet er, om selve bustens hovedrolle i en identitetspolitisk happening med national bevågenhed kan have øget dens værdi?

Der er fortilfælde. I 2018 vakte det global opsigt, da en udgave af Banksys popkunstværk »Girl with Balloon«, i samme sekund som det blev solgt for knap ni millioner kroner hos Sotheby's, blev makuleret ved hjælp af en fjernstyret anordning i billedrammen. Banksy gav sit nu skiveskårne ballonbillede den nye titel »Love is in the Bin«, og under dette navn blev værket i oktober måned i år solgt på ny, denne gang for 140 millioner. Et utrolig dyrt stykke popkunst blev et endnu mere utrolig dyrt stykke destrueret popkunst.

Mange år tidligere, i 1994, dematerialiserede Bill Drummond og Jimmy Cauty en million britiske pund ved at brænde dem af på den skotske ø Jura. Pengene havde de tjent på deres udgivelser som popgruppen The KLF. Den happening tjente næppe sig selv hjem, men den skaffede ophavsmændene umistelig vanære eller hæder, afhængigt af synsvinkel.

Det første spørgsmål er selvfølgelig, om den rematerialiserede buste fra akademiet overhovedet stadig findes. Det bekræfter Akademiraadet, som ejer den, at den gør. Det andet spørgsmål er, om rådsmedlemmerne betragter busten som rematerialiseret eller ødelagt.

»Vi betragter den som ødelagt. Men det er lidt tidligt i kunsthistorien at bedømme, om happeningen var et vigtigt værk eller ej. Receptionen af et værk betyder meget, herunder om det kommer til at afføde mere kunst. Og vi er jo ikke på hverken ti eller 50 års afstand,« siger Merete Ahnfeldt-Mollerup, forkvinde i Akademiraadet.

Merete Ahnfeldt-Mollerup siger, at bustens værdi har været vanskelig at opgøre. Der er, som nævnt, ikke tale om et originalt forarbejde til Salys rytterstatue, men om en senere afstøbning, hvorfor værdien blev sat til relativt beskedne 44.300 kroner. Auktionshuset Bruun Rasmussen, siger Merete Ahnfeldt-Mollerup, har anslået værdien til at være højere, fordi busten i kraft af at have stået på en fremtrædende plads på den fine billedkunstskole har fået forøget sin værdi. De har vurderet den til at være 200.000 kroner værd. (Bruun Rasmussen takkede nej til at medvirke i denne artikel.)

– Hvis en buste kan få værdi ved at stå på et fint sted på en fremtrædende plads, kan man så ikke ud fra samme logik argumentere for, at den får mere værdi ved at være centrum for en af de senere års mest omtalte kunstneriske aktioner?

»Det kan man mene. Men al kunstværdi er superkompleks, og det giver ikke rigtig mening at vurdere statens kunst på samme måde som kunst i fri handel – man værdisætter kun det offentliges kunst af forsikringsmæssige grunde, når man for eksempel låner værker ud til museer. Uanset hvad så sælger vi ikke busten. Den kommer aldrig på markedet.«

Malene Vest Hansen, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, siger, at den rematerialiserede buste ikke bare er en ødelagt udgave af den oprindelige buste. Værket er blevet til noget andet.

»Man kan måske godt sige, at det værk, der kommer ud af aktionen på akademiet, kan være mere værd. Men den oprindelige buste er der jo ikke mere.«

Ifølge Malene Vest Hansen kan man ikke sidestille den rematerialiserede Frederik 5. med Banksys ødelagte »Girl with Balloon«.

»Banksys værk handlede jo netop om økonomisk værdi. Han udstillede det groteske ved et kunstmarked, der er besat af penge og handler værker for eksorbitante beløb. Men det er andre værdier, der er i centrum i busteaktionen.«

Den diskussion, som den kunstneriske happening rejste, tilfører busten en værdi, men den er ikke nødvendigvis pekuniær, siger hun.

»Du ville jo ikke have ringet til mig for at stille spørgsmål om busten, der stod udstillet på Kunstakademiet, men diskussionen af happeningen får værket til at vokse i kulturel værdi; du er selv med til at give det værdi ved at skrive om det. Jeg synes, det er mindre interessant, hvad det er værd i penge. Den form for kunst, som busteaktionen er udtryk for, er typisk ikke beregnet til salg – det er en kunst, der er i opposition til ideen om kunstværket som et ophøjet objekt, som man kan eje og hænge op over sofaen,« siger Malene Vest Hansen.

»Med den store medieopmærksomhed og interesse fra politisk side, som busteaktionen har fået, bliver det jo et vigtigt værk kunsthistorisk – lige meget om man mener, det er et godt eller mindre godt værk.«

Ifølge den københavnske gallerist Peter Amby er den rematerialiserede Frederik 5. formentlig steget i værdi, hvis man forestiller sig, at den kom på markedet.

»Næsten al kunst, der får megen omtale, helst med et element af konflikt og kontrovers, får værdi, ofte grundet provokationsværdien,« siger han. »Men hvem skulle sælge værket? Katrine Dirckinck-Holmfeld ejer det ikke, og Akademiraadet sælger det næppe. Så skulle det være Kunstakademiets forsikringsselskab, som ville dække en eventuel erstatning ind.«

– Nu leger vi bare, det skal sælges af kunstneren ...

»Så ville måden at gøre det på nok være en NFT, et non-fungible token, hvor man sælger rettigheden til selve aktionen. Det ville Katrine Dirckinck-Holmfeld sagtens kunne gøre,« siger Peter Amby – som dog tilføjer, at busteaktionen til trods for dens afsæt i en international antikolonialistisk bevægelse primært er af lokal dansk interesse.

»De få kunstnere, der har succes med at sælge NFTer, har i reglen også haft en fod indenfor i det internationale kryptovalutamarked,« siger Peter Amby. »Men Jørgen Nash solgte tryk af Den Lille Havfrue uden hoved (Nash hævdede at have savet hovedet af skulpturen i 1964, red.).«

– Mener du, at en NFT af halshugningen af Den Lille Havfrue ville være lettere at sælge internationalt end drukningen af Frederik 5.?

»Det er lidt søgt, men ja.«

Ifølge kunstsamler, journalist og reklamenmand Michael Jeppesen har det slet og ret været »en gave til busten, at den blev smidt i havnen«, fordi aktionen trak den ud af glemslen og gjorde den til »nationalt traume blandt melankolske konservative.«

Om det også har øget dens værdi i penge, kan Jeppesen til gengæld ikke afgøre.

»Men der er da ingen tvivl om, at den kunstneriske værdi er steget – ikke mindst blandt dem, der er vrede over, at busten røg i havnen. Jeg ville købe den.«

Men gør medieomtalen det alene for et værk som busteaktionen? Kunne man for eksempel forestille sig en akse for et kunstværks værdi, hvor dets grad af latterlighed er sat over for dets grad af bevågenhed, hvis man skal indkredse dets værdi?

Busteaktionen fik jo, som både kunstlektoren og galleristen er inde på, uhyre stor opmærksomhed. Men kunstneren – den fyrede og anklagede Katrine Dirckinck-Holmfeld – gjorde også en lidt skidt figur. På tv kunne hun ikke udtale ordet buste, og hun forvekslede verberne synke og sænke. Det er en intellektuel øvelse at forbinde hærværket mod busten med den sorg, som efterkommere af slaver eller ofre for racisme måtte føle i 2020erne, og hvis et værk skal leve på tankekraft, skurrer det vel lidt, hvis dets ophavsmand virker udannet.

Det er ikke ligegyldigt, hvis man vil tage et andet eksempel, om en lort er lagt af Piero Manzoni eller af Uwe Max Jensen, selvom begge, om man så må sige, er kunstneriske udtryk.

Da Dirckinck-Holmfeld med sin aktion ifølge eksperterne meget vel kan have forøget Frederik 5.s værdi, enten i penge eller i kulturel kapital, er det så rimeligt at retsforfølge hende for hærværk for 44.300 kroner? Og skal man overhovedet sende lovens mænd efter kunstnere, der tilfældigvis er vandaler, mens de skaber?

Det spørgsmål tog Politikens opinionsredaktør, Mads Zacho Teglskov, op i en omdiskuteret klumme i denne uge. Hans svar er, at det »tænkende og talende samfund« ville savne den grænseoverskridende kunst, hvis man alene skulle praktisere rigid juridisk cancel-kultur over for typer som Dirckinck-Holmfeld.

Salys buste af Frederik 5. (der tilhører Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Akademiraadet), som den ser ud i dag, efter at den i fjor blev »rematerialiseret«. Foto: Mikkel Scharff
Salys buste af Frederik 5. (der tilhører Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Akademiraadet), som den ser ud i dag, efter at den i fjor blev »rematerialiseret«. Foto: Mikkel Scharff

Teglskov har en pointe. Det er ikke kønt, når magten vil regulere kunsten. Heller ikke når kunstneren gør sig store anstrengelser for at fremstå som en kraftidiot. Tænk på konfiskationen og den domstolsforordnede destruktion af den svenske kunstner Dan Parks provokerende værker med racistiske udsagn. Var dommerne, der beordrede ødelæggelsen af Parks værk, bedre end Dirckinck-Holmfeld?

Katrine Dirckinck-Holmfelds ødelæggelse af busten var en uautoriseret bearbejdning, som Banksys vægmalerier jo også er, uanset at de i flere tilfælde har været værdifulde for væggens ejer.

I andre situationer er kunst blevet ødelagt efter aftale med ophavsmanden. Det gælder kunstneren Sam Durants værk »Scaffold« – en træversion af de galger, som den amerikanske stat havde brugt til at henrette indfødte amerikanere (og andre) i perioden 1859-2006. Efter protester i 2017 fra medlemmer af Dakota-stammen enedes Durant og en gruppe stammeældste om at demontere og begrave kunstværket. Ifølge et indlæg i The New York Times af kuratoren David Xu Borgonjon føjede denne »kreative« ødelæggelse af »Scaffold« en mening til værket, der kan siges at være dybere end den oprindelige.

Man kan afvise den danske busteaktion som pølsesnakspræget og enfoldig, men helt betydningsløs er den nok ikke. Faktisk er der jo for tiden en samfundsdebat om, hvordan vi bør forstå og præsentere Danmarks fortid som kolonimagt – ikke mindst i denne avis. Ville vi have interesseret os for det i samme grad, hvis bustedruknerne ikke havde gødet jorden med kontrovers?

For mit vedkommende var selve ødelæggelsen af et smukt kunstværk ikke det mest ubehagelige ved Dirckinck-Holmfelds handlinger. Det var aktionens voldelige form. I aktivisternes video af busteaktionen bliver Frederik 5., som en voodoodukke, udsat for lidelse per stedfortræder. Over hans hoved trækker aktivisterne en sort sæk, som uundgåeligt giver en association til henrettelsesvideoer fra Islamisk Stat, hvor ofrene også er sanseberøvet indtil deres dødsstund.

Om Katrine Dirckinck-Holmfeld bør straffes, vil Akademiraadet ikke sige noget om:

»Det er en sag for dommeren og domsmændene at afgøre. Det vil vi ikke blande os i overhovedet,« siger Merete Ahnfeldt-Mollerup.

Det var politikerne Morten Messerschmidt og Nikolaj Bøgh, der anmeldte bustehappeningen som et tyveri. Men Akademiraadet ville nu have været forpligtet til at anmelde et tyveri af statens kunstgenstande, siger Merete Ahnfeldt-Mollerup, uanset om tyveriet er sket som led i en kunstnerisk happening.

»Hvis nogen går ind og smadrer et kunstværk på Statens Museum for Kunst, så anmelder man det jo også, uanset om det er led i en happening eller ej. Det gælder også, hvis nogen stjæler en kopimaskine i Statsministeriet. Det er jo statens ejendom. Så vi kan godt anskue det skete som en happening, men vi skal stadig forholde os til det som en kunstgenstand, der bliver ødelagt.«

– Kan det komme på tale at udstille resterne af busten, den rematerialiserede buste, igen?

»I hvert fald ikke før en retssag er afsluttet. Den bliver ikke tilgængelig før efter retssagen, og vi har ikke taget stilling til, hvad der skal ske efterfølgende,« siger Merete Ahnfeldt-Mollerup.

»En ting ved sagen, vi har været uforstående over for i processen, er, at ingen havde sagt til os, at busten var krænkende. Vi er da ikke interesserede i, at nogle studerende går rundt og bliver krænket af vores kunst. I hvert fald ikke i billedkunstskolernes undervisningslokaler.«