Jeg har hørt Evas historie mange gange før, men kun i brudstykker:
En scene fra Auschwitz eller en hændelse i Theresienstadt, fortalt over en kop kaffe eller til sidst under en middag i deres hus i Ashkelon syd for Tel-Aviv. Og så har der været anekdoterne om mine egne bedsteforældre: Om min farmor, som Evas mand, Peter, kendte fra Tjekkoslovakiet. Om min farfar, der ankom til lejren sammen med danskerne, hvor de boede sammen med tjekkerne.
Men jeg har aldrig fået hele den samlede historie om Evas liv; den helt utrolige, vanvittige historie om koncentrationslejrene og dødsmarchen. Hvorfor overlevede nogle, mens andre straks bukkede under? Hvorfor overlevede hun? Og hvordan kan hun holde ud at leve med minderne, mens andre - selv om de kom levende ud af Auschwitz - aldrig kunne overleve som mennesker?
Jeg kender altså Eva Erben gennem mine bedsteforældre. Som de fleste andre jødiske tjekker, blev hun først sendt til Theresienstadt, hvor også danskerne var. Min farfar mødte min farmor, Irma, i lejren, og han fik en SS-mand til at vie dem dagen før afrejsen, så hun kunne komme med ham hjem til Danmark i Røde Kors' Hvide Busser.
Men begge mine bedsteforældre er døde nu, og de fortalte aldrig rigtigt om deres oplevelser under krigen. Det gør Eva til gengæld; hun har skrevet børnebøger om at være barn i Auschwitz, og hun holder foredrag på skoler i Tyskland og Tjekkiet. Og nu har jeg bedt hende om at fortælle mig hele historien. Jeg kører forbi Ashkelon på vej fra Gaza tilbage til Tel Aviv en tidlig onsdag eftermiddag for nogen tid siden og finder hendes hus lidt uden for byen. Vi sætter os i det lille køkken med en kop Nescafe og et glas vand. Og så fortæller hun - fra begyndelsen:
»Vi må begynde med begyndelsen, selvfølgelig. Jeg blev jo født i oktober 1930, og jeg havde en meget tryg barndom. Vi boede i en forstad til Prag, i en villa med have. Min far var kemiker, og han havde sin egen fabrik, hvor han udviklede patenter. Han var født i Tjekkoslovakiet, og det var typisk middelklasse. Det var en tryg barndom. Jeg var enebarn. Min mor havde problemer med nyresten, kan jeg huske, til gengæld kan jeg ikke huske nogen form for antisemitisme omkring mig, men det har jeg nok bare fortrængt.
Vi var heller ikke religiøse, altså, min far gik i synagogen på Yom Kippur, vi holdt pesach (jødisk påske), men der var ingen religion i det. Det var vist mest en vane. Vi havde også juletræ, og vi gik på en almindelig ikke-jødisk skole. Som andre i den tjekkisk-jødiske højere middelklasse talte vi både tjekkisk og tysk. Der var ingen yiddischkeit i det, og mine forældre var heller ikke zionister. Zionister - der er alt for mange jøder dér, sagde min far. Mine forældre havde et dejligt liv, de var rigtige livsnydere. Vi var tit ude på vandreture, og der var meget skæg og ballade. Min far gjorde meget for at få mig til at grine. Mine første ti år i livet er simpelthen som en drøm. Jeg kan huske, at vi hørte Hitler i radioen, og min far sagde, at det var helt umuligt, at den mand nogensinde ville kunne tage magten i et kulturland som Tyskland.
Men drømmen sluttede brat, og det er det første, jeg husker helt tydeligt: I slutningen af 1939, efter tyskernes invasion af Tjekkoslovakiet, konfiskerede de villaen, og vi flyttede ind i en lille lejlighed. Det var en gestapomand, der overtog vores hus. Fabrikken overgik til min fars ven, der ikke var jøde. Jeg blev smidt ud af skolen. Mine forældre prøvede hele tiden at tage det roligt, selv om de mistede bilen, arbejdet, pengene, alting, men de var altid rolige over for mig. Der var ingen, der talte om at flygte, og det var også for sent.
I december 1941 blev vi indkaldt til en transport til Terezin (Theresienstadt). Vi måtte tage 50 kilo bagage med, og vi blev samlet en tidlig morgen og sad og ventede i tre dage. Jeg kan ikke huske, at jeg spurgte, hvad der foregik. Jeg turde måske ikke høre svaret. Jeg var 11 år. Der var tusind jøder med transporten. Vi kom til kasernen i Terezin, hvor mændene og kvinderne blev skilt ad. Det husker jeg som den værste oplevelse under hele krigen, for det var første gang, jeg blev skilt fra min far. Der gik lang tid, før jeg så ham igen.
Min mor blev sat til at gøre rent, mens jeg blev organiseret sammen med børnene i lejren. Jøderne var selvorganiserede, så man arrangerede undervisning for børnene, og vi så faktisk ikke tyskerne særlig meget. Der foregik mange ting, teater, musik, og der var et stort intellektuelt liv.
Selvfølgelig døde folk hele tiden, og jeg så dagligt vognen komme forbi og hente lig. Men jeg lagde ikke rigtig mærke til det, tror jeg. Jeg tror ikke, at et barn har tid til at være i chok. Det var hele tiden: Hvad er det næste og det næste? Det handlede jo mest om at få mad, kartofler, brød og hestekød. Børn kan meget hurtigt vænne sig til ekstreme situationer. Og så gjorde de voksne alt for, at det hele virkede normalt for os børn. Så kunne vi håbe og sige, det er ikke så galt, nu slutter det nok snart. Måske troede vi endda selv på det.
Jeg husker tydeligt, da dansk Røde Kors besøgte lejren om sommeren i 1944. Tyskerne sendte alle de syge og gamle til Auschwitz, de malede hovedvejen, og vi fik brød med sardiner den dag, og en gruppe børn blev instrueret i at sige: Åh onkel Rahm (SS-kommandant Karl Rahm), skal vi nu have sardiner igen? Det var godt, jeg ikke blev udvalgt til det, for hele den gruppe børn blev straks sendt til Auschwitz.
Det var her, jeg mødte Peter første gang. Han var kendt i hele lejren, fordi han var så flot. Hans kæreste arbejdede med os børn, og han kom en dag og besøgte hende, da vi forsøgte at plante nogle grøntsager. Jeg syntes, han var meget flot, men jeg var jo et rent barn, jeg var 13 år.
Peter kom fra Ostrava i Tjekkiet, og det gjorde din farmor Irma jo også. Hun havde en kæreste fra Ostrava, der hed Heinz, som også var en del af den samme gruppe unge tjekker. Heinz var fantastisk dygtig til at spille klaver hjemme i Ostrava, og han komponerede en melodi til din farmor. Han blev sendt til Auschwitz, og hun var helt knust, selvom ingen af os anede, hvad der skete med dem, der blev sendt videre. Men der var ingen, der troede, at det kunne være godt. Din farmor fik lov til at blive i lejren, fordi hun arbejdede som kontordame for SS. Hele hendes familie var forsvundet, og hun var helt alene i verden, indtil din farfar tog hende med hjem.
I 1944 sagde tyskerne, at lejren var for proppet. Alle mænd mellem 18 og 50 år skulle af sted til en ny arbejdslejr, sagde de. Min far blev sendt af sted, og det gjorde hele den jødiske ledelse i lejren også. Efter ti dage sagde tyskerne, at nu var den nye lejr klar, og I kan melde jer frivilligt til at tage af sted dertil. Alle sagde selvfølgelig ja for at slutte sig til mændene. Det gjorde min mor også, og så blev næsten alle de tilbageværende tjekkiske jøder sendt af sted. Vi blev proppet ind i normale passagertog med vores bagage. Vinduerne var tildækket med træplader, og vi var tre dage undervejs, for vi skulle hele tiden stoppe og vente på, at luftangrebene drev over.
Så ankom vi, og da dørene åbnede, stod der SS-folk og ventede med deres hunde. Det var om aftenen, tror jeg. Det var Auschwitz. Jeg kan meget, meget tydeligt huske, at jeg lagde mærke til lugten af røg og ild. Der var ingen lys udenfor.
Min mors veninde Julia var en slags leder af vores gruppe. Og hun sagde meget bestemt til mig: Sig til dem, at du er 18! Der var nu ingen, der spurgte. Doktor Mengele stod selv og pegede på os, han sendte nogle til den ene side, og nogle til den anden. Højre eller venstre, men vi anede jo ikke, hvad der skete. Jeg kom i samme gruppe som min mor.
De tog vores tøj og barberede håret af os. De tog folks briller og hev guldplomber ud af munden. Vi blev sendt i bad, og vi stod bare der, nøgne og udhungrede, omgivet af tyske mænd. Så kom der nogle SS-kvinder og smed vådt tøj hen til os, og vi fik de mest bizarre ting. Der var en kvinde, der fik en aftenkjole. Jeg fik selv et par enorme træsko, der hele tiden sad fast i mudderet. Bare ét lag vådt tøj, og det var i oktober måned.
Vi spurgte nogle af de andre fanger, hvor mændene er henne, og en af dem, en kvinde, pegede op på den osende skorsten og sagde: Dér er jeres mænd. Så udstødte de en høj, frygtelig latter. Det var inferno. Det var som at komme til en anden planet, fuldstændig uvirkeligt.«
Her lyder en luftalarm. Der er et raketangreb fra Gaza med retning mod Ashkelon. Vi stiller os i gangen, hvor der ifølge Eva er mere solide mure. Vi står der i et minuts tid, men der sker ikke mere. Så fortsætter hun:
»Vi boede i en barak i Auschwitz, tusind mennesker stuvet sammen på meget lidt plads. Jeg bliver altid spurgt, hvad jeg tænkte på, men jeg tænkte ikke på noget. Jeg var ikke i tvivl om, at Hitler ville tabe, og det handlede bare om at overleve så længe. Bare overleve. Bytte sig til lidt mere mad. Holde sig oprejst.
På et tidspunkt sendte de en meget stor gruppe børn af sted. Jeg så flere kvinder blive sindssyge lige dér på stedet. Flere af dem kastede sig mod det elektriske hegn og døde.
Dagene foregik sådan, at vi blev fløjtet ud klokken fem om morgenen for at blive talt. Vi skulle tælles hver eneste morgen og aften, tælles, tælles, tælles. Der var hele tiden udvælgelser, hvor nogle blev sendt af sted, mens andre fik lov at blive. Jeg var gennem tre udvælgelser, og hver gang var det doktor Mengele, der kom for at undersøge os. Jeg kan genkalde mig hans øjne, hvis jeg vil. Jeg kan se dem helt tydeligt for mig selv lige nu, mens vi taler. Han blev kaldt Dødsenglen, og det lignede han også. Alt det hvide sad nederst i hans øjne, og det fik ham til at se iskold ud. Som om han studerede os som mulige forsøgsdyr. Det var jo også præcis det, han gjorde. En af gangene havde han en hvid kittel på.
Jeg fik af en eller anden grund lov til at arbejde. Nogle dage skulle jeg ud og lægge pigtråd på jorden for at stoppe eventuelle russiske tanks. En dag var der endnu en udvælgelse, og jeg havde fået to venstresko, én sandal og én højhælet sko. Jeg sagde, at jeg gerne ville have en ny sko, og en SS-kvinde slog mig i hovedet og slog to af mine fortænder ud.
Så blev vi sendt til Gross-Rosen, der var en arbejdslejr under Sachsenhausen. Det var en meget stor lejr, i Schlesien, og vi blev proppet ind i tre enorme barakker, der var fyldt op med halm og strå, og vi var kun kvinder og børn. Hver morgen skulle vi tælles og tælles og tælles. En morgen, hvor jeg stod der med mine to venstresko stoppede kommandanten ved mig og en ungarsk pige og sagde, at vi skulle arbejde med at gøre rent i hans hytte. Han gav mig nogle andre sko, og det var en velsignelse.
Fronten var meget tæt på, og man kunne hele tiden høre skyderiet. Vi sagde hver dag til hinanden, at nu kommer russerne og befrier os. En dag kom SS og tømte hele lejren på ti minutter. Der var cirka 1900-2000 mennesker, kun kvinder og børn, tilbage. Det var dér, vi blev sendt ud på dødsmarchen, af sted, væk fra fronten.
Der var en pige, der led af epilepsi, jeg ved ikke, hvordan hun havde klaret den så langt, og hun stod lige ved siden af mig, og de skød hende bare ned. Jeg blev nødt til at tage et langt skridt hen over hende. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke bare skød os alle sammen, men det var sikkert for dyrt med alle de patroner.
Min mor var stadig med mig, og hun var helt utrolig. Hun var på alle måder en rigtig dame. Hun kunne holde fester hjemme i Prag, hun kunne rense et lokum i lejren, og hun kunne gå i dagevis uden mad, men hun var altid en dame. Det hele påvirkede hende på en meget stille måde. Om aftenen når vi skulle sove, lå jeg altid i hendes arme, og hun fortalte mig historier om, hvordan vi skulle til tandlægen og få ordnet mine tænder, og hun ville give tandlægen gaver, han så kunne give mig, så jeg ikke var bange for ham. Hun fortalte om de kager, vi skulle have til min næste fødselsdag. Jeg faldt i søvn sådan hver eneste aften. Det var måske sådan jeg overlevede, jeg var i en anden verden, når jeg sov.
Min mor havde en meget god veninde, Paula, og de holdt hinanden oppe. En morgen, da vi vågnede, var Paula død, og det kunne min mor ikke klare. Den 24. april 1945 døde min mor. Jeg ville ikke gå videre uden hende, men der var en der hev mig med sig i armen. De tog min mor og lagde hende med de andre døde, oven på hinanden, som en brændestabel. Så gik vi videre.
Næste nat skulle vi sove i en slags lade. Det var så koldt, og jeg tror, jeg var ved at dø. I hjørnet var der et dyr, det var nok en ko, og jeg rullede over til den og sov. Om morgenen, da jeg vågnede, var alle væk. Jeg var alene. De havde sikkert troet, jeg var død, og så havde de bare ladet mig ligge. Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev der i laden, måske i et par dage, men så kom der en dreng, en polsk dreng, og han sagde, at det var en polsk-tysk bondegård, og at jeg måtte forsvinde hurtigt. Han gav mig noget mælk og lidt mad, en roe eller noget i den stil.
Så gik jeg videre alene, og der var ingenting, kun marker. På et tidspunkt kom jeg til nogle jernbaneskinner, og jeg gik langs sporene og besvimede. Jeg vågnede ved, at en ung tysk soldat sad og så på mig. Han sagde, vær ikke bange, jeg er tysk desertør, og tyskerne er ved at tabe krigen. Han gav mig lidt af sit brød og lidt kaffe og fortalte, at det var slutningen af april, og så gik han.
Kaffen, mælken eller sukkeret gav mig en frygtelig dysenteri, og jeg husker ikke noget i detaljer, det kan godt være, der gik måske tre dage, hvor jeg bare drev rundt. På et tidspunkt blev jeg stoppet af to tjekkiske drenge. De pegede på mig, og den ene sagde: Se, det er et levende lig. De sagde, at jeg måtte være sindssyg at gå rundt her, og at jeg skulle gå hen til en tjekkisk landsby lidt væk. Jeg vaklede af sted, mens det bare løb ud af mig.
Jeg så et skur. hvor jeg bankede på døren. En tysk soldat trådte ud og råbte: Hvad laver du, hvad laver du?! Jeg sagde, at jeg var faret vild. Han råbte: Nu skal jeg vise dig, hvordan du farer vild, og han løftede sit gevær og sigtede lige på mig. Men så trådte en anden soldat ud og sagde: Stop, hun er ikke en kugle værd, hun dør alligevel snart, se på hende. Dét øjeblik står klarest for mig i hele krigen, tror jeg.
Jeg kom ned til floden, og den tjekkiske landsby Postrekov lå på den anden side, så jeg skulle over vandet. På den anden side var der en kvinde, der var ved at vaske tøj. Hun løb tilbage for at hente sin mand, mens jeg prøvede at stavre mig over med en pind. De bar mig ned i en kælder under et hus. De vaskede mig, men de turde ikke lade mig blive der. De sendte bud efter mandens bror, som kom med en vogn, trukket af to køer. De gemte mig under noget hø i vognen og kørte mig gennem byen lige under næserne på tyskerne. Jeg lå og kunne se lige ud på dem.
De hed Ludmila og Kristof Jahn. De tog mig hen til deres hus, hvor jeg var meget tæt på at dø af dysenteri, for jeg kunne ikke spise eller drikke noget. Så de fik fat i byens jordemoder, som kom med noget modermælk, jeg kunne drikke, og det reddede mig. Jeg blev hos familien Jahn, indtil sommeren 1945 var slut. De klædte mig i bondetøj med tørklæde, der dækkede mit skaldede hoved.
De vidste det godt, men jeg havde ikke fortalt dem, at jeg var jøde, men at min far var kommunist. Efter krigen spurgte de, om jeg virkelig troede, at de ville have smidt mig ud, hvis jeg havde sagt det.
Manden i huset tog til Prag og skrev mit navn på det jødiske samfunds liste over savnede personer. Min tante så mit navn og hentede mig hos familien Jahn, som overbeviste mig om, at det var bedst at tage med hende, hvis jeg ville have en uddannelse. Jeg var hos min tante i et år, men jeg var dybt ulykkelig. Jeg var en fuldstændig outsider, jeg var 15 år, og jeg ventede stadig på, at min far skulle dukke op. Jeg fik ikke nok mad, og min tante troede ikke på de historier, jeg fortalte hende. Jeg fik nogle venner i hendes landsby, og de fandt et børnehjem til mig i Prag, og en dag rejste jeg bare. På børnehjemmet var der en pige, jeg kendte fra Auschwitz, og vi blev heldigvis veninder.«
VI bliver afbrudt af telefonen, og det er ikke første gang. Denne gang taler Eva tjekkisk, de andre gange har det været engelsk eller hebraisk. Hun fortsætter:
»Det var foråret 1948, staten Israel skulle grundlægges, og min veninde ville ud og fejre det - hun skulle møde en eller anden fyr, som havde en ven, og det var pinligt for hende at gå ud med to fyre alene, syntes hun. Jeg var lige blevet 18 år, og hun brugte tre timer på at gøre mig i stand, give mig make-up på og sætte mit hår.
Vennen viste sig at være Peter, den flotte fyr fra Terezin. Vi tog hen til en lejlighed, Peter havde lånt og lyttede til David ben Gurion proklamere grundlæggelsen af Israel i radioen.
Det var meningen, at jeg skulle til Australien for at blive adopteret. Peter sagde, at vi kunne tage af sted sammen. Vi tog til Frankrig og blev gift, og vi forsøgte at komme til Australien ligesom mange af vores bekendte. Vi tænkte slet ikke på at blive i Europa, for Tjekkoslovakiet var blevet besat af russerne og antisemitismen spredte sig straks overalt igen. Vi skrev en ansøgning på det australske konsulat i Paris, og de sagde, at det ikke var noget problem, indtil de opdagede, at vi var jøder. Så var der også lukket dér.
I marts 1949 rejste vi til Israel, fordi vi ikke havde andre muligheder.
Jeg har selvfølgelig tænkt meget på, hvorfor jeg overlevede. Peter siger altid, at han overlevede Auschwitz, fordi han var stærk. Det kan jeg ikke lide, for der var så mange, stærke, fantastiske mennesker, der døde. Jeg overlevede, fordi jeg var heldig. Alle dem, der siger, at de overlevende klarede sig, fordi de var på en bestemt måde, eller det skyldes en særlig personlighed eller temperament... jeg tror slet ikke, det er sådan. Jeg overlevede på grund af et helt forunderligt held. I flere situationer kunne jeg lige så godt have været død. Jeg blev ikke dødeligt syg, og da jeg gjorde, stødte jeg ind i mennesker, der reddede mig. Jeg blev tilfældigt efterladt i laden på marchen. Jeg blev ikke skudt eller udvalgt til gaskammeret eller eksperimenter. Der var ikke en vagt, der tilfældigvis fik lyst til at skyde mig.
Og hvis det virkelig kræver et særligt menneskesind at overleve Auschwitz, er det også et spørgsmål om held, hvis man er udstyret med dét. Jeg var et smukt og sundt barn, men der var mange smukke, sunde børn, der døde. Jeg ved heller ikke, hvad det er, der gør, at nogen kan leve med historien, mens andre ikke kan. Det er en historie, der følger mig tæt hele tiden, men måske klarer jeg det, fordi jeg ikke er blevet vred. I de første år græd jeg meget over mine forældre og venner. Men jeg har givet slip på det, på en eller anden måde, jeg har ingen bitterhed.
Mange andre overlevende finder ingen glæde over dagligdags ting, som virker så ligegyldige og meningsløse. Men for mig er det netop det, der gør mig lykkelig. Livet i sig selv er meningen. Det at leve gør mig lykkelig. Når jeg går ud og køber en ny, fin kjole, gør det mig så taknemmelig, at jeg er ved at græde.
Jeg er ikke glad for, at vi tog til Israel, i hvert fald ikke, når du nu spørger mig i dag. Israel skuffer mig så meget. Da vi kom her i '49 var her jo intet, og vi fik en meget stor kærlighed til landet. Vi ønskede virkelig at være med til at bygge et nyt sted op for vores børn, en slags paradis.
Men der er gået så meget galt. De religiøse amerikanere, der har ødelagt det, splittelsen mellem orientalske og europæiske jøder, bosætternes umenneskelige måde at opfatte andre på, alt dét er præcis det modsatte af det, vi troede på. Jeg hører ofte argumentet om, at vi behandler palæstinenserne, som vi selv blev behandlet af nazisterne. Og det er jo dumhed par excellence, for vi prøver jo ikke at udslette alle arabere. Men den måde vi har behandlet palæstinenserne på... det har jo fyldt dem med had mod os. Det er så dumt, så afsindigt dumt.
Nogle gange tænker jeg, at Israel simpelthen er en fejltagelse. Meningen var, at vi kom hertil, så vi kunne være frie. Men den konstante frygt, militæret, det at have sine børn i hæren... frygten og krigene har gjort os anderledes, end vi var engang. Vi lever jo meget godt her, men det føles, som om vi er ved at blive kvalt.
Så jeg er glad for, at jeg rejser så meget til Europa. Jeg er ofte i Tjekkiet og Tyskland for at tale om krigen på skolerne og bliver behandlet virkelig godt. Jeg føler mig godt tilpas i Tyskland. Hvis Hitler kom til Tyskland i dag, ville han straks se alle de arabere og jøder og sorte, der er overalt. Han ville blive helt ude af sig selv. Ha-ha!«
Eva har talt i fire timer, og det er blevet mørkt udenfor. Jeg spørger hende, hvorfor hun tror, at mennesker kan finde på at behandle hinanden så forfærdeligt.
»Det er naturligvis det spørgsmål, jeg oftest har stillet mig selv. Altså, jeg ved godt, at mennesker af en eller anden mærkelig grund elsker at give jøderne skylden, og det er en ting, der er så besynderlig, at ingen kan forstå det. Men så tænker jeg på, at mennesket virkelig er meget dumt. Det, der skete dengang, er en menneskelig egenskab, den eksisterer, og vi har den i os, alle sammen. Vi skal slås for at opretholde godhed og kærlighed. Og håbe på vores held.«
