Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde, og slet ikke, hvor jeg skal ende. Jeg prøver at holde hovedet koldt, at skille tingene ad, men mine tanker springer rundt:

Billederne fra Israel bliver værre og værre, og jeg beslutter mig flere gange om dagen for ikke at se på dem, men nej, jeg bliver nødt til at vide, hvad der skete, præcis hvordan folk blev myrdet, for at forstå dybden af den afgrund, vi stirrer ned i.