Den 16. september 1982 er en sort dato i palæstinensisk historie. Her gik en libanesisk milits ind i flygtningelejrene Sabra og Shatila i Beirut og begyndte at skyde løs på palæstinensere. Massakren blev udført af falangister – libanesiske soldater i en kristen milits under den berygtede Elie Hobeika.
Men bag falangisterne stod Israel. Israelerne var i gang med at bekrige PLO, den palæstinensiske befrielsesorganisation, hvis leder, Yasser Arafat, havde sat sig på store dele af Libanon, hvorfra de angreb Israel. Israelske styrker havde bombet Libanon og invaderet landet helt op til Beirut. Under massakren midt i september bevogtede israelske soldater flygtningelejrenes udgange, og de fyrede lysraketter op om natten, så de libanesiske militsfolk kunne finde vej i mørket.
Myrderierne varede i to dage, og da de var færdige, var mange hundrede, muligvis flere tusinde palæstinensere døde. Hvad der herefter skete, siger noget om Israels nuværende krig i Gaza – eller rettere om den israelske debat om krigen.
Massakren i Sabra og Shatila var en stor international historie, og Israel blev fordømt fra alle sider. En uafhængig kommission under ledelse af en irsk topdiplomat konkluderede, at Israel som besættelsesmagt havde ansvaret, og at massakren kunne opfattes som folkedrab.
Det blev naturligvis afvist af den israelske regering, men dele af den israelske offentlighed – medier, menneskerettighedsgrupper og oppositionspolitikere – fastholdt kritikken af deres egen regering, som derfor blev presset til at nedsætte deres egen kommission. Med højesteretsdommer Aharon Kahan i spidsen konkluderede den efter tre måneder, at Israel havde et indirekte, men klart ansvar og pegede på forsvarsminister Ariel Sharon, som man anbefalede at trække sig.
Sharon og premierminister Menachem Begin nægtede, hvilket førte til store demonstrationer, der udviklede sig dramatisk. Under en af demonstrationerne blev en granat kastet ind i mængden, hvor den dræbte Emil Grunzweig, en ung kampsoldat og fredsaktivist. Herefter eksploderede kritikken i en grad, så Ariel Sharon måtte trække sig som forsvarsminister.
Historien viser noget væsentligt om det, der sker i disse uger – eller rettere: ikke sker. Som i dag var der hård international kritik af Israel, også med påstande om etnisk udrensning og folkedrab. Men i modsætning til nu var der i 1982 ligeledes hård intern israelsk kritik af krigshandlingerne. Kahan-undersøgelsen var afgørende for både den israelske selvransagelse og for omverdenens syn på Israel, som var i stand til at undersøge sig selv midt i en voldsom krig.
Krigen mod Hamas er et stykke inde i fjerde måned, og der er nærmest ingen israelsk selvkritik. Hverken af taktik, strategi eller krigens endemål og da slet ikke af de voldsomme tabstal blandt palæstinensiske civile. Kritikken i offentligheden handler mest om den manglende evne til at få løsladt israelske gidsler. Den politiske opposition er overladt til repræsentanter for gidslernes familier. Udtrykker individuelle israelere sig mod konkrete krigshandlinger eller krigen som sådan, også hvis det bare er i et opslag på sociale medier, risikerer de repressalier fra deres arbejdsgivere eller uddannelsesinstitution – eller ligefrem at blive arresteret og tilbageholdt nogle dage. Særligt israelske arabere udsættes for chikane, hvis de udtrykker sympati for palæstinensiske civile eller kritiserer regeringen.
Krigen har kastet en totalitær skygge over den israelske offentlighed. Den normalt så hidsige debat er i undtagelsestilstand: Terrorangrebet 7. oktober var så voldsomt, at langt de fleste israelere er uinteresserede i krigens konsekvenser for palæstinensere. De fleste af dem får heller ikke information om de civile tab: Israelske medier rapporterer – med få undtagelser – ikke om forholdene i Gaza.
Der er stort set ikke noget internt pres på regeringen eller den militære ledelse ud over hensynet til gidslerne, og det er særligt tydeligt i disse dage: Fredag afgjorde FN-dommerne i Haag, at anklagen om et folkedrab i Gaza ikke kan afvises og derfor skal undersøges nærmere.
Det er måske for meget forlangt, at en israelsk befolkning i krig på flere fronter har overskuddet til at diskutere en sydafrikansk anklage om folkedrab, der undersøges af FN: Sydafrika, der samarbejder med Iran. FN, der rutinemæssigt anklager Israel for alskens forbrydelser. Men der er et destruktivt misforhold mellem den hårde eksterne kritik af Israel – og det fuldkomne fravær af israelsk selvkritik.
Beslutningen i Haag affejes overalt i Israel, for naturligvis er israelerne ikke i færd med at begå folkedrab. Men israelerne burde tage dele af kritikken mere alvorligt. Hvordan kan ministre eller ledende politikere, der har opfordret til udrensning og deportation, stadig have deres poster? Har Israel virkelig, som man har påstået, gjort sit yderste for at undgå civile tab? Står ødelæggelserne i Gaza virkelig mål med krigens formål? Og har den korrupte premierminister Netanyahu nogen som helst troværdighed som leder af den krigsførende regering?
Selv i krig, særligt i krig, skal demokratiet virke. Gør det det, vil israelerne interessere sig mere for, at landets premierminister holdes ved magten af ekstremister, hvis udtalelser er endt som de tungeste elementer i anklagen om folkedrab. Sprog betyder noget, og hadefulde og rabiate erklæringer fra toppolitikere tages alvorligt i omverdenen; det burde de også i Israel. En velfungerende israelsk offentlighed vil interessere sig for, hvor mange civile palæstinensere der dræbes, og hvordan det foregår. De vil interessere sig for forråelsen i holdningen til palæstinenserne og for Vestbredden, som er ved at gå op i flammer. Ikke mindst vil de interessere sig for at få en ny regering, der vil være i stand til at forhandle om fred med palæstinenserne.
Der var ikke mange fremmødte, men lørdag samledes nogle tusinde demonstranter i Israels store byer i protest mod Netanyahu. Flere steder blev de konfronteret af politiet. Lad os ønske demonstranterne held og lykke. Skal Israel have en chance i denne krig, er en seriøs intern kritik og opposition lige så vigtig som militær styrke.
