Befolkningsmæssigt er Japan en katastrofe. Der bliver færre og færre japanere, og de, der er tilbage, bliver ældre og ældre. Det skyldes faldende fødselsrater, og hvis man ikke kan få japanske kvinder til at føde flere børn, må underskuddet dækkes af øget indvandring. Med andre ord skal Japan blive mere som os andre.
Eller det er i hvert fald den konventionelle opfattelse. For der er også et modsatrettet argument, som går ud på, at det er Japan, der har fat i den lange ende. Jo, befolkningen daler skam, men det er kun godt for miljøet, og den begrænsede immigration garanterer stabilitet og homogenitet med alt, hvad det indebærer af håndgribelige og uhåndgribelige fordele.
Ud fra den synsvinkel er det snarere alle os andre, der skal blive mere som Japan for bedre at tackle en skræmmende fremtid domineret af klimaforandringer, folkevandringer og andre omvæltninger, der dybest set har rod i en ukontrolleret befolkningstilvækst.
Japans befolkning er i øjeblikket på 126 millioner efter at være toppet med 128 millioner i 2010. Med den igangværende udvikling vil den inden for de næste fire årtier falde til omkring 92 millioner, eller omtrent det samme antal som i slutningen af 1950erne, ifølge fremskrivninger foretaget af Japans egen regering.
Den udvikling vil det være yderst vanskeligt at gøre noget ved, og det er i virkeligheden heller ikke nødvendigt, fortæller Peter Matanle, der er fra University of Sheffield og forsker i befolkning og miljø i Østasien.
»Man må bare lære at leve med det faldende befolkningstal. Det er ikke i sig selv hverken negativt eller positivt, men det kunne potentielt være meget positivt. Jeg kalder det for ’affolkningsdividenden’,« siger han.
»Det kunne ende med at blive en virkelig strålende chance for at implementere en række politikker, som for eksempel at indføre en mere klimavenlig økonomi, skære ned i forbruget og spildet og forøge genbruget.«
Uvilje mod indvandring
Matanle har selv med studier i felten undersøgt, hvordan et postvækstsamfund kan forme sig i Japan. På øen Sado, som har været plaget af affolkning i årevis, forsøger de tilbageblevne at skabe en mere bæredygtig økonomi med fremstilling af for eksempel organisk risvin.
Alternativet er at holde fast i den gamle vækstideologi, som prægede efterkrigsårene, men det ville kræve massiv import af ny arbejdskraft udefra, og spørgsmålet er, om det er realistisk.
Japan har traditionelt kun haft meget begrænset indvandring, og selvom der er sket mærkbare forandringer i de seneste to årtier, er der fortsat ikke mange udefrakommende, som har slået sig ned. I 2019 boede lidt under tre millioner udlændinge i Japan, og opinionsmålinger tyder på, at det er lige på kanten af, hvad den japanske befolkning er parat til at acceptere.
En rundspørge blandt japanere offentliggjort sidste år viste, at fire ud af ti syntes, at der var »mange« udlændinge på permanent ophold, mens tre ud af ti fandt antallet passende. Mindre end to ud af ti syntes, at der var »få«.
Uviljen mod at åbne grænserne kan aflæses endnu tydeligere i statistikken over asylsøgere, som har fået lov til at blive boende. I 2019 gav de japanske myndigheder flygtningestatus til 44 individer ud af i alt 10.375, som havde søgt om asyl. Det svarede til 0,4 procent. Til sammenligning godkendte USA samme år 29,6 procent af alle asylansøgninger, og Tyskland sagde ja til 25,9 procent.
Den slags tal får det nationalkonservative og immigrationskritiske tyske parti Alternative für Deutschland til at erklære sig for tilhænger af en »japansk model« for indvandring. »Medmindre vi som tyskere og europæere går den japanske vej, vil vi opleve en kulturel nedsmeltning i Tyskland og Europa,« sagde et af partiets ledende medlemmer Björn Höcke i foråret.
Men måske er den »japanske model« under forandring. Under den tidligere premierminister Shinzo Abe indførte de japanske myndigheder en ny ordning, hvor arbejdstagere i 14 forskellige jobkategorier, som for eksempel landbrug og byggebranche, fik mulighed for at komme ind. Dermed er der lagt op til, at 345.000 udlændinge kan opholde sig i Japan i op til fem år.
Korekawa Yu, der forsker ved Japans nationale institut for studier i befolkning og social sikkerhed, betegner det som en uafvendelig udvikling. Desuden ser han det som en velkommen forandring, der kan få mere gang i den japanske økonomi, som det seneste årti har haft en årlig vækst på den sløje side af to procent.
»Vi lever i folkevandringernes tidsalder, og uanset hvad den politiske vilje er, vil vi blive nødt til at acceptere flere indvandrere. Vores samfund vil blive mere mangfoldigt på grund af den globale trend. Det er uundgåeligt, men vi kan gøre vores bedste for at drage fordel af det,« siger han.
Det tveæggede sværd
Spørgsmålet er, hvad en multikulturel fremtid vil gøre ved Japan. Det er et af de få lande, hvor det er muligt at opleve en eksotisk kultur på første klasse. Med andre ord har Japan som få andre været i stand til at bevare sin egenart, samtidig med at det har fulgt med den teknologiske og økonomiske udvikling. Globaliseringen har været nådig ved Japan.
Men én ting er, hvad en mere heterogen befolkning vil gøre ved Japans kulturelle egenart. Noget andet er konsekvenserne for sammenhængskraften og i sidste instans den økonomi, man ønsker at redde.
Eiji Yamamura, der er økonom ved Seinan Gakuin Universitet i byen Fukuoka, ser indvandring som et tveægget sværd, der på den ene side skaber vækst og innovation, men på den anden side gør samfundet mere forskelligartet og derfor også mere modsætningsfyldt.
»Der er altid fordele og ulemper. På den ene side er det antagelsen, at højtuddannede indvandrere kan bidrage med at fremme innovation, med positiv virkning for den japanske økonomi. På den anden side øges konfliktniveauet i samfundet, når sociale og kulturelle værdier bliver mere forskelligartede, og det er også en omkostning for samfundet,« siger han.
I den sammenhæng har den europæiske erfaring med indvandring fra især Mellemøsten længe fungeret som et skræmmebillede blandt japanske politikere, ifølge Michael Strausz, en ekspert i japansk immigrationspolitik ved Texas Christian University i byen Austin.
»Helt tilbage i slutningen af 1980erne, hvor Japan debatterede mangel på arbejdskraft, argumenterede modstandere af at lukke manuel arbejdskraft ind med, at det havde ført til mere ustabile forhold i de europæiske samfund, og at Japan burde undlade at begå den samme fejl,« siger han.
Korekawa fra Japans nationale institut for studier i befolkning og social sikkerhed er enig i, at et homogent samfund som det japanske øger det generelle tillidsniveau blandt folk, med direkte økonomiske konsekvenser, fordi det nedbringer transaktionsomkostninger, når for eksempel forretningsfolk ikke i tide og utide skal involvere advokater og udfærdige detaljerede kontrakter for at sikre sig, at aftaler overholdes.
Alligevel tror han, at Japan og dets naboer i Asien vil undgå gnidninger af en voldsomhed som dem, der er opstået i de europæiske lande som følge af især muslimsk indvandring.
»Jeg tror, Japan og de andre lande i Asien vil komme til at opleve det anderledes end de europæiske lande. De fleste indvandrere her kommer fra andre steder i Asien, og religion betyder forholdsvis lidt i vores del af verden,« siger han.
Et mindre land
Men hele præmissen blandt japanske tilhængere af immigration er ofte, at det kan afhjælpe den demografiske kollaps, som lurer forude. Ayumi Takenaka, en ekspert i immigrationsspørgsmål ved Ritsumeikan Universitet i Osaka, stiller sig tvivlende.
»Selvom det er et argument, som mange fremfører, er det efter min mening for kortsigtet i den forstand, at indvandring bliver set som en midlertidig forholdsregel, der skal dæmme op for det dalende befolkningstal. Men det er usandsynligt, at det vil føre til en løsning på langt sigt,« siger hun.
Det igangværende fald i befolkningens størrelse er så brat, at indvandring af en helt anden skala end den aktuelle ville være nødvendig. Den ville langt overstige, hvad Japans elite og brede befolkning ville kunne gå med til.
Skønt Takenaka personligt gerne så mere immigration for at ruske op i et samfund, der risikerer at blive for stillestående, betegner hun det for usikkert, om det overhovedet er nødvendigt at gøre noget ved det dalende befolkningstal.
»Nogle argumenterer for, at Japan kan slå sig til tåls med at blive et mindre land. Økonomien bliver mindre, men der bliver også færre indbyggere, og ifølge det argument er den vigtigste opgave at sikre en vis levestandard i stedet for at beholde den aktuelle befolkningsstørrelse,« siger hun.
Faktisk kan Japan være et forbillede for resten af Asien, hvor faldende folketal er en generel tendens, ligesom det i efterkrigsårene gik forrest med en vækstfokuseret udviklingsstrategi, men nu bare med nærmest det diametralt modsatte tema, fortæller Matanle fra University of Sheffield:
»Jeg tror ikke, det er nogen krise. Jeg tror faktisk, at det giver Japan en enestående chance for igen at indtage en lederposition i Asien, men på en anden måde.«
