}
Diplomati. Amerikanske og canadiske topdiplomater er i årevis pludselig blevet ramt af uforklarlige symptomer, som har gjort dem uarbejdsdygtige; i nogle tilfælde decideret invalide. Forklaringen på, hvordan de bliver sat ud af spillet, strækker sig fra hemmelige våben til larmende fårekyllinger.

Mysteriet fra Havana

Mysteriet fra Havana Af Peter Harmsen

Det er nu næsten fem år siden, at ansatte på den amerikanske ambassade i Cuba begyndte at klage over svimmelhed, tab af hørelse og svigtende hukommelse, og i mellemtiden er USAs regering ikke kommet tættere på en løsning af en af moderne diplomatis største gåder.

Havana-syndromet er fænomenet blevet kaldt, og det har alle ingredienserne til en technothriller i den mere kulørte ende: eksotiske lokaliteter, hemmelige supervåben, diplomater og spioner samt, måske, et russisk skurkegalleri.

I alt er over 130 amerikanske statsborgere angiveligt blevet ramt, de fleste af dem ansatte i udenrigs- eller efterretningstjenesten. Det begyndte i Cuba, hvor også canadiske diplomater ifølge rapporter har meldt om lignende symptomer, men siden er andre tilfælde rapporteret blandt amerikanere i Rusland, Kina og Syrien. Senest har der været to tilfælde i Washington, D.C.

Det er et af de mest mystiske angreb, USA nogen sinde har været ude for, og også et af de mest kontroversielle. Amerikanske eksperter er ikke enige om, hvordan det er sket, hvor tit det er sket, eller hvem der står bag. Faktisk er de ikke engang enige om, hvorvidt der overhovedet har været noget angreb.

Symptomerne varierer, men tilhængere af teorien om, at amerikanerne og canadierne har været udsat for et våben af en eller anden art, peger på, at flere af de ramte rapporterer at have hørt en underlig lyd, lidt i stil med tinnitus.

James Giordano, der forsker i biosikkerhed, teknologi og etik ved Naval War College, er ikke i tvivl. Han har undersøgt emnet i samarbejde med det amerikanske udenrigsministerium i flere år, og han mener, at USA står over for »en potentiel eller endda sandsynlig national sikkerhedstrussel«.

»Oprindelig troede vi, at det var et apparat, som benyttede sig af ultralyd, men nu hælder vi mere til, at det enten er et apparat, der kombinerer ultralyd og mikrobølger, eller et rent mikrobølgeapparat, der simpelt hen har ultralyd som et ledsagefænomen,« siger han.

»Det, der specielt interesserer os på nuværende tidspunkt, er den omstændighed, at teknologien har udviklet sig til et punkt, hvor det er muligt at give den en passende størrelse, så den er relativt bærbar og kan anvendes hemmeligt.«

Det flugter med en rapport fra USAs videnskabsakademi, som i december konkluderede, at mikrobølgeenergi var den mest sandsynlige forklaring, uden dog at spekulere om årsagen. Ifølge Gior­dano er der foregået relevant forskning både i USA, Europa og Kina, men især Rusland er langt fremme og har draget nytte af viden, som er gået i arv fra Sovjetunionen.

James Lin fra University of Illinois at Chicago er en af USAs førende autoriteter i studiet af mikrobølgers virkning på den menneskelige krop, og han bekræfter, at et supervåben, der kan uskadeliggøre en modstander ved hjælp af mikrobølger, ikke længere er science fiction.

»Den underliggende mikrobølgeteknologi har nået et udviklingsniveau, hvor den kan fremstilles ved hjælp af standardkomponenter, som er umiddelbart kommercielt tilgængelige. Det hele hviler på et solidt videnskabeligt grundlag,« siger han.

Meget få lande har evnen og det globale efterretningsnetværk, der ville være nødvendigt for at udføre disse angreb, og kun Rusland har demonstreret viljen til at foretage sig noget så skamløst

John Hardie, ekspert i russisk sikkerheds- og udenrigspolitik

Et af de ofre, som er stået frem i medierne, er Marc Polymeropoulos, som brugte mere end et kvart århundrede for CIA, indtil han under et besøg i Rusland i begyndelsen af 2017 pludselig blev ramt af underlige symptomer.

»Jeg vågnede op midt om natten med en utrolig følelse af svimmelhed. Det kørte rundt i hovedet på mig, og jeg havde utrolig kvalme. Det var, som om jeg skulle skynde mig ud på toilettet, inden jeg kastede op. Jeg var virkelig bange,« siger han til den britiske avis The Guardian.

Siden fik han det så dårligt, at han i en relativt ung alder af 50 var nødt til at lade sig pensionere fra den amerikanske efterretningstjeneste, senest i en rolle, hvor han ifølge rapporter stod for CIAs hemmelige operationer i hele Eurasien.

Præcis hvor mange der er ramt, er usikkert. Tallet på mere end 130 er fra The New York Times, som citerer unavngivne nuværende og forhenværende embedsmænd. Giordano fra Naval War College bekræfter over for Weekendavisen, at han personligt har været involveret i undersøgelsen af over 50 personer med symptomer i stil med dem, der først blev observeret i Havana.

Flere har som Polymeropoulos tilsyneladende haft vigtige positioner i det amerikanske regeringsapparat. De omfatter Mike Beck, en forhenværende medarbejder med speciale i kontraspionage ved det nationale sikkerhedsagentur, og Mark Lenzi, tidligere ansat ved det amerikanske konsulat i den sydkinesiske by Guangzhou med ansvar for sikkerhedsudstyr.

USAs regering har på det seneste signaleret, at den tager spørgsmålet alvorligt. CIA og USAs nationale sikkerhedsråd har indledt hver sin undersøgelse. Samtidig har det amerikanske udenrigsministerium valgt Pamela Spratlen, en forhenværende ambassadør i Usbekistan og Kirgisistan, til at lede en taskforce, som skal komme til bunds i mysteriet.

Rusland under mistanke

Hvis de igangværende amerikanske undersøgelser viser, at symptomerne er et resultat af et energivåben, ville gerningsmændene med stor sandsynlighed være at finde i Rusland, og mere specifikt den militære efterretningstjeneste GRU, ifølge John Hardie, en ekspert i russisk sikkerheds- og udenrigspolitik ved tænketanken Foundation for Defense of Democracies i Washington, D.C.

»Meget få lande har evnen og det globale efterretningsnetværk, der ville være nødvendigt for at udføre disse angreb, og kun Rusland har demonstreret viljen til at foretage sig noget så skamløst,« siger han.

Såfremt GRU står bag Havana-syndromet vil det udgøre en alvorlig eskalering og en ændring i spillereglerne for spionvirksomhed ifølge Adrian Hänni, en ekspert i efterretningsaktiviteter ved Zürich Universitet.

»I modsætning til fremstillingerne i James Bond-film og anden populærfiktion slår efterretningsofficerer ikke hinanden ihjel i fredstid. Der er en uskreven regel mellem Rusland på den ene side og USA og Vesten på den anden om, at deres efterretningsofficerer ikke dræber eller påfører hinanden eller hinandens diplomater alvorlig fysisk skade,« siger han.

»Et program, som forårsager legemlig overlast for et stort antal amerikanske efterretningsofficerer og diplomater, og som kører over en længere årrække og forskellige steder på kloden, ville fuldstændig ændre spillereglerne, og det ville have potentialet til at eskalere den hemmelige krig mellem USA og Rusland.«

Et tilfælde af massehysteri

Der er dog også skeptikere. Robert Bartholomew, en ekspert i medicinsk sociologi ved University of Auckland og forfatter til en bog om Havana-syndromet, er en af dem. Han anser fænomenet for at være et resultatet af massehysteri.

»Det opstod først i Cuba inden for et lille netværk af CIA-agenter og spredte sig derefter til den amerikanske ambassade. Det handler alt sammen om, hvilken forklaringsramme det blev placeret i fra starten. Fra tidligt i forløbet var det en antagelse, at cubanske agenter forsøgte at gøre livet surt for CIA-agenter med et mystisk energiapparat,« siger han.

»Da først rygtet begyndte at sprede sig, var resultatet, at de ansatte på den amerikanske ambassade i Cuba blev hyperopmærksomme på, hvordan de havde det fysisk, samtidig med at de forventede at blive angrebet. Nu var alle lige pludselig på udkig efter mærkelige lyde, der angiveligt havde potentialet til at få folk til at have det dårligt. Men når ofrene optog de lyde, viste de sig at komme fra fårekyllinger.«

Ifølge Bartholomew vil de igangværende officielle undersøgelser sandsynligvis føre til, at de fleste kort bliver lagt på bordet, og det vil efter hans mening vise sig, at hele affæren begyndte med, at Donald Trumps regering, som kom til magten samtidig med de første rapporter fra Havana, misdiagnosticerede problemet tidligt i forløbet.

Robert Baloh, en ekspert i neurologi ved University of California, Los Angeles, og medforfatter til bogen om Havana-syndromet, er enig i, at forklaringen helt prosaisk er psykologisk og blandt andet et udslag af at være udsendt til et miljø med højt stressniveau.

Han siger, at der ikke er belæg for, at patienter med Havana-syndromet har taget fysisk skade, og han sammenligner det med diskussionen om granatchok efter Første Verdenskrig.

»Der var nogle soldater, som havde opholdt sig i nærheden af eksploderende granater, og som havde været udsat for regulære hjerneskader. Men langt størstedelen af tilfælde med granatchok var folk, der simpelt hen var skrækslagne over at have været med i denne her helt forfærdelige krig,« siger han.

»Deres hjerne havde ikke taget fysisk skade, men de blev klassificeret sammen med dem, der havde oplevet at få fysiske hjerneskader. Der gik fem til ti år, før der var enighed blandt psykologer, psykiatere og neurologer om, at granatchok hovedsagelig var en psykosomatisk lidelse. Men mange var invalider resten af livet.«

Baloh mener, at de tidligere og nuværende ansatte i den amerikanske regering, der beskriver symptomer for Havana-syndromet, har fået det værre, fordi de er blevet beskrevet som ofre for et hemmeligt våben, som der efter hans mening ikke er den ringeste evidens for.

»Jeg tror selvfølgelig på, at de her mennesker har det dårligt, og at de virkelig lider. Men vi ser igen og igen med psykosomatiske lidelser, at det gør ondt værre, hvis man bekræfter patienterne i deres tro på, at de har taget fysisk skade, og der ikke er noget at gøre. Hvis de får at vide, at de har lidt en permanent hjerneskade, eller at de er ofre for et eller andet frygteligt våben, er det så meget vanskeligere at hjælpe dem.«

Side 10



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby