Japan. Selvisolation har i årevis været et problem i Japan, hvor henved en million især unge japanere har valgt en tilværelse som eremitter. Coronapandemien har nu forstærket tendensen, som også synes at brede sig til andre lande.

Generationen der aldrig står op

Der er godt nyt til alle spilnørder, som foretrækker computernes farvestrålende og blankpolerede verden frem for den virkelige version.

En japansk møbelfabrikant med det ikke specielt japanskklingende navn Bauhütte har udviklet »den ultimative gamerseng«, som i princippet gør det muligt at leve et helt liv på langs fordybet i det digitale univers.

Virksomheden tilbyder også ekstra tilbehør i form af en »energivogn«, et rullebord til softdrinks og snacks, så man undgår den besværlige tur ud til køleskabet og tilbage igen, når der er behov for nye forsyninger. Tilsammen udgør det en slags »evighedsmaskine«, skriver Bauhütte i sit katalog.

Bag produktet, der nærmest ligner et element i en dystopisk science fiction-roman, gemmer der sig en voksende tendens i det japanske samfund til at spærre sig inde i privaten og lukke sig om sig selv. Adfærden er især forbundet med de yngre årgange, der ofte ved overbeskyttende forældres hjælp ser en mulighed for at leve som moderne eremitter.

Antallet af japanere, der selvisolerede sig, længe før udtrykket overhovedet blev moderne, er ukendt. Det skyldes blandt andet, at deres adfærd er anledning til betydelig forlegenhed i et samfund, hvor kollektivet generelt har forrang frem for individet.

Men flere skøn tyder på, at det drejer sig om langt over en million ud af en befolkning på 126 millioner. Samtidig breder fænomenet sig til de midaldrende og ældre. Der kan være flere årsager, fortæller Sachiko Horiguchi, der er antropolog ved Temple Universitys afdeling i Tokyo.

»Det kan være, at de mister deres job eller har problemer i skolen og derfor taber incitamentet og lysten til at bevæge sig ud i samfundet. Det er ret universelt,« siger hun.

Hun mener, at det har dybe rødder i det japanske samfund, selvom der først for alvor er kommet opmærksomhed om fænomenet, efter at det har fået et navn, hikikomori, og efterfølgende er blevet genstand for en omfattende akademisk litteratur.

Dybest set kan det være en ekstrem reaktion på et lige så ekstremt pres fra et samfund, der er et af verdens tættest befolkede og nærmest som en nødvendighed påtvinger konstant samvær med andre, samtidig med at muligheden for at være alene er stærkt begrænset.

Kulturen spiller også en rolle. Det japanske samfund stiller store krav til den enkelte om at tilpasse sig specifikke normer for adfærd, som endda spejler sig i et sprog, hvor man anvender en forskellig sprogstil og grammatik, afhængig af den situation, man befinder sig i. Vi kender det også i Danmark. I visse situationer siger man stadig »De« til hinanden. I Japan er omgangsformerne bare meget mere rigide.

Oveni kommer et legendarisk eksamenshelvede, der ikke som tidligere bliver belønnet med livslang jobgaranti, men derimod afløses af kronisk usikkerhed på et arbejdsmarked, der ikke som før er i stand til at opsuge de nye årgange, efterhånden som de bliver færdige med deres uddannelse.

Det er med andre ord ikke altid sjovt at være japaner, og det kan være fristende at sige farvel til det hele og i stedet at ende som en højteknologiske Robinson Crusoe, hjulpet af især internettet, der faktisk gør det muligt at tilbringe det meste af tiden mellem vugge og grav uden egentlig fysisk kontakt med omverdenen.

Trenden breder sig

Det kan godt være, at japanerne var de første, der opdagede hikikomori og gav det et navn, men det er langtfra noget eksklusivt japansk fænomen. Måske markerer det et første skridt ind i en fremtid, der er fælles for os alle.

Det er en fremtid, hvor maskinerne udfører en stadig større del af det grove arbejde, og flere og flere har muligheden for hver især at gå på opdagelse i et cyberspace, som bliver stadig mere fascinerende og virkelighedsnært.

Noget kunne tyde på, at det er dér, de fleste avancerede samfund er på vej hen. Tilfælde af hikikomori er rapporteret i en række europæiske lande, og Tadaaki Furuhashi, en ekspert i hikikomori ved Nagoya Universitet, der i øjeblikket er på studieophold i Frankrig, oplever en voldsom interesse for sin forskning.

»Selvom det har været populært at kæde hikikomori sammen med japansk kultur, er det egentlig ikke specielt japansk. Her i Frankrig er det også et voksende fænomen, og der er millioner af franskmænd, der lider af det. Det samme er tilfældet i Storbritannien,« siger han.

Både i og uden for Japan stiller de fleste sig uforstående og afvisende over for de moderne eremitter, men coronavirussen har bidraget til en større forståelse og måske endda accept, ifølge Takahiro Kato, der er psykiater ved Kyushu Universitet i byen Fukuoka i det vestlige Japan.

»Før gav hikikomori anledning til stor skamfølelse i Japan, men med pandemien og opfordringerne til at blive hjemme er hikikomori-lignende adfærd pludselig blevet den nye normal, og der er ikke den samme skam som tidligere. Det er et af de positive resultater af pandemien, interessant nok,« siger han.

Det japanske arbejdsmarked var forud for pandemien en voldsom udfordring for hikikomori-ramte, fordi de fleste virksomheder værdsætter personligt fremmøde og lange arbejdsdage sammen med kollegerne som et middel til at fremelske holdånd og få de ansatte til at acceptere de mål og værdier, som driver forretningen.

Men nye procedurer med større vægt på hjemmearbejde, som japansk erhvervsliv er blevet tvunget til at indføre i de seneste måneder, giver nyt håb for hundredtusindvis af japanere, der før har måttet døje med en parialignende status som følge af deres afsondrede levevis, fortæller Horiguchi fra Temple University.

»Mange virksomheder har indført nye procedurer, som i mindre grad end før kræver personligt fremmøde. Så den hverdag, der dukker op på den anden side af pandemien, vil muligvis være bedre i stand til at rumme hikikomori-adfærd,« siger hun.

»Samtidig er der sikkert mange japanere, der i løbet af pandemien har været tvunget til at leve for sig selv og har fundet ud af, at de faktisk godt kan lide den livsstil. Det er muligt, at der fremover vil være større accept af folk, som helst vil holde sig for sig selv.«

Før gav hikikomori anledning til stor skamfølelse i Japan, men med pandemien og opfordringerne til at blive hjemme er hikikomori-lignende adfærd pludselig blevet den nye normal.

Blå bog

Takahiro Kato er psykiater ved Kyushu Universitet.