Anmeldelse: Det nye år. Makkerparret Paprika Steen og Jakob Weis har i deres tredje film lavet et kammerspil med rom com-elementer om venskab og nytår. Men rollelisten føles slidt og krudtet løst.
Anmeldelse: Materialists. Celine Song forsøger at genoplive den klassiske romantiske komedie ved at rense den for menneskelighed og overgive den til kapitalismens og algoritmernes logik.
Anmeldelse: Tre veninder. Mesterinstruktøren Emmanuel Mouret er skammeligt overset uden for Frankrig. Nu kan hans seneste berusende portræt af moderne kærlighed opleves i de danske biografer.
Anmeldelse: Det andet offer. Zinnini Elkington debuterer med et hæsblæsende og menneskeklogt hospitalsdrama om eksistentiel skyld. Med strålende Özlem Saglanmak som 360 graders fejlbarligt menneske.
Anmeldelse: Queer. Den hippe filmmester Luca Guadagnino vil gøre en uomfavnet queerfortælling af hustrumorder William S. Burroughs til et grænsesøgende mainstreamfilmhit – og det lykkes.
Udkørt. Mesterinstruktøren Mike Leigh er tilbage med et sortsynet, tvært og utilfredsstillende portræt af en kvinde hinsides randen af et nervøst sammenbrud.
Anmeldelse: Drømme (Sex) (Kærlighed). Dag Johan Haugeruds forunderlige Guldbjørn-vinder føjer nye dybder til den skandinaviske samtidsfilms mest imponerende projekt.
Anmeldelse: Fremmed – Det første opgør. Point til danskeren, der spillefilmsdebuterer med en blodig voksenfilm om jæger- og bondestenalder. Selvom opgaven viser sig lige så svær, som den lyder.
Anmeldelse. Joshua Oppenheimers The End bearbejder via sang menneskets evne til at fortrænge egen uhyrlighed. Men den lange, superreflekterede film er bedre at tænke over end at flytte ind i.
Anmeldelse: Vild med ham. Bridget Jones har i 24 år været en kulturel magtfaktor og en svag kvindelig hovedrolle. Fjerde film er bedst, når hun ikke gøres latterlig.
Anmeldelse. Den på én gang træge og dybt intense Frøet fra det hellige figentræ er et slående virkelighedsnært drama om præstestyrets forpestning af iranernes mest intime relationer.
Anmeldelse: Mr. Nobody against Putin. Unik dokumentar, optaget af en modig lærer, viser, hvordan den russiske grundskole er gennemsyret af militarisme siden invasionen i Ukraine.
Anmeldelse: A Real Pain. Jesse Eisenberg blomstrer for alvor som instruktør med en fortælling, der borer i forholdet mellem levende og døde familierelationer. Filmen kunne dog godt have gjort mere ondt.
Anmeldelse: Piece by Piece. Det er komisk svært at mærke Pharrell Williams, når hans tårer løber fra et plasticansigt i en legodokumentarfilm. Men klodser, tror man på, udtrykker bedst hitmagerens musikalske indre.
Anmeldelse. Robert Zemeckis’ Here er et af Hollywoods mest halsbrækkende formeksperimenter nogensinde. Et uperfekt, bevægende forsøg på at holde sammen på verdenshistorien, langt bedre end sit rygte.
Anmeldelse: Dahomey. Mati Diops fintslebne, åbensindede Guldbjørn-vinder funderer over kulturens og kolonialismens væsen sammen med 26 kunstgenstande på vej hjem fra Paris til Benin.
Anmeldelse: Emilia Pérez. Den franske auteur Jacques Audiard giver med sin prisforgyldte transkønsgangstermusical et ekstra liv og en ekstra chance til biograf- og Netflix-filmkunsten, til verdens machorøvhuller og til alle os andre
Anmeldelse: Nosferatu. Med blændende kameraarbejde og en naturlig sans for det okkulte bringer Robert Eggers filmhistoriens mest legendariske horrorfortælling ind i et nyt årtusind.
Anmeldelse: Better Man. Robbie Williams er ikke verdens dygtigste musiker, men han er en af de mest populære. Med uvurderlig hjælp fra en computergenereret chimpanse viser filmen om hans liv hvorfor.
Anmeldelse. Disneys megaflotte Mufasa: Løvernes konge er kraftløs og uopfindsom massekultur i en krigs- og klimakrisetid, der kalder på opgør med floskuløse patriarker frem for en banal ophøjelse af dem.
Anmeldelse. A Different Man er en frydefuldt uforudsigelig film, hvis manipulationer af fordomme og kropsopfattelser tvinger tilskueren til at overveje sit eget selvbillede.
Anmeldelse. Mulm er intet skelsættende bidrag til den undervældende stak danske gyserfilm de senere år, men den indkapsler en kulturel besættelse af moderfiguren – en fiksering på hendes mentale helbred – og tager den til deliriske ekstremer.
Anmeldelse. Sean Bakers Anora er et af årets filmiske højdepunkter. En episk rutsjebanetur mellem det moderne USAs top og bund, som favner tusind følelser og toner på sin vej.
