Robert Eggers laver udelukkende film om gråvejr, gamle dage og overnaturlige fænomener. Han har i løbet af de seneste ti år instrueret en amerikansk nybyggerfortælling om en heks, et kammerspil om to psykotiske fyrmestre i 1800-tallets New England og et stort opsat vikingeepos med fuld adgang til åndeverdenen og Björk i en birolle som norne. Dermed virker det logisk, at Eggers nu tager livtag med filmkunstens ground zero for alt det, han interesserer sig for som instruktør: vampyrklassikeren Nosferatu.

Nosferatu er filmhistorisk arvesølv. Den blev oprindeligt indspillet i 1922 af mesterinstruktøren F.W. Murnau som en tysk versionering af Bram Stokers Dracula. Den kan med en vis ret betegnes som den første horrorfilm nogensinde. Filmen lægger sig så tæt op ad Stokers forlæg, at producenten, Prana Film, fik et sagsanlæg på halsen fra forfatterens arvinger. Prana, der bestod af en sammenslutning af folk fra okkulte miljøer, blev påbudt at destruere samtlige kopier af filmen. De få, der alligevel blev bevaret, cementerede Nosferatus status som klassiker.