Anmeldelse: Parthenope. Paolo Sorrentino havde engang et fast og sikkert greb om Italiens æstetik. I sin nye film slipper han roret totalt i en substansløs og endeløs beretning om en ubegribeligt smuk kvinde.
Den sløje skønhed
Parthenope, hovedpersonen i Paolo Sorrentinos nye film af samme navn, kommer til verden i 1950 i vandkanten ud for Napoli. Men for tilskueren fødes hun for alvor i den efterfølgende scene, 18 år senere, hvor hun stiger ualmindeligt velskabt og smuk op fra vandet i sin bikini.
Sorrentino er blandt den engang stolte filmnation Italiens få virkelig gode moderne instruktører, og han har før væltet sig i skønhed. Ikke mindst i sit hovedværk fra 2013, der ganske enkelt hedder Den store skønhed. Her gik han Federico Fellini i bedene med en barok skildring af Roms æstetiske væsen, ligesom han i sin gennembrudsfilm The Consequences of Love annammede Michelangelo Antonionis 60er-modernistiske fremmedgørelse. Filmene fremstod som en personlig reaktion på en hel nations moderne æstetiske historie.
Del:
