Aldrig havde jeg siddet her med fingrene dansende på tastaturet for at anmelde en biografisk musikdokumentarfilm om Pharrell Williams, var det ikke, fordi denne excentriske producer bag en kæmpe andel af de sidste tre-fire årtiers største musikhits havde fået den idé at få Piece by Piece lavet i Lego.

Når man hører om det greb første gang, lyder det fuldkommen åndssvagt. Som den endelige pattebarnliggørelse af filmkunsten. Som et påfund født på et lsd-trip, godkendt af filmselskabsfolk på en tre meter lang cokebane. Eller som sådan en randomiseret idéudvikling, hvor man trækker sedler fra to bunker, én med en hovedperson og én med et greb: »Pharrell« + »fortalt med Lego«. Eller, som det gælder en anden aktuel musikbiografi, Better Man: »Robbie Williams« + »som computeranimeret abe«.