Lookalikes. Filmbranchen spyr biopics ud som aldrig før, for offentligheden elsker det fænomen, at nogle ligner nogle andre rigtig meget. Hvorfor patter vi sådan på den følelse?
Uh, I wanna look like somebody
Under årets Golden Globe var en af de mange netnyheder den om, at stjerneskuespiller Timothée Chalamets lookalike var til stede. En ung mand, der i en eller anden grad ligner Chalamet og havde vundet en konkurrence i netop dette, var inviteret til Hollywoods næststørste begivenhed og fik her taget billeder sammen med den ægte vare, der smilede bravt til kameraerne.
Historien var fortsættelsen på oktobers vidtspredte nyhed, videregivet af alt fra DR over Femina til CNN, om en Timothée Chalamet-lookalike-konkurrence i New York, hvor den ægte Chalamet uventet dukkede op blandt kopierne. Internethysteriet, der fulgte, illustrerede den unge Dune- og Call Me by Your Name-skuespillers ekstreme appel. Det sagde også noget om behovet for at samles fysisk om vores besættelser – vel en modreaktion på doomscrolling på telefonen.
Del:



