Hvad er den største attraktion ved Queer? Dels instruktøren, selvfølgelig, dagsordensættende italienske Luca Guadagnino. Han står bag blandt andet Io sono l’amore, Call Me by Your Name og Challengers og laver sælsom arthousefilm om til popkultur, leger med grænser og tabu og pakker det ind i den slags musikalske og visuelle drømmeuniverser, der fodrer et umætteligt internet med hip skønhed, mode, livsstil – og sex.

Attraktionen er selvfølgelig også Daniel Craig, som de seneste 19 år har inkarneret mandemanden James Bond, og som Craig gjorde cool og forpint, nærmest dullet-lækker med sin ikoniske trutmund og en krop, der blev stillet til rådighed for alles lystne blikke. I Queer slippes den krop helt fri, nu er han pludselig liderlig, homoseksuel desperado og leverer det, som efter filmens sejrsridt på festivalen i Venedig blev omtalt som nogle af de mest explicitte homoseksuelle sexscener i en mainstreamfilm.