Anmeldelse. Joshua Oppenheimers The End bearbejder via sang menneskets evne til at fortrænge egen uhyrlighed. Men den lange, superreflekterede film er bedre at tænke over end at flytte ind i.
Enden er sær
Meget kan kunsten, men at den skal redde verden, er forkert at forlange, lød svaret, da jeg i en periode spurgte alle kunstnere på min vej, om de kunne forestille sig et kunstværk, der kunne gøre en afgørende forskel under klimakrisen – som kunne tænde den kontakt, der kunne få realiteterne til at stå og forblive lysende klare, og som varigt kunne gøre radikal handlekraft selvfølgelig for alle. En utopisk tanke, men sådan en, man alligevel kunne ønske sig, at nogen havde modet til at ville realisere. Hvad den amerikanske dokumentarist, nu også spillefilmsinstruktør, Joshua Oppenheimer ville svare, ved jeg ikke, men for mig griber han som få andre sin filmkunst an på det ambitionsniveau.
I 2012 forårsagede han et vildt udslag i dokumentarfilmshistorien med The Act of Killing om militærkuppet og folkedrabet i Indonesien i 1965, hvor en million kommunister og påståede kommunister blev myrdet. Filmen følger nogle af de heltedyrkede mænd, der dengang blev sat til at føre knivene og stramme snorene om halsen på politiske fjender. I surrealistiske scener genopfører de stolt scener fra deres mord, som var de hovedpersoner i de gangsterfilm, de har spejlet sig i. De, der stadig hylder dem som historiens helte, spiller deres ofre i isnende voldsorgier. Men snart gør skuespillet virkeligheden frygtelig virkelig: Rædslen vælder op i dem alle.
Del:


