WASHINGTON – Marie Arana havde aldrig skænket sin hudfarve en tanke, før hun i 1954 trådte ind på et offentligt toilet ved en busholdeplads i Miami.
»Café con leche,« kunne hendes far finde på at sige hjemme i Peru, mens han klappede hende kærligt på låret; hendes hud var samme farve som kaffe med mælk.
Men på toilettet stod den seksårige pige nu og stirrede på de to skilte foran hende: »Kun for hvide,« stod der på det ene. På det andet: »Farvede.«
»Pludselig var jeg ikke sikker,« skriver Arana i bogen LatinoLand, der netop er udkommet. »Jeg var aldrig blevet bedt om at bestemme, hvilken farve jeg var. Det var begyndelsen på min amerikanske uddannelse.«
Det var også det øjeblik, hvor hun trådte ind i et løst, men hastigt voksende fællesskab af spansktalende indvandrere. Hvor hun blev en latina. Dengang var der fire millioner ligesom hende i USA, men i de mellemliggende år er antallet vokset til 63 millioner, så de i dag udgør knap 20 procent af landets befolkning.
»Man kan være peruvianer, mexicaner eller cubaner, men før man kommer til USA, er der ingen, der ser sig selv som latino,« siger Marie Arana. »Det er et mærkat, som man først får påhæftet her, og pludselig opstår der et slægtskab, som slet ikke fandtes før. Vi bliver nogle andre, når vi ankommer til Amerika.«
Slægtskabet og dets umage plads i det amerikanske samfund er emnet for LatinoLand, som er forfatterens niende og hidtil mest ambitiøse bog.
Hun er fyldt 74, men ser 20 år yngre ud, da hun træder ind på den peruvianske restaurant i centrum af Washington, hvor hun selv har foreslået at mødes: guldøreringe, sort pandehår og runde briller indrammer et ansigt, som ville være svært at placere, hvis man ikke på forhånd vidste, at hendes fødeby var Lima, Peru. Det kunne lige så godt have været Madrid, Buenos Aires, Mexico City eller Boise, Idaho, for den sags skyld, for i Amerika smelter det hele sammen i en udefinerbar, spansktalende masse.
»Latinoer er en enormt forskelligartet gruppe, og selvom man kan bruge den samme betegnelse for samtlige 63 millioner af os, så er det faktisk ekstremt svært at beskrive den,« siger Arana. Efter en lang karriere som forlagschef og litteraturredaktør begyndte hun for 15 år siden at skrive bøger på fuld tid, og indtil nu er det blevet til en biografi om Simón Bolivar, tre romaner, der foregår i latinomiljøer i USA, og de meget roste erindringer American Chica (Den amerikanske pige).
LatinoLand bygger på 237 interviews og et helt liv, forklarer hun, og det har været langt den sværeste og mest omstændelige bog at skrive:
»Hele min karriere som forfatter har handlet om at uddanne amerikanerne om Sydamerika,« siger Arana. »Og nu er vi nået til et punkt, hvor latinobefolkningen i USA er større end i noget andet spansktalende land bortset fra Mexico. De er enormt vigtige for USAs økonomi, og deres politiske indflydelse er allerede stor og vil kun blive større i de kommende år. Og alligevel er de mærkeligt usynlige i det amerikanske samfund. De har været en del af landets historie siden begyndelsen – siden før begyndelsen, kan man sige – men amerikanerne kender dem stort set ikke.«
Latinoer læser ikke bøger
Det er et sært fænomen. Washington, D.C., er en skarpt raceopdelt by, og latinoer har deres egne kvarterer i udkanten, hvor der dufter af majsmel, og skiltene er skrevet på spansk.
Men man ser ikke meget til dem i magtens centrum. Det skulle da lige være som personale på restauranterne, hvor vores tjener nu også genkender Marie Arana og tager imod hendes bestilling på ceviche traditional: fisk, rejer, ristede majskerner og søde kartofler i en orange chilimarinade. De fleste andre gæster er hvide mænd i jakkesæt.
Det var lettere at beskrive latinobefolkningen, da Aranas familie emigrerede til USA. I 1950erne var de fleste fra Mexico, men i 1960erne kom de første bølger fra Cuba og Puerto Rico, og i dag har omkring 8,5 millioner amerikanere rødder i de to lande. Det er flere, end der er indbyggere i delstaten Virginia.
Senere kom en ny bølge af indvandrere fra Den Dominikanske Republik, og så fra de centralamerikanske lande Guatemala, Honduras og El Salvador.
»Op gennem 1990erne kunne man stadig se meget distinkte grupper af puertoricanere og dominikanere på Østkysten, især i New York og New Jersey,« forklarer Arana. »Og i den sydlige og sydvestlige del af landet var der store homogene samfund af mexicanere, som har en helt anderledes baggrund og kultur end caribierne. De er meget mere konservative og holder sig mere for sig selv.«
Men i de seneste 25 år i USA er grupperne blevet blandet på kryds og tværs, forklarer Arana. De er flyttet til alle egne af landet, har giftet sig og fået børn med andre amerikanere med alle hudfarver og religioner. Det er en udvikling, som betyder, at 30 procent af USAs befolkning i 2060 vil være latino, men også, at de bliver stadig sværere at skelne fra alle mulige andre.
»Der findes stort set ikke længere et sted i USA, som ikke har en latinobefolkning,« siger hun.
»De er flyttet efter jobs og muligheder og er blevet amerikaniseret undervejs. Mange tror, at de lige er kommet over grænsen, men i dag er størstedelen af latinobefolkningen faktisk født her i landet. Og i øjeblikket er det i øvrigt ikke mexicanere eller sydamerikanere, der udgør størstedelen af indvandrere ved den sydlige grænse, men kinesere.«
Marie Arana er ude for at aflive fordomme og misforståelser i LatinoLand: Nej, alle latinoer er ikke katolikker – faktisk er tallet kun omkring 40 procent og faldende. Nej, størstedelen af dem arbejder ikke sort i landbruget og restaurationsbranchen – i virkeligheden er de repræsenteret i hele erhvervslivet, med én påfaldende undtagelse, forklarer hun:
»Medierne, kommunikationsbranchen og Hollywood. Det er en af grundene til, at amerikanere ikke kender dem. Selvom latinoer som befolkningsgruppe har stor købekraft og erhvervserfaring inden for de fleste brancher, så deltager de ikke ret ofte i den offentlige debat, og de fylder ikke ret meget i populærkulturen.«
Hun opdagede selv fordommene i forlagsbranchen, hvor hun forsøgte at få flere spansktalende forfattere udgivet, men fik at vide, at latinoer ikke læste bøger. Og måske er befolkningsgruppen faktisk endnu mindre synlig end dengang, frygter hun:
»Før i tiden fremstillede Hollywood latinoer som tjenere eller landarbejdere, hvis altså ikke de var skurke, kriminelle, pushere og stofmisbrugere. Men i dag er folk blevet så bange for den slags stereotyper på grund af identitetspolitik, at de helt er holdt op med at vise latinoer i det hele taget. Resultatet er, at de er blevet endnu mere usynlige end før.«
Arana forsøger at gøre dem synlige. I LatinoLand tegnes miniportrætter af videnskabsmænd, astronauter, kunstnere og topdirektører.
Men især er hun optaget af det fællesskab, som er resultatet af de seneste 50 års indvandring, og som de fleste latinoer faktisk opsøger og omfavner på trods af deres meget forskellige ophav. Hvis man forestillede sig, at de udgjorde deres eget land i landet, hvordan skulle man så beskrive det sted? Hvordan er kulturen? Værdierne? Ud over det spanske sprog – hvad har de 63 millioner indbyggere i LatinoLand så tilfælles?
Det er også et emne, som amerikanske politikere er særdeles interesserede i. Særligt i et valgår, hvor bare en brøkdel af USAs latinovælgere kunne være nok til at sikre Joe Biden eller Donald Trump præsidentposten.
Men betegnelsen »latinovælgere« giver Marie Arana nu ikke meget for. Deres loyalitet er langt mere omskiftelig, end hverken Demokraterne eller Republikanerne har forstået, forklarer hun:
»Jeg er selv registreret som uafhængig vælger, og jeg tror, at de fleste latinoer ser sig selv på samme måde,« siger hun. »Vi stemmer på personen, ikke på partiet. Det er også derfor, at 30 procent pludselig kunne stemme på Trump, selvom Demokraterne troede, at stemmerne automatisk ville gå til dem.«
Fejlslagent kurmageri
Det kunne ske igen til november. En af Demokraternes største fejltagelser har været at tage latinostemmerne for givet, mener Arana:
»Demokraterne er gået ud fra, at latinoer er venstreorienterede, fordi størstedelen af dem traditionelt har stemt på deres parti,« siger hun.
»Men det passer ikke. Langt størstedelen af os er socialt konservative: Vi går op i familie, arbejde, og for katolikkernes vedkommende også i abortspørgsmålet. Demokraterne er gået ud fra, at latinoer har brug for velfærdsstaten – at de må være fattige og have brug for hjælp. Men i virkeligheden er de stærkt underrepræsenterede i statistikker for offentlig forsørgelse, og selv de udokumenterede indvandrere kan fint klare sig selv. Mange af dem ejer deres egen bolig og har børn, som er amerikanske statsborgere. Så det er en meget stor fejllæsning, Demokraterne er skyld i, og Republikanerne har gjort store landvindinger på grund af den.«
Donald Trumps parti har nemlig kurtiseret vælgerne i de seneste år, forklarer Arana. Konservative donorer som de hemmelighedsfulde Koch-brødre har også brugt betydelige summer i et forsøg på at mobilisere de mange latinoer, der ikke stemmer til valgene. Befolkningsgruppen har den laveste valgdeltagelse i hele landet, så der kan potentielt være millioner af stemmer at hente:
»Vi har aldrig været fuldt repræsenteret ved præsidentvalgene,« siger Arana. »Det skyldes især, at mange latinoer ikke stoler på selve valgprocessen. Så der er et stort hul, som Republikanerne meget målrettet forsøger at fylde ud, og de har gjort store fremskridt i de seneste ni måneder. Jeg ville være meget bekymret for det, hvis jeg var Joe Biden.«
Præsidenten har også noget andet at bekymre sig for, forklarer hun: USAs økonomi er det vigtigste valgtema for de fleste vælgere, men for latinoer overskygger det alle de andre. Og mange mener, at økonomien var bedre under Trump:
»Hvis der er én fællesnævner i alle mine interviews, uanset om folk normalt stemmer på det ene eller andet parti, så er det, at de går op i økonomien. Jobs og økonomien. Det er meget interessant, for mange demokratiske politikere har forsøgt at kurtisere latinoer ved at tale om alle mulige andre ting: diversitet, identitetspolitik, social retfærdighed. Men latinoer bekymrer sig ikke for diversitet på den samme måde, som hvide venstreorienterede på østkysten gør. Demokraterne kan love dem al den diversitet i skolerne, de kunne ønske sig, men det betyder ikke rigtig noget for dem.«
Det amerikanske lebensraum
Interviewet bliver afbrudt af et hosteanfald, fordi Marie Arana har slugt en af de røde chilier på tallerkenen. Det bliver ved længe. Hun drikker to glas vand og bestiller så en kop kaffe, før hun fortsætter:
»Som sagt så tror jeg, at latinovælgere vil kunne samles om økonomien i år. Den er nummer ét. Men i anden række begynder man at kunne se forskellene mellem de forskellige grupper: For mange er sikkerhed, våben og evnen til at beskytte sin familie det næstvigtigste. Der ser man den republikanske appel meget tydeligt. Men for en anden gruppe er det uddannelse og børn, og hos dem burde Demokraterne have en større chance.«
Indvandring er måske det emne, hvor de fleste fejllæser latinoerne, mener Arana. Hvis Demokraterne havde forestillet sig, at de skulle høste stemmer på Donald Trumps løfte om at bygge en mur langs den sydlige grænse, tager de fejl:
»Latinoer går meget op i, hvordan indvandrere bliver behandlet af myndighederne, når de er kommet over grænsen,« siger hun.
»Så i det spørgsmål er vi meget enige med Demokraterne. Men de fleste af os ønsker slet ikke den bølge af indvandring, som vi har set under Biden, for den er ikke til gavn for nogen. Selv førstegenerationsindvandrere i USA vil sige, at den åbne grænse er et kæmpe problem, som skal løses hurtigst muligt. Mange latinoer kan også huske, at de to præsidenter med den mest barske indvandrerpolitik var demokraterne Barack Obama og Bill Clinton. Obama blev kaldt 'deportationspræsidenten', og Clinton udviste hele befolkningsgrupper fra Californien til Mexico.«
Demokraterne mangler da også at tage et opgør med fortidens overgreb mod latinobefolkningen, mener Marie Arana. Den amerikanske arvesynd er slaveriet, den farver alle samtaler om sorte amerikanere, men volden og de systematiske deportationer af latinoer er ikke en del af den offentlige sorgbehandling i nær samme grad. I sin bog fortæller hun om en politisk korrekt skole i Washington, D.C., der plejede at have mange sorte elever, men hvor mere end halvdelen i dag er latinoer, der sidder og læser om sorte borgerrettighedsforkæmpere og kunstnere, mens de intet lærer om deres egen kultur og historie.
Det er også en barsk historie. Latinoer er gået til i den amerikanske vækstmaskine i hobetal: inviteret nordpå i opgangstider – arresteret på grund af deres hudfarve og sendt sydpå i nedgangstider. Mange af dem var her endda først: Efter den mexicansk-amerikanske krig 1846-48 befandt de sig bare pludselig på fjendtligt territorium i det, der i dag er Texas, Californien, New Mexico, Arizona, Utah og Nevada. Deres forfædre havde boet her i tusindvis af år, men nu blev de fortrængt mod syd i en kampagne, som Marie Arana i LatinoLand beskriver som en amerikansk udgave af lebensraum:
»Der gik meget lang tid, før amerikanske historikere begyndte at skrive om lynchninger af latinoer, som fandt sted samtidig med lynchninger af sorte. Diskriminationen har været enormt omfattende, og den er stadig til en vis grad usynlig for mange amerikanere. Det er en af grundene til, at latinoer holder hovedet nede og ikke kommer med krav og ikke stemmer til valgene. De her ting hænger sammen.«
Det forklarer også noget, som ellers kan være virkelig svært at forstå – også for mange amerikanere: hvorfor så mange latinoer kan finde på at stemme på Donald Trump efter alle de nedrige ting, han har sagt om dem: at de er voldtægtsmænd og kriminelle. At de »forgifter nationens blod«, ikke taler »vores sprog« eller respekterer »vores religion«.
»Jeg bryder mig ikke om at sige det, men mange latinoer er simpelthen vant til de fordomme,« siger Marie Arana. »De er vant til at dukke hovedet og koncentrere sig om at overleve. De bekymrer sig mere for bundlinjen, og hvis de tror, at den kan være lidt bedre under Republikanerne, så vejer det tungere end alt det andet.«
