Ofte kan nedbrydende handlinger udføres med usædvanlig lethed. Det kan tage årtier eller århundreder at opføre en kirke eller katedral, men den kan brændes ned på en formiddag. Tilsvarende kan et kunstværk være resultatet af et halvt livs tilegnelse af færdigheder, men dets ødelæggelse vare få sekunder. Det sidste var tilfældet, da en såkaldt aktivist forleden vandaliserede et maleri med spraydåse og hobbykniv.
Kunstværket hang på Cambridge University og forestillede den tidligere britiske udenrigsminister Arthur Balfour, som var med til at gøre staten Israel mulig, og handlingen blev udført af en propalæstinensisk kvinde, som flere medier siden har omtalt som aktivist, men som vel egentlig bør kaldes kriminel.
For selvfølgelig er det en kriminel handling at vandalisere et kunstværk, også selvom man mener, at man kæmper for en ædel sag. Det mente tosserne i Taleban sikkert også, da de gjorde det til deres speciale at destruere statuer og kulturarv.
Det er ikke nyt, at kunsten angribes af dem, der ønsker deres egen sag fremmet. På det seneste har vi set talløse eksempler på privilegerede unge, der limer sig fast til værker af Botticelli, Monet, Turner, Vermeer og Picasso.
I virkeligheden burde man ikke fjerne dem, men lade dem forblive fastlimet, gerne i dagevis, hvorefter de kan genoverveje, om ikke de i stedet for skulle tage mere civiliserede og demokratiske muligheder i brug, for eksempel skrive et debatindlæg eller uddanne sig til at udvikle teknologiske løsninger, der kan modvirke klimaforandringer.
For ligesom klimaet ikke får det bedre af, at man limer sig fast til van Goghs solsikker, får de civile i Gaza det heller ikke bedre af, at en filister flænger et maleri af Balfour.
Omtrent samtidig med, at værket blev vandaliseret, lykkedes det en lille flok propalæstinensiske demonstranter at buhe statsminister Mette Frederiksen ned fra scenen på spillestedet Vega, hvor hun skulle have talt i anledning af 8. marts.
Kunne arrangøren Kvinfo have forudset, at det ville ske? Ikke ifølge direktør Henriette Laursen, der må være meget naiv. Demonstranterne, der både havde bannere og løbesedler med sig ind i salen, burde selvfølgelig være blevet smidt ud, men det skete ikke, og i stedet kunne de dagen efter prale med at have »sparket« statsministeren af scenen. Ja, hvilken imponerende bedrift. Hvor demokratisk, hvor retfærdigt og feministisk at forhindre hende i at tale!
De to begivenheder ‒ vandaliseringen af Balfour-maleriet og knægtelsen af Mette Frederiksens ytringsfrihed ‒ har ikke kun sympatien for Palæstina tilfælles, men også det vestlige selvhad.
For hvorfor er det, at det særligt er krigen i Gaza, som opildner til raseri, når noget tilsvarende ikke gælder forfulgte kristne i Afrika, Asien og Mellemøsten? Hvorfor ser vi heller ikke frådende demonstrationer til fordel for de syv millioner, der er på flugt i DR Congo, de 12 millioner i Syrien, 4,5 millioner i Yemen eller de otte millioner i Sudan?
På verdensplan har over 300 millioner mennesker brug for hjælp, men det er Israels krig mod terrororganisationen Hamas, der fungerer som fremkaldervæske for noget yderst deprimerende og selvdestruktivt: Vestens besynderlige had mod sig selv.
For Balfour var ikke kun en privilegeret, hvid, vestlig, heteroseksuel cismand, hvilket vi de seneste år har fået at vide er forbryderisk nok i sig selv. Han banede tilmed vejen for staten Israel. Derfor er logikken, at malerier af ham skal ødelægges, eftersom han må anses for medskyldig i den aktuelle krig. Mere medskyldig vel at mærke end de Hamas-terrorister, der begik voldtægt, torturerede og dræbte civile israelere 7. oktober 2023.
Den historiske ironi er til at tage at føle på, men ikke hvis man bor i et mentalt Omvendtslev, hvor oppe er nede, og nede er oppe, og hvor Vesten altid er mere skyldig end selv de skyldige i de forbrydelser, der begås verden over. Kort efter skændingen af Balfour-maleriet tweetede Nigel Farage, tidligere UKIP- og Brexit-partiformand, på X: »Disse mennesker hader os,« hvorefter Palestine Action, der stod bag handlingen, svarede: »I har ret. Vi hader jer.«
Der går således en lige linje fra den vestlige selvlede og ikonoklastiske ødelæggelse af kunsten til glæden over at have »sparket« statsminister Mette Frederiksen ud af scenen. En glæde over at smadre løs på demokrati og ytringsfrihed tilsat en underlig ombytning af retfærdighed og selvretfærdighed.
Her er til sidst nogle af de begejstrede tilkendegivelser fra bevægelsen Stop Annekteringens Instagram ‒ og bemærk, at ingen anholder det paradoksale i, at man på kvindernes kampdag har forhindret en kvindelig statsminister i at tale, tværtimod:
»Hvor er det stærkt! Den kvinde fortjener ingen taletid!«
»TAK TIL VORES SEJE KAMMERATER som trodsede havet af hvide feminister og konfronterede @mette i sin uduelige enetale. @kvinfo - det burde I ikke have gjort! Kampdagen er ikke kun for hvide mennesker! Skam jer! Free free Palestine«
»Dejligt at høre folkets stemmer sende statsministeren hjem i en taxa uden at få et ord indført.«
»FOR FANDEN HVOR ER DET FEDT AT SE!!!!! I er så mega seje, og det er på tide at @mette bliver konfronteret et sted hvor hun ikke bare kan stikke hovedet i jorden og lade som ingenting! Dét der er hvad kvindernes kampdag handler om.«
