ISRAELS premierminister, Benjamin Netanyahu, har en markant plads i historiebøgerne. Han har siddet længere end nogen anden, selv landets første leder, David Ben-Gurion. Hans kælenavn, Bibi, udtrykker et i demokratisk sammenhæng ufatteligt sejlivet fænomen, og bibismen er en slags ideologi, der omfatter Israels nyere historie: transformationen af landet til en moderne superstat, hvor innovation og tech smelter sammen med militær styrke, understøttet af en vibrerende, pluralistisk befolkning. Og alligevel er konklusionen på historien om Netanyahu, at han har været en gennemgribende katastrofe for landet.
KRIG og ødelæggelse er hans eftermæle, selvom han gennem alle årene har efterstræbt det modsatte. Altid pragmatikeren, der ville undgå den krig, der indsnævrer det politiske råderum. En overlegen strateg, en genial taktiker. Nu står han i spidsen for en krig, hvor fraværet af strategisk tænkning og omtanke for endemålet udmønter sig i akut mangel på ledelse. Modviljen mod at sikre palæstinensiske civile nødhjælp er et symptom på en regering, der har mistet orienteringen. Man vidste, at den ikke havde skyggen af interesse for palæstinensiske civiles liv og velfærd. Nu er det også tydeligt, at der heller ikke er nogen fornemmelse for Israels egne interesser.
MOD kritikken af Netanyahu kan man indvende, at Hamas blot kunne have overgivet sig, løsladt gidslerne og dermed afsluttet krigen og palæstinensernes lidelser. Det er sandt – Hamas bærer det ultimative ansvar for katastrofen. At en Hamas-leder forleden erklærede, at man nu har »Israel lige, hvor vi ønsker det« og ser de 30.000 døde palæstinensere som udtryk for sejr over zionisterne, afslører, at bevægelsen er en dødskult. Hamas kan ikke være en magtfaktor i Gaza. Men Israel skaffer sig ikke af med Hamas uden en seriøs plan for Gaza efter krigen, og »efter krigen« er allerede nu: Det manglende ansvar for at indføre og distribuere nødhjælp skyldes et uansvarligt magtvakuum. Netanyahu har ingen andre planer ud over en delvis, men evig besættelse af Gaza, mens han insisterer på, at end ikke det palæstinensiske selvstyre må overtage ansvaret for civilbefolkningen. Det fører ikke til fred og sikkerhed, men evig krig.
HAMAS forsvinder ikke fra det palæstinensiske samfund uden et klart og tydeligt politisk spor ud af Gazas ruiner. I disse dage forsøger amerikanerne at redde israelerne fra deres egen premierminister. Sammen med Saudi-Arabien forberedes en våbenhvile som led i en større plan for regionen. Det er en unik historisk situation, og både Netanyahu og Hamas vil gøre alt for at forpurre den.
KORRUMPERET israelsk politik har Netanyahu for længst. Nu har han også korrumperet krigen. Hans egen interesse er at blive siddende på magten, hvilket kun sker ved at holde regeringen intakt; en alliance af nationalreligiøse, der vil etablere og udbygge et egentligt apartheid, og ultraortodokse, der ønsker et teokrati.
AF og til har Netanyahu gennem årene ladet, som om han støtter en tostatsløsning. Nu siger han klart det modsatte, og dermed står han i vejen for den proces, der kan afslutte Gazakrigen: frigivelsen af gidsler og våbenhvile, en aftale om en palæstinensisk regering, der kan forhandle med Israel, forhandlinger om genopbygning af Gaza og ikke mindst om den fremtidige grænsedragning mellem Israel og en palæstinensisk stat.
NETANYAHU vil aldrig gå ind i den proces; hans regering vil falde efter få skridt. Det vil jo indebære, at Israel viser vilje til at tage et opgør med besættelsen på Vestbredden og begynder at tage meget konkrete skridt i retning af at stoppe udbygningen af bosættelser og slå ned på besætternes vold mod palæstinensere. Det er derfor positivt, at USA signalerer, at Netanyahu er et problem for amerikanske interesser, og at Storbritannien åbent taler om anerkendelse af Palæstina som et logisk skridt på vejen frem efter krigen. Netanyahu troede, at han kunne bygge et suverænt stærkt og internationalt beundret Israel på militær kraft, teknologi og politisk snilde – og samtidig ignorere palæstinenserne. Det troede flertallet af israelerne og resten af verden efterhånden også. Israel kan ikke vinde denne krig med Netanyahu og hans regering i spidsen. Et decideret israelsk regimeskifte er nødvendigt, et opgør med årtiers illusioner. Det kan kun ske gennem et markant pres fra Israels nærmeste allierede.
