Migration. Omtrent hver femte svensker er født i udlandet, men nu vil den svenske regering have sat en stopper for tilstrømningen. »Sverige har i alt for lang tid haft en for stor indvandring,« lyder det fra regeringen, som også lukker døren for kvoteflygtninge: fra 5.000 til 900 om året.

Sverige har gjort sit

Kom ikke til Sverige. Eller tænk jer i det mindste godt om, før I gør det. Det er budskabet i en informationskampagne, som Sveriges borgerlige regering vil iværksætte over for potentielle flygtninge rundtom i verden.

Mandag i denne uge trådte integrationsminister Maria Malmer Stenergard frem på et pressemøde i Stockholm, hvor hun præsenterede »et paradigmeskift i migrationspolitikken«, lig med betydelige stramninger. Det er disse ændringer, som flygtninge med Sverige i tankerne nu skal være opmærksomme på.

»Hovedformålet er at informere om den svenske migrationspolitik – og i forlængelse heraf, at færre skal søge irregulært hertil,« erklærede Maria Malmer Stenergard, som tilhører statsminister Ulf Kristerssons liberalkonservative parti Moderaterna.

Migrationsminister Stenergard henviste til flygtningekrisen i 2015: »Folk er ofte meget velinformerede. Der er en årsag til, at 163.000 personer i 2015 rejste gennem hele Europa til det lille, kolde Sverige højt mod nord. Folk vidste, at der var mere generøse regler her end i andre lande.«

Planen er, at budskabet skal udbredes via svenske ambassader og statslige organisationer. Samtidig målrettes en oplysningskampagne mod nyhedsredaktioner i de pågældende regioner, i for eksempel Nordafrika og Sydasien.

Maria Malmer Stenergard påpegede, at to tredjedele af de flygtninge, som kommer til Europa, ikke opfylder kriterierne for asyl.

»Mange af disse flygtninge tvinges til at rejse ud igen, og sådan vil det i endnu større udstrækning være under denne regering i Sverige.«

Sverige har gjort sit

Det er markante ændringer, verden skal informeres om. Sverige vil fremover kun tage imod 900 kvoteflygtninge pr. år mod cirka 5.000 i de foregående år. Samtidig skal de svenske regler strammes så meget, at de kun akkurat opfylder EUs mindstekrav. Og de flygtninge, som modtages i Sverige, vil med Stenergards ord blive mødt med »kravbaseret integrationspolitik«.

Migrationsminister Stenergard understregede flere gange, at Sverige har gjort sit, når det gælder modtagelse af flygtninge og indvandrere. Stenergard forsikrede over for det hjemlige vælgerkorps, at Sverige ikke bliver et ondt land af de nye tiltag.

»Vi har gennem lang tid taget imod langt flere asylsøgere end vore nordiske nabolande. I 2019 tog Sverige eksempelvis imod 76 procent af de flygtninge, der kom til Norden, mens Norge, Finland og Danmark tog imod henholdsvis syv, otte og ni procent.«

Nu er tiden inde til at stramme op, pointerede Maria Malmer Stenergard: »Sverige har i alt for lang tid haft en for stor indvandring til at klare integrationen.«

Simple tal fra Statistiska Centralbyrån, svarende til Danmarks Statistik, demonstrerer da også et demografisk bjergskred. En opgørelse fra 2021 viste, at den svenske befolkning siden 2000 er vokset med lidt over en million borgere født i udlandet. Dermed er omtrent en femtedel af de nuværende 10,3 millioner indbyggere i Sverige født i udlandet.

På denne baggrund lød minister Stenergards diagnose: »Resultatet af en stor indvandring kombineret med en næsten kravløs integrationspolitik er åbenlyst segregation og utanförskap for personer født uden for Sverige, uden en reel mulighed for at komme ind i samfundet for alvor.«

Sverigedemokrat på podiet

Ved pressemødet i Stockholm var Stenergards sidemand ganske påfaldende.

Det var nemlig hverken justitsminister Gunnar Strömmer eller udenrigsminister Tobias Billström, begge fra Stenergards eget parti. Heller ikke integrationsminister Johan Pehrson fra Liberalerna.

Stenergard optrådte i stedet sammen med Henrik Vinge, gruppeformand for det højrenationale støtteparti Sverigedemokraterna i Riksdagen.

Henrik Vinge er også partiets næstformand. Med sine 35 år tilhører han den nye generation af sverigedemokrater, mindre sammenbidte end Åkessons klike af hårdt prøvede kampfæller.

Vinges tilstedeværelse på podiet med minister Stenergard må betegnes som en decideret triumf for Sverigedemokraterna, en foreløbig fuldbyrdelse af en sej stræben efter indflydelse.

Ved riksdagsvalget i 2002, altså for blot 21 år siden, opnåede Sverigedemokraterna 1,44 procent af stemmerne, langt fra spærregrænsen på fire procent. Dengang var det utænkeligt, at partiet nogensinde skulle stige op til regeringsindflydelse eller blot komme i Riksdagen. Partiet var ikke meget andet end et sammenrend af højreradikale særlinge og tilfældige proteststemmer.

Sverigedemokraterna var så undselig en størrelse, at riksdagsmedlem Mauricio Rojas fra Folkpartiet – i dag Liberalerna – end ikke havde partiet i tankerne, da han i 2003 kritiserede Sveriges pivåbne migrationspolitik. I en tidsskriftsartikel advarede Rojas om, at voldsom indvandring uden håndfast integration ville kunne bane vej for »et aggressivt populistisk parti«.

Rojas fremsatte denne profeti: »Et sådant parti vil, med løfter om at genskabe Folkhemmet, kunne sammenføre tre vigtige proteststrømninger: en protest mod fremmedgørelsen af landet gennem indvandring og globalisering; en protest mod tryghedstabet som følge af det nationale fællesskabs opløsning og velfærdsstatens udhuling; og sidst men ikke mindst en protest mod en politisk og økonomisk elite, som opfattes som svigefuld og vil få skylden for tabet af fællesskab og tryghed.«

Det var Mauricio Rojas, der som politolog udbredte termen utanförskap i det svenske sprog: lammende marginalisering som følge af integrationsløs indvandring og social parkering i udsatte boligområder.

Siden blev Mauricio Rojas mobbet ud af sit eget parti på grund af sine holdninger i indvandringspolitikken, herunder sprogkrav for statsborgerskab. Som ung værktøjsmager var han selv kommet til Sverige i 1974 som flygtning, og i 2008 vendte han hjem til Chile og blev chefstrateg for den liberale præsident Sebastián Piñera. En meget kort overgang var Rojas endda landets kulturminister.

I mellemtiden gik Rojas’ svenske profeti i opfyldelse. Med den unge Jimmie Åkesson som ny partiformand fra 2005 omlagde Sverigedemokraterna sin drastiske indvandringskritik fra racebiologi til kulturelt forsvar af svenskhed og velfærd.

Nærmest uden konkurrence kunne partiet tage for sig af stadig større vælgergrupper, der var bekymrede for indvandringens konsekvenser. I 2010 kom Sverigedemokraterna ind i Riksdagen, og tre valg senere, i september 2022, blev Jimmie Åkessons parti næststørste gruppe i Riksdagen med 20,54 procent af vælgerne bag sig.

Ikke nok med dét. Efter otte år med socialdemokratisk ledede regeringer var frustrationen i den borgerlige lejr så stor, at tre partier – Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna – gjorde op med 12 års mistro og iskold afstand til Sverigedemokraterna.

Ulf Kristerssons borgerlige regering tiltrådte i oktober 2022 med støtte fra Sverigedemokraterna, der ikke mindst tog sig betalt med stramninger på flygtninge- og integrationsområdet.

Det var disse resultater, gruppeformand Henrik Vinge mandag i denne uge kunne præsentere side om side med migrationsminister Maria Malmer Stenergard i Regeringskancelliets pragt.

Lystfyldt og med, ja, ministermine viste Henrik Vinge powerpoints: »Tiltag for at styrke hjemsendelsesvirksomhed«, »Behovsjusteret arbejdskraftindvandring«.

Under seancen havde Henrik Vinge den opgave at informere om indenrigstiltag: »For at skabe en holdbar asyl- og migrationspolitik må personer, som ikke har ret til at være her, identificeres og siden forlade landet.«

Derefter nye powerpoints med en stribe myndigheder, som har fået direktiver om en skærpet kurs. Henrik Vinge: »Politimyndigheden har fået besked på at intensivere og effektivisere arbejdet med den indre udlændingekontrol – en forøgelse med mindst 25 procent i forhold til de foregående år.«

Efter strudsepolitikken

Et markant træk i denne uge har været, at Stenergards og Vinges præsentation stort set ikke har affødt nogen debat. Ikke ét af Sveriges seks største dagblade har behandlet det ganske opsigtsvækkende udspil på lederplads.

Med NATO-forhandlinger, koranafbrænding, konfrontation med Tyrkiet og den løbende strøm af uhyggelige nyheder fra bandekrigen i de svenske byer har den svenske offentlighed rigeligt at tænke på. Men den stilfærdige modtagelse af migrationsudspillet er også et klart udtryk for den konsensus, der nu hersker i svensk politik om en stram udlændingelinje. De seneste fem-syv år har også Socialdemokraterna flyttet sig betydeligt, og under valgkampen i sensommeren 2022 kunne vælgerne dårligt fægte sig vej gennem løfter om stramninger fra venstre og højre.

»Vi har åbenlyst taget imod flere, end vi formår at integrere,« erklærede daværende statsminister Magdalena Andersson i en partilederdebat og forsikrede om sin regerings hårdhed. »Det er helt anderledes nu end i 2015.«

Selv Mauricio Rojas er tilbage, atter valgt for Liberalerne på plads nummer 258 i Riksdagen. Han flyttede i 2019 tilbage til Sverige og en stilling som docent i økonomisk historie ved Lunds Universitet.

Han kan konstatere, at indvandringsdebatten har ændret sig grundlæggende, siden han blev jaget ud af svensk politik i 2008. Mange af hans standpunkter genkendes i den borgerlige regerings integrationspolitik.

Før Rojas lod sig overtale af sit gamle parti til at stille op på ny, sad han i en arbejdsgruppe, som skulle udforme en ny migrations- og integrationspolitik for Moderaterna. Ved præsentationen af dette program i november 2020 var Rojas tilbage i folden hos Liberalerna, men han hyldede initiativet i en kommentar i Svenska Dagbladet:

»Det er en meget velkommen markering efter årtier af vildfarelse, hvor multikulturalisme og en ikke nærmere præciseret mangfoldighed blev ophøjet til enerådende samfundsideal. Således devalueredes Sveriges kulturarv til én blandt mange. Det var, som om hele landet var blevet til et ubeskrevet blad, som nu skulle fyldes med alle tænkelige kulturelle indslag. Det var en yderst kontraproduktiv selvfornægtelse af det Sverige, som har været, og som stadig findes.«

Mauricio Rojas kunne se sin egen grundpointe – at det er den tilrejsende, som har pligt til at tilpasse sig det nye land – danne fundamentet i Moderaternas udspil. Nu skulle det bare omsættes i konkrete forslag, skrev Rojas i november 2020.

»Sverige behøver meget mere end et løfte for at trække sig ud af den situation, som årtiers strudsepolitik har bragt os i.«