Den 16. august 1979 bumlede en militærlastbil mod Sønderborg Kaserne med en særlig last. På den tid var kvinder i de danske kamptropper ikke usædvanligt, det var uhørt, og her var syv kvindelige rekrutter på vej til Sønderjylland for at lære at slås.
De var en del af en forsøgsordning affødt af årtiets paroler om ligestilling og kvindekamp, men allerede i Haderslev, hvor de syv skulle have udleveret tøj og grej, inden de blev kørt til Sønderborg, var det tydeligt, at de var på vej ind i en verden, der ikke var klar til dem.
»De sagde, jeg skulle have nederdel på, fordi jeg var kvinde. Jeg husker, at jeg tænkte: Jeg skal fandeme da ikke være soldat i nederdel,« fortæller Karen Schultz, en af de syv. »Bagefter sendte en overordnet os fnisende ned til den lokale skomager for at købe 'kvindesko'.«
Da militærlastbilen nåede frem til Sønderborg og kørte gennem kasernens port, hang mændene ud ad vinduerne.
»De sang smædesange om kvinder, og omkvædet gik på noget med 'pikke, pikke',« husker Karen Schultz. »Frem til da havde mit valg om at blive soldat været strengt personligt, men i det øjeblik blev det også politisk. Det blev kvindekamp. Jeg sagde til mig selv: 'Jeg skal vise jer, hvor god jeg er til det her.' Og faktisk blev jeg pissegod: god til skolefagene, god til sport – god til at skyde og kaste med håndgranater.«
Sidste uge kom der opsigtsvækkende nyt fra en af kønskampens mest omstridte fronter. Op mod det historiske forsvarsforlig, der forhandles over de næste måneder, tegner sig for første gang et politisk flertal for at indføre værnepligt for kvinder, som man allerede har det i lande som Israel, Norge og Sverige.
Sker det, vil danske kvinder, der fylder 18 år, blive indkaldt til Forsvarets Dag, hvor det vil blive vurderet, om de hver især er egnet til tjeneste i et af Forsvarets tre værn. Om det i første omgang får en effekt på andelen af kvinder i Forsvaret, er uvist, for nu til dags bliver værnepligtspladserne fyldt op med frivillige. Men der er krig i Europa. Danmark opruster. I en nær fremtid kan vi få brug for flere soldater.
Uanset vil ligestilling af værnepligten få betydning: Som det er nu, kan kvinder, der gør brug af deres såkaldte værneret, ifølge reglerne sige op med en måneds varsel. De behøver ingen undskyldning for at droppe ud. Mænd i værnepligt, derimod, skal have betydelige psykiske eller fysiske grunde til at stoppe, for krig er som bekendt alvorligt.
Og netop den forskelsbehandling gør, at kvinder i Forsvaret gennem årtier har følt, at de ikke er blevet taget alvorligt, siger den i dag 63-årige forfatter Karen Schultz til mig i sit hjem på Møn.
»Så længe vilkårene ikke er lige, opnår kvinder ikke fuld legitimitet i Forsvaret. For mændene har en jargon, hvor de siger til kvinder, at de jo bare kan tage hjem, når de ikke gider mere: at det er en gratis omgang for kvinder at vælge Forsvaret. Vi skal tage det argument fra mændene, og det gør vi ved at udsætte kvinder for samme pres som dem og sende budskabet: 'Din værnepligt varer fire måneder, og du skal fucking blive, og hvis du slipper ud herfra inden, så er det, fordi du bliver psykisk syg eller får en skade.'«
Schultz tilføjer uden at blinke:
»I dag kommer der også frivillige kvinder ind i Forsvaret bare for at få en oplevelse. Men man skal ikke ind i Forsvaret for at få en oplevelse. Så tror de, at de kan være soldater med deres akrylnegle og buede øjenvipper, som er så lange, at det ligner sådan noget pynt, vi brugte som fastelavnsris, da jeg var barn. De kvinder skal ikke i Forsvaret.«
Karen Schultz blev en af landets første kvindelige kampsoldater og fik 183 mænd under sin kommando som kompagnichef i Vordingborg (»Fantastisk følelse, det kunne jeg unde enhver kvinde at prøve«), inden hun fyldte 30. Efter en 12 år lang karriere i Forsvaret blev hun psykolog fra Københavns Universitet og siden specialist i organisationspsykologi og har senere udgivet flere fagbøger og romaner. Helt frem til 2006 var hun reserveofficer i hæren.
Karen Schultz følger debatten om værnepligt for kvinder tæt. Sagen er, at hun snart skal dø. Lægerne siger, hun har kræft i stadie fire. Og så gør man sine prioriteter op.
»Der er ikke så meget i livet, der er så vigtigt mere, men den her sag er vigtig for mig at snakke om,« siger hun. »Det handler om, at mit eget levede liv skal give mening.«
DA KAREN SCHULTZ var 19 år, inviterede en kæreste hende ind på en kaserne i Aarhus for at se en dokumentarudsendelse om livet på sergentskolen på Sønderborg Kaserne. Hun sad omgivet af mænd i en halvbue om fjernsynet. Året var 1978. Udsendelsen fulgte en kvinde, der forsøgte at blive kampsoldat. Nina, som kvinden hed, »sled og slæbte for at klare opgaven lige så godt som mændene. Hun havde sit mørke hår sat op i en hestehale, ingen makeup og forsvandt ind i uniformen, blev anonym ved at ligne mændene. Hun arbejdede sammenbidt, ærgerrigt«, skriver Karen Schultz i erindringsromanen Uren 2: »Jeg kunne godt lide den kamp, hun tog.«
»Det kunne jeg, fordi jeg selv havde haft en opvækst, der lærte mig at kæmpe,« siger Schultz. »Jeg voksede op i underklassen og under incestlignende vilkår med en stedfar, som var mere vild med mig end med min mor. Det lærte mig at kæmpe, at holde folk væk. Blandt andet ved at blive så meget dreng som muligt – for det var jo ikke drengen i mig, han kunne lide. Det var det, jeg så i Nina i den udsendelse: Hun var blevet en dreng. Og hun kæmpede.«
Jeg interviewer Schultz fra fodenden af hendes seng. Hun sidder halvvejs op med dynen over sig og bøjede knæ. Vi er omgivet af bøgerne i den lille boghandel, hun driver fra sit landsted midt på Møn, gardinerne er rullet ned, så bogsiderne ikke gulner.
»Jeg lærte selv Nina at kende, da jeg kom til Sønderborg Kaserne året efter, for hun var der endnu. Det var som at møde et idol. Hun fortalte mig, at kvinder skulle kæmpe ekstra hårdt for at klare det. Jeg købte alt, hvad hun sagde. Jeg ville bevise over for mændene, at de tog fejl.«
FORSVARET holdt kvinderne fra slagmarken, så længe de kunne slippe afsted med det. Helt frem til 1962 kunne kvinder ikke blive ansat på en lønkontrakt i Forsvaret. Dermed havde kvinder ingen formel status i det danske forsvar, selvom de længe havde bidraget til det – blandt andet gennem civile hjælpekorps under Anden Verdenskrig, som bemærket i specialet Kvinde Kend Dit Forsvar fra CBS (2021). Militæret lod simpelthen, som om kvinder ikke eksisterede i deres rækker.
I 1970erne begyndte noget at ske: Kvindebevægelsen vandt frem, og flere kvinder masede på for at komme i uniform. Men de måtte ikke komme i kamp. Selv ligebehandlingsloven fra 1978, der påbød lige vilkår for kønnene på arbejdsmarkedet, prellede af på Forsvaret, der helt frem til 1988 fik dispensation til at nægte kvinder adgang til »operative stillinger, der indebærer mulighed for direkte deltagelse i kamphandlinger«, som Forsvarsministeriet formulerede det.
Dermed var Forsvarets kamptropper i princippet lukket land for kvinder den augustdag i 1979, da Karen Schultz sammen med seks andre kvinder kørte gennem kasernens port i Sønderborg. Alligevel var hæren gået med til at lære hende, hvordan man slår ihjel.
UNDER SINE NI måneder som sergentelev i Sønderborg gjorde en bestemt løjtnant særligt indtryk på Karen Schultz. En dag kom hun til at begå en fejl, mens hun rensede sit gevær: Hun rejste sig for at hente en pudseklud. En soldat må aldrig gå fra sit våben.
»Hele næste dag satte løjtnanten mig til at gå rundt på kasernen med geværet adskilt i en gennemsigtig plasticpose. Jeg skulle have den med ned og spise i cafeteriet, med overalt, så alle på kasernen kunne se, at jeg havde fået en straf.«
– Straffede han dig, fordi du var kvinde?
»Han straffede mig i hvert fald, fordi jeg var mig. Jeg tror, han var fascineret af, at her kom der en kvinde, som faktisk kunne være med på lige fod med mændene. Samtidig var han selv socialiseret ind i kvindeforagten. Han byggede mig op og brød mig ned igen. Han var indbegrebet af alt, der var dårligt ved hæren. Måden, man behandlede kvinder på, måden, man drak på, måden, man var grænseløs på. Senere fandt jeg ud af, at han var pissestolt af mig.«
Alligevel fandt Karen Schultz tryghed under den lunefulde løjtnants kommando. Hun blev rigtig glad for sine ni måneder i Sønderborg.
»Frem til jeg kom i hæren, havde jeg på grund af min opvækst haft en frygtelig fornemmelse af, at jeg aldrig ville blive til noget. Men her var der et klart system, og jeg kunne se, hvordan jeg kunne avancere gennem hierarkierne. For jeg var god til det hele. En af de andre piger kastede engang en håndgranat så dårligt, at den dumpede ned bag hende. Jeg var gammel håndboldspiller og kastede den ikke bare langt – jeg ramte det, jeg skulle.«
Men at kaste en proper granat var langtfra nok.
»Uanset hvad jeg gjorde, kom mændenes smådumme kommentarer altid. Det lærte jeg at håndtere på en måde, der ikke var særlig søstersolidarisk: Jeg arbejdede benhårdt på at blive en af drengene. Og det blev jeg. Jeg rottede mig ikke sammen med mændene, når de drillede de andre kvinder, men jeg kom heller ikke kvinderne til undsætning. Jeg reddede mit eget skind.«
STRATEGIEN, Karen Schultz fulgte i sine år i hæren, gik kort sagt ud på at blive mandig. Gøre deres adfærd til sin egen. Her var det til hendes fordel, at hun ikke kom fra en dannet familie, siger hun: Det gjorde det nemmere at slå igen. Som under den velkomstmiddag på officersskolen på Frederiksberg Slot, hvor en mand rejste sig op og tog hende på brysterne, og hun svarede igen med en lussing, selvom det førte til udstødelse og uddeling af bøder til mænd, som formastede sig til at tale med hende. Eller under den anden middag, hvor en udenlandsk kollega rejste sig op og tog hende på brysterne, hvorefter hun tog ham på brystet og udbrød – så alle kunne høre det – at hans barm da var større end hendes. Og så var der dengang, hvor hun som 21-årig, nyuddannet sergent flyttede til Holstebro for at gøre tjeneste på byens kaserne.
»Første dag gik jeg ind i cafeteriet, som var kæmpestort og stuvende fuldt. 200-300 mænd. Ud over køkkendamerne og hende, der sad ved kassen, var jeg den eneste kvinde. Da jeg gik ind, blev der helt stille. Så råbte nogen: 'Vi har fået en neger, men jeg vidste ikke, at vi også skulle have en kvinde,' og så grinede alle. Men jeg skjulte mit kropssprog. Reagerede ikke. Jeg måtte simpelthen vide, om der virkelig sad en sort mand i rummet, og det gjorde der: Jeg fik øje på ham. Jeg blev ved med at se ham på kasernen, men i alle de syv måneder, jeg var i Holstebro, lod jeg, som om jeg ikke så ham.«
– Hvorfor?
»Jeg tænkte: Jeg skal fandeme ikke deltage i sådan et offermøde. Jeg skulle ikke sidde og tude med et andet offer. Jeg er fuldstændig klar over, at det er ondskabsfuldt, og at jeg bare var med til at forværre hierarkiseringen, men skulle jeg slå mig sammen med ham? Jeg havde et godt blik for hierarkierne, og jeg ville ikke være nederst.«
– Siger det noget godt om Forsvaret?
»Det siger noget helt basalt om mennesket: at vi slås med alle midler, når det er nødvendigt.
– Er det nødvendigt i Forsvaret?
»Det var nødvendigt for mig. I dag kan jeg godt tænke, at det havde været modent at sige fra, når det gik ud over sorte eller kvinder. Men jeg kunne ikke.«
KAREN SCHULTZ var kommet ind i en verden, hvor »kvinder ikke eksisterede« – ud over i cafeteriet og på infirmeriet.
»Jeg har været soldat sammen med mænd, som havde meget feminine sider. De har bare ikke klaret sig så godt. Det såkaldt maskuline ligger højest i hierarkiet. Jeg tror aldrig, at jeg så en eneste græde på Sønderborg Kaserne. Alt, der er privat og følsomt, er pakket væk. Det bliver honoreret at være kvik og kropsligt duelig. Og det giver jo mening. For i sidste ende bliver vi trænet til at være dyr. Dyr, som kan slå ihjel – uden at tænke for meget over det, selvom vi er kloge.«
– Du blev ældre, mens du var i Forsvaret. Blev du bedre til at være dig selv?
»Som færdiguddannet officer kom jeg til Vordingborg, hvor jeg senere blev kompagnichef og fik 183 mænd under mig. Der lærte jeg meget. Til en befalingsmandsfest rejste jeg mig og sagde, at jeg gerne ville vise en anden side af mig selv. Så tog jeg en digtsamling frem og læste op. Der blev stille.«
– Men for at nå til en position, hvor man tør være sig selv, skal man kopiere mandens adfærd. Er det ikke problematisk?
»Jeg tror, det handler om testosteron og darwinisme. Når man bor på landet, som jeg gør her på Møn, ved man, at der hele tiden er tabere: Så bliver hønen taget af ræven, og så ligger der en fugl på jorden, som er blevet hakket ihjel. På samme måde er der noget biologisk på spil i Forsvaret.«
– Er det uundgåeligt, at Forsvaret er et sted, hvor den stærkeste råder?
»Jeg har i hvert fald bevidnet andre kvinders forsøg på at være de kvinder, som de egentlig var. Det var kvinder, som ikke udviste den råhed og brutalitet, jeg har. De begik sig sgu ikke.«
Får Danmark værnepligt for kvinder, kommer vi ifølge Schultz til at se, at en del af dem vil ende med at blive sendt hjem igen.
»Nogle vil ikke have den fornødne styrke, men der vil også være kvinder, som kommer til at hænge sig i, at nogen fornærmer dem og bruger et groft sprog. Vittighederne handler ikke kun om kvinder; de handler også om at slå ihjel. Som soldat kommer man ud i sindets syge afkroge, og kan man ikke bevare sig selv i det, så klarer man den simpelthen ikke.«
– Er det sværere for kvinder end for mænd?
»Ja, for flere kvinder end mænd er udfordret på det rent fysiske plan. Og så er der færre kræfter til at klare det mentale.«
I BEGYNDELSEN af 90erne skiftede Karen Schultz spor. Efter 12 år i Forsvaret, der kulminerede med stillingen som panserinfanterichef for et kompagni på Vordingborg Kaserne, stoppede hun og begyndte at læse psykologi.
»Selvom jeg havde været i hæren i så mange år, skulle jeg altid bevise mig selv forfra igen, fordi jeg var kvinde,« siger hun.
I dag har Schultz følelsen af, at der var et stykke arbejde, hun ikke selv fik gjort færdigt i Forsvaret. Når man ligger for døden, kan der opstå et behov for at samle løse ender – at binde sløjfer. Det er derfor, det betyder så meget for hende, at værnepligten ser ud til snart at gælde for kvinder.
»Mændene lod mig høre for, at der ikke blev stillet samme krav til mig som til dem. Det åg var altid på mine skuldre,« siger hun. Nogle af dem var måske misundelige over, at hun var en kompetent soldat. Men, siger hun, andre tilhørte en ganske særlig kategori af mænd i Forsvaret: dem, som man har afvist.
»Det er noget, man skal lære meget tidligt og behandle med særlig stor forsigtighed som kvinde: Afviser du en mand i Forsvaret, så har du en fjende for livet. Han vil gøre alt, der står i hans magt, for at ødelægge dig. Derfor blev jeg meget hurtigt god til det. Det gælder om at gøre det på en måde, så de ikke opdager, at de bliver afvist.«
– Hvad er dit vigtigste råd til kommende værnepligtige kvinder?
»Lad være med at fraternisere med det andet køn: ingen kæresteforbindelser! Så vil du godt nok blive stemplet som lesbisk, men det gør det nemmere at være i hæren. Du kan også gå den anden vej og blive en hardcore nyser som mig: Jeg blev så meget en af drengene, at jeg var sammen med nogle af dem – men altid på mine præmisser. Så smed jeg dem ud midt om natten, når vi havde knaldet. Jeg var proaktiv.«
Karen Schultz retter sig op. Så siger hun:
»Det lå så dybt i mig, at jeg ikke ville stemples som anderledes, så i virkeligheden kopierede jeg bare mændene. Derfor kan du som kvinde godt være seksuelt frimodig i hæren. Men ikke fra dag ét. Du skal oparbejde dig til en vis position først.«
Psykolog, officer og forfatter Karen Schultz blev født den 4. juli 1959 i Kolding og døde den 28. juli 2023 på Svanevig Hospice. Begravelsen er offentlig og finder sted i Damsholte Kirke på Møn den 8. august 2023 kl. 11.00.
