I denne uge faldt der dom i den tidligere syrienkriger Ahmed Samsams civile søgsmål mod de danske efterretningstjenester. Samsam var dømt for medlemskab af Islamisk Stat i Spanien i 2018, men ønskede, at den danske domstol skulle »tilpligte« FE og PET at anerkende, at han rejste til Syrien med deres accept, med andre ord: at han havde været deres hemmelige agent. Hans erklærede håb var, at en sådan anerkendelse ville kunne bruges til at genoptage hans sag i Spanien. Sagen var uprøvet juridisk territorium og dermed principiel. Landsrettens dom var dog meget klar: Sagen blev blankt afvist.
Og det burde ikke være kommet bag på nogen. Ahmed Samsam havde kun en spinkel chance for medhold. Oddsene var kraftigt imod ham. Det tør jeg godt sige, for det skrev jeg allerede i august. På det tidspunkt fyldte retssagen meget i det danske mediebillede. Her kunne man som udenforstående let få indtrykket, at han havde en god sag. Men bag om al mediehurlumhejet og retsdramaet gemte der sig en for Samsam ekstremt vanskelig sag.
Lad mig forklare: For at få domstolen til at afvige fra normen, hvor efterretningstjenesterne selv bestemmer, hvornår de anerkender eller ikke anerkender en agent, skulle der meget til. Samsam skulle bevise, at hans rettigheder var blevet krænket på grund af denne hemmeligholdelse, og at han ville kunne tage tilbage til Spanien, få prøvet sin sag på ny og få genoprejsning med et medhold ved landsretten. Men som man kunne læse i den spanske højesterets kendelse fra hans appelsag, mente man ikke, at det ville have gjort fra eller til, hvis man havde kendt til hans samarbejde med de danske efterretningstjenester. Han ville være blevet dømt uanset hvad. Derudover gjorde Samsams advokat ikke det store for at godtgøre, om det kunne lade sig gøre at få en ny retssag i Spanien, der som Danmark ikke ligefrem er kendt for at lade straffesager gå om.
Der gik megen tid både i retten og i dækningen med at påvise fejl og mangler i den spanske dom. Og det var da interessant. Men juridisk set var det spild af tid, for selvfølgelig kan en dansk domstol ikke afgøre, om der er sket et justitsmord i Spanien, hvilket landsretsdommen også understreger i umisforståelige vendinger.
Dækningen af sagen havde generelt en slagside til fordel for Ahmed Samsam. Det er ikke overraskende. Hvis en mand har en konflikt med systemet, så har journalistikken det med at holde med manden og være imod systemet. Samsam blev fremstillet som uskyldigt dømt i Spanien. Og det kan da også være, at det er sandt. Men det kunne en dansk domstol jo ikke afgøre.
I denne uge blev han så løsladt. Og i flere medier blev det fremstillet, som om han nu endelig havde afsonet sin terrordom. Faktum er dog, at han også sad inde for et overfald på en politibetjent i Odense. Havde han kun været dømt for terror og ikke for dette overfald, ville han have været på fri fod allerede inden det civile søgsmål kom for retten i august. Men det blev stort set ikke nævnt under dækningen. Det ville da også have gjort historien lidt kedeligere og mere grumset, at manden blev ført ind i retssalen iført håndjern, ikke på grund af en uretmæssig terrordom, men fordi han havde slået på en politibetjent.
