SAGEN KORT: Manderollen er under heftig forandring, og det er – lyder det for tiden i de fleste danske dagblade og magasiner – et værre besvær. Men er det blevet sværere at være mand? Eller er det bare blevet lettere at tale om?

– Svend Aage Madsen, forskningsleder ved Rigshospitalet, du har forsket i maskulinitet, i depressioner og ensomhed blandt mænd med mere siden 1980erne. Vil du sige, at det er blevet sværere at være mand?

»Jeg vil sige, at man slet ikke kan tale om ‘at være mand’ på den måde længere. Der er en stor gruppe mænd, for hvem det går rigtig godt – og meget bedre end tidligere. De engagerer sig i deres familieliv, de indgår i nære, forpligtende relationer og fællesskaber, de tager del i omsorgsarbejdet og påtager sig flere af de opgaver, som kvinderne historisk har haft ansvaret for. For mange fra den gruppe af mænd er arbejdslivet mindre afgørende, mens deres forældreskab er meget vigtigt. For dem er det grundlæggende ikke blevet sværere, nej. Men der dog også en anden gruppe af mænd, og de halter bagefter. De er typisk singler og barnløse, de er ikke veluddannede eller -lønnede. Og for dem er det i høj grad blevet sværere, ja. Den gamle manderolle er jo i opløsning eller under afvikling, og det er for nogle ganske positivt, mens andre har svært ved at tilpasse sig forandringen. Og eksempelvis indgå i et parforhold. 25 procent af alle mænd får aldrig børn, men for de ufaglærte er tallet 35 procent.«

– Det er ikke dem, der skriver om maskulinitet i aviserne …

»Nej, det er det ikke. De står anderledes alene tilbage på perronen. Og det er der nogle – Jordan Peterson eller Andrew Tate, eksempelvis – der spiller på. De bekræfter dem i, at kvinders forbedrede vilkår sker på bekostning af dem, at vi som mænd skal tilbage til de gamle, maskuline dyder, i stedet for – som jeg jo mener – at se fremad og arbejde for nogle nye måder at være mand på.«

– I sidste uge bragte både Weekendavisen, Dagbladet Information og Politiken større artikler om maskulinitet i krise. Her hører vi blandt andet om yngre mænd, der orienterer sig mod Jordan Peterson eller Andrew Tate for at finde fodfæste i nogle konkrete og konservative værdier, om fædre, der er usikre på, hvordan pokker man opdrager et nogenlunde sundt og ikkegiftigt drengebarn i dag. Hvorfor er maskulinitet en så omdiskuteret – og især: problematiseret – størrelse netop nu?

»Det handler især om udviklingen af farrollen. Jeg har i de sidste 30 år forsøgt at få manden på dagsordenen som køn, men det er først nu, at det for alvor rykker – og det skyldes især udviklingen i forhold til forældreskab og barsel. Som litteraturen jo også afspejler. Og så kan vi se i en række nyere, større undersøgelser, at der altså er en gruppe mænd, som har det virkelig dårligt. Som sundhedsmæssigt er langt mere udsatte, end vi troede, som dør tidligere, som kæmper med ensomhed, mistrivsel, depression med mere.«

– Hvorfor er det egentlig så vigtigt, at man kan identificere sig med de køns- eller mandeidealer, der er oppe i tiden? Kan man ikke bare identificere sig som … menneske?

»Det ville da være pragtfuldt, men de her roller – kønsrollerne, generelt – har en historie på et par millioner år på bagen. De har været dikteret af et knaphedssamfund, hvor fordelingen af opgaverne var en nøgle til overlevelse; at nogle tog sig af at skaffe føde, mens andre passede ungerne. Og de roller følger også med os ind i velfærdssamfundet – som vi blandt andet kan se på vores ekstremt kønsopdelte arbejdsmarked. Der er jo absolut ingen fornuftige grunde til – ud over de kulturhistoriske forklaringer – at omsorgsarbejde er kvindernes område i dag. Det er også – til dels – den kulturhistorie, der gør, at mænd i dag generelt har svært ved at se sig selv som et køn, som en gruppe, der også skal kæmpe for ligestilling på bestemte områder.«

– Hvad betyder det, at mænd ‘har svært ved at se sig selv som køn’?

»Mændene har ikke haft en ligestillingskamp ligesom kvinderne. Der er masser af strukturel uligestilling også for mænd, der er masser af områder, hvor det er mændene, der sakker bagud – i forhold til sundhed, forældreskab og uddannelse især – men der er ingen mandebevægelse. Kvinderne samlede sig som gruppe i kampen imod politisk og kulturel undertrykkelse, og den historiske erfaring kan mændene ikke at trække på. Der er nogle primært ressourcestærke mænd, der skriver og taler om maskulinitet og den slags, men der er ingen fælles front.«

– Virker det for nogle mænd … umandigt at beskæftige sig med sig selv som køn?

»For nogle er det akavet at gøre. Når jeg taler med eksempelvis klinikchefer om mænd som køn, så bliver de nervøse. Der skal fyres et par vittigheder af, og så skal vi videre – til noget mindre akavet. Mænd har ikke – til forskel fra kvinderne – særlig meget sprog for deres køns betydning for livsvilkår og -omstændigheder. Og når man ikke har sprog for de problemer, man oplever, så har man heller ikke sprog for de løsninger, der er brug for.«

– Når Mikkel Thorup i Dagbladet Information skriver, at »maskulinitetsgarderoben« er større end nogensinde før, at der er flere outfits at afprøve end nogensinde før, gælder det så kun de ressourcestærke?

»I høj grad, ja. Hvis man tilhører den gruppe af mænd med lav indtægt, hvor en fjerdedel altså dør før de 65 år, så lever man generelt under nogle livsvilkår, hvor man ikke har mulighed for at drage fordel af en voksende ‘maskulinitetsgarderobe’. Det er jo dejligt, at der er nogle mænd, der har adgang til en større palet af kønsudtryk, men det er vigtigt at huske dem, der ikke har.«

– Har du et godt råd til unge, midaldrende eller ældre mænd, der synes, det er virkelig svært at være mand i dag?

»For det første skal man finde og indgå i nogle fællesskaber med andre mænd, hvor man kan tale om problemstillingerne, om det svære. For det andet skal man betragte feminismen og kvindernes frigørelseskamp som noget, man kan lære noget af. For det kan vi virkelig. Vi får ikke noget ud af at se dem, der klarer sig bedre, som fjender, tværtimod. Lad os hellere lave nogle gode alliancer.«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kultur-debat i serien Spurgt.