»Jeg tror, far er død. Det brænder.« Sådan lød en af de sidste sms’er fra Yonis mor, Orly. Den var sendt til hans bror, der lå i beskyttelsesrum med sin familie ikke langt derfra. Faren, David, var gået ud efter morgenkaffe, selvom den velkendte kvindestemme gjaldede over kibbutzen: »Rød alarm.« Det gjorde den så tit. Forskruet normalitet. Men denne gang var noget anderledes. Otte minutter senere holdt Yonis mor op med at svare på sine beskeder.
Da terrororganisationen Hamas 7. oktober angreb det sydlige Israel i det blodigste angreb i landets historie, blev 239 mennesker taget som gidsler og bragt til Gaza, og mere end 1.400 mennesker blev dræbt – heriblandt Yonis forældre. Snart fulgte voldsomme israelske bombardementer af Gaza-striben, der en måned senere ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har kostet 10.000 mennesker livet. Dertil kom en blokade, der har efterladt Gaza uden vand, strøm og medicin.
»De mange ofre, ja, mine forældre, fik ikke lov til at være det, ofre, bare to sekunder, før de var blevet til statistik, politik. Et afgørende argument for at eskalere,« siger dansk-israelske Yoni, der definerer sig som progressiv reformjøde og har boet hele sit voksenliv i Danmark.
Yoni optræder i denne artikel kun med sit fornavn. Han er bange for konsekvenserne ved at stille sig frem i en tid, hvor »nuancerne er forsvundet«, og hvor jøder, også i Danmark, i stigende omfang oplever trusler og chikane. Han føler sig som en kryster for den beslutning. »Men vi har børn,« som han siger.
»Det var selvfølgelig uundgåeligt, at mine forældres skæbne blev gjort til et argument for at lade bomberne regne over Gaza. Men faktum er, at det ville være det sidste, min mor havde ønsket. Havde hun oplevet, hvordan den israelske regering har svaret igen, ville hun dø en gang til – denne gang af sorg.«
Foruden en musikfestival angreb Hamas den lørdag morgen i oktober primært en række af Israels kibbutzer langs grænsen til Gaza. Yonis mor og far boede i Kfar Aza med omkring 700 indbyggere tre kilometer fra grænsen. Det var en af de kibbutzer, der blev hårdest ramt, og det tog israelske forsvarsstyrker to døgn at opnå fuld kontrol over det lille bysamfund.
Kibbutzbevægelsen, hebraisk for »klynge«, opstod i begyndelsen af 1900-tallet samtidig med en større jødisk indvandringsbølge, og dens grundlæggere ønskede at opbygge en ny jødisk samfundsform: selvforsynende landbrugskollektiver baseret på zionisme og socialisme. Her herskede fælleseje, alle ydede, hvad de kunne, nød efter behov. Der var sovesale til børnene, og husene var små uden eget køkken – til gengæld samledes man i spisesalen morgen, middag og aften.
Yonis forældre var, som et flertal i kibbutzerne, som unge en aktiv del af fredsbevægelsen og tilhørte den tidligere stolte israelske venstrefløj. Den venstrefløj, der kæmpede for israelsk tilbagetrækning fra Gaza og Vestbredden og prædikede dialog, fred og en tostatsløsning. Men også den venstrefløj, der over de seneste årtier i Israel er blevet reduceret til en skygge af sig selv. Det voldelige palæstinensiske oprør, ikke mindst under den anden intifada fra 2000 til 2005, med dens selvmordsbombere i busser og cafeer, sendte en stor del af befolkningen mod højre og tilliden til palæstinenserne i bund. Ved sidste valg i Israel røg venstrefløjspartiet Meretz under spærregrænsen, mens Arbeiderpartiet fik sølle fire mandater.
I dag er kibbutzerne i langt højere grad privatiseret. Men drømmen om fred levede fortsat, fortæller Yoni.
Hans far, landmand, havde arabiske venner i Gaza. Hans mor arbejdede som sygeplejerske, også med palæstinensere i Gaza. De troede på demilitarisering, Vermouth og sameksistens.
Da Yoni voksede op, før både den første og anden intifada, cyklede familien ofte til stranden i Gaza – her fik man den bedste falafel. Og da han selv fik børn og hyppigt besøgte kibbutzen, endog boede der en overgang, gik børnene ofte med hans forældre ned til hegnet – selvsamme hegn, som Hamas for nylig brød igennem med en bulldozer – for at sige godnat til børnene i Gaza. Yoni hørte aldrig en rød alarm, uden at hans mor fulgte efter med et: »Åh, det bliver heller ikke rart for de andre derovre nu.«
»Det paradoksale var, at det, der satte den her krig i gang, de mennesker, der blev slået ihjel den dag, var dem, der stadig arbejdede for en fredelig fremtid,« siger Yoni.
»Jeg ønsker faktisk ikke hævn for mine forældre. Det kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Jeg ønsker nok mest det her med at fortælle, at det billede, mange får af israelere i øjeblikket, er et ensidigt billede. Der er mange sandheder, verden ikke ser.«
Forrådt af Bibi
Et andet sted i Danmark sidder en dansk-israelsk kvinde, Max. Også hun står kun frem med fornavn af hensyn til sin families sikkerhed. »Bring them home,« står der på engelsk og hebraisk på hendes T-shirt, da Weekendavisen møder hende. Hendes far sidder lige nu et sted inde i Gaza. Taget som gidsel af Hamas, da de 7. oktober også angreb kibbutzen Nir Oz i det sydlige Israel. Ifølge The New York Times blev omkring 180 ud af de 400 indbyggere her enten dræbt eller taget som gidsler.
Max havde talt i telefon med sin far. Han virkede forvirret. Hun sagde: »Er du blevet skudt?« Spurgte, om der var nogen ved ham, om der kom nogen. »Det regner jeg med,« sagde han. Men sammen med sin onkel kunne hun senere følge farens telefon krydse grænsen til Gaza.
Kunne den bare være plyndret? Hun satte alle, hun kendte i kibbutzen, i gang med at lede efter faren, da de endelig kunne forlade deres beskyttelsesrum. De fandt aldrig hans lig – men tegn på, at Hamas havde været forbi det beskyttelsesrum, hvor faren gemte sig.
Når Max fortæller om kibbutz Nir Oz, som hun ser som sit andet hjem, er det tæt på samme beskrivelse, der går igen. Hendes far, vvs’er og tidligere fabriksarbejder, hører politisk hjemme et sted ude til venstre. For at beskrive stemningen i kibbutzen sender hun mig en efter sigende populær hebraisk sang, hvor omkvædet oversat til dansk lyder: »Chiller i kibbutzen til halv pris, jeg arbejder ikke hårdt for at være rig.« En kibbutznik arbejder for at leve – og vigtigst: leve i fred.
I sidste uge udsendte Hamas en video af tre gidsler med et budskab til Benjamin Netanyahu.
»Du lovede at befri os alle,« siger en af kvinderne i videoen. »Men i stedet bærer vi din politiske, sikkerhedsmæssige, militære og diplomatiske fiasko.«
Præcis sådan tænker Max efter angrebet, der tog hendes far. Hun har aldrig været tilhænger af den religiøse højrefløjsregering i Israel, men nu er hun mere vred end nogensinde.
»Regeringen forrådte os. Det var et akut svigt, at der gik så lang tid, før hjælpen kom. Var den mon kommet tidligere, hvis det havde været i vores kibbutzer, regeringen hentede sine stemmer,« spørger Max.
»Men der er lige så meget tale om et langvarigt svigt. Regeringen har i så mange år kun forsøgt sig med militære løsninger. Nu står vi her. Jeg, uden min far. Rasende på Hamas, rasende på Bibi. Og samtidig forfærdes jeg over de frygtelige billeder, jeg lige nu ser fra Gaza.«
Ikke ét Israel
Det er dén nuancering af israelerne, der går fløjten, når algoritmerne arbejder, og hadpumperne kører, mener Max. Standpunkter i konflikten, der i forvejen ofte blev fortegnet, fremstår lige nu om muligt endnu mere sort-hvide.
»Men tager man fra Tel Aviv til Jerusalem og videre til en kibbutz, er det som at ankomme til et nyt land hver gang,« siger Max. Et kendt ordsprog går: two jews, three opinions.
»Derfor kan man ikke sige, der er ét Israel i spørgsmålet om konflikten. Der er ikke én holdning,« siger Max.
Samme skarpe kategorisering mærker de hjemme hos dansk-israelske Yoni, hvis forældre blev dræbt under Hamas-angrebet.
»Folk hører ordet 'israeler' nu og tænker straks på nogle undertrykkende kolonialister, onde bosættere uden empati. Det israelske monster. Der er nærmest en frydefuldhed over, at angrebet blev så voldsomt,« siger Yoni.
Men også ifølge ham er Israel en smeltedigel af meninger, diversitet og kultur – hvoraf meget endda stammer fra den arabiske verden.
»Jeg har brug for at sige: Man kan godt være israeler, personligt berørt og mene, at Hamas nødvendigvis må fjernes – men samtidig have enorm sympati for de konsekvenser, det medfører for civile palæstinensere.«
For der er ingen tvivl om, at Hamas nu endeligt må skaffes af vejen, understreger han.
»Men vi spørger også os selv: Er det nødvendigt at bombe så voldsomt? Kunne man svække Hamas’ militante styrke på anden vis,« indskyder hans kone, der har siddet ved hans side under vores samtale.
Virkeligheden er dog ifølge parret, at så længe Hamas sidder på magten, i tunneler under civilbefolkningen, er enhver tanke om dialog utopi.
»Derfor er det enkle, men forfærdelige svar: Bomberne er nok – nu – en grusom nødvendighed. I en grusom situation,« siger Yoni. »Selvom jøder i Danmark ikke står i livsfare midt i en krig, er vi også fanget i konfliktende hensyn, der ikke kan gå op.«
Venstrefløjens fallit
De to jødiske dansk-israelere, Weekendavisen taler med, beskriver en måned efter Hamas’ angreb deres sindstilstand som et afgrundsdybt mørke, en grundtristhed, der har forplantet sig. Sorg over at have mistet deres forældre. Sorg over at føle sig misforstået som israelere og frygte for deres familie på grund af deres tro.
Men også en for dem mere overraskende sorg – skuffelse over den danske venstrefløj, som de troede, de kendte – og tilhørte. Under talrige danske demonstrationer til støtte for Palæstina har venstrefløjsaktivister de seneste uger messet: From the river to the sea / Palestine will be free. Ord, som bogstaveligt kan oversættes til, at Palæstina geografisk skal strække sig fra Jordanfloden i øst til Middelhavet i vest – der, hvor Israel ligger i dag.
»Det gør ondt i mig, helt utroligt ondt, når danske venstrefløjsaktivister ikke vil fordømme Hamas’ bestialske nedslagtning af blandt andre vores familier,« siger Yoni.
»Det er jo mennesker, vi normalt identificerer os med, deler holdninger med, der går derude. Med de slagord taler aktivisterne Hamas’ sag i gaderne lige her i Danmark. Hvis de her frigjorte mennesker bare vidste, hvad Hamas ville gøre ved dem, hvis de fik chancen.«
Samme harme deler Max, hvis far er taget som gidsel, i den anden ende af landet.
»Jeg er også, ligesom dem der nu går på gaden, kritisk over for den bosætterlogik, der i mange år har været lagt for dagen på Vestbredden,« siger Max. »Men jeg troede i det mindste, vi på venstrefløjen var enige om, at Israel også skulle have lov at være der. Deres slogan fortæller mig noget andet. Hvor hører jeg så egentlig til henne?«
