Tyskerens tordentale

Tyskere og danskere fik under krigen to forskellige erfaringer med antisemitisme i praksis: I Danmark blev de fleste jøder reddet; i Tyskland blev de fleste myrdet. Men i dag er landene nogenlunde ens, når det gælder holdninger til antisemitisme og emner som Israel, Mellemøsten, jøder, palæstinensere. På ét punkt adskiller man sig dog i dag:

Tyskland har en venstrefløjsleder, der kan holde en bevægende tale om antisemitisme i egne rækker og i muslimske migrantmiljøer. Noget, den danske venstrefløj går mere stille med dørene med. Det vender vi tilbage til.

Forleden viste en måling fra DeutschlandTrend, at et klart flertal af tyskerne ser Hamas som hovedansvarlige for eskalationen, mens tyskerne er splittede i synet på Israels respons: Cirka halvdelen af tyskerne mener, at Israels militær »går for vidt«, når flere tusinde civile palæstinensere falder for israelske bomber.

Målingen handlede også om det jødehad i gaderne, der ikke er set siden Hitler. Angreb på synagoger, overfald, maling af davidsstjerner på jøders huse og snesevis af demoer med antisemitiske slogans. Ifølge DeutschlandTrend mener et klart flertal af tyskerne, at deres land i dag er præget af et stigende jødehad.

Især dette sidste aspekt blev adresseret i en meget bemærkelsesværdig tale, som venstrefløjsleder og vicekansler Robert Habeck holdt forleden på det sociale medie X. Det var en tale fra De Grønnes leder, som ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung »sætter nye standarder for offentlige taler«. Talen er blevet udråbt som »historisk« af mange og sammenlignet med Winston Churchills »blod, sved og tårer«-tale.

Fra en tidligere chefredaktør for Bild lød det: »Hvad Robert Habeck siger her, er svært at overgå i form af moralsk klarhed, retorisk glans og frem for alt dybt rørende, oprigtig empati.« Hans tale har fået en kæmpe udbredelse på SoMe: I skrivende stund er den blevet vist over 27 millioner gange på det sociale medie X.

Ingen slinger i valsen

Hvad er det så – ud over Habecks karisma (han ligner George Clooney) – der er så bemærkelsesværdigt i talen? Det er flere ting:

For det første udtrykte han medfølelse med både jøder og palæstinensere, men gjorde samtidig opmærksom på, at det moderne Tyskland har en holocaustskyld som historisk dna, og at man derfor vil gå langt for at forsvare jødernes eksistensret. »Israels sikkerhed er nødvendig for os som stat,« lød det fra den tyske vicekansler.

For det andet sagde Habeck, at jødernes sikkerhed i Tyskland sandelig også ligger ham på sinde, og at antisemitisme fra alle sider skal bekæmpes – herunder den, der kommer fra hans egne rækker på venstrefløjen! Han tog klart afstand fra tendensen til relativeringer og både-og-argumenter: »Det er et vildspor, når det handler om en morder-terrorgruppe som Hamas«. Habeck udtrykte også bekymring over antisemitisme i aktivistmiljøet, kritiserede Fridays for Future og løftede desuden en advarende pegefinger over for en meget aktuel isme: »Antikolonialisme må ikke føre til antisemitisme.«

For det tredje udtrykte vicekansleren en enorm skuffelse over den seneste måneds mange tilfælde af antisemitisme fra muslimer. Habeck afleverede en meget direkte kritik af, at muslimske organisationer i ringe grad har taget afstand fra jødehadet: »De skal klart tage afstand fra antisemitisme for ikke at underminere deres eget krav om tolerance. Der er ikke plads til religiøs intolerance i Tyskland. Enhver, der bor her, skal leve efter reglerne i dette land. Og enhver, der kommer her, skal vide, at sådan er det, og sådan vil det blive håndhævet.« Det sidste hentydede til, at jødehad – ifølge Habecks tale – også »giver en grund til at blive udvist«.

Talen – som har fået engelske, hebraiske og arabiske undertekster – har givet genlyd i udlandet. Det handler nok lidt om, at man ikke er vant til tyske politikere, der taler med stor patos og retorisk schwung som Habeck gør – det gik af mode i landet efter 1945.

Men endelig handler den internationale genlyd nok så meget om, at Habeck går ind i en standende vestlig debat om venstrefløjens problem med antisemitismen. Her ser man, at den legitime – og ofte berettigede – Israel-kritik slår over i slet skjult jødehad. På det punkt er der ingen slinger i valsen hos den tyske venstrefløjs frontfigur.

Statsministerens dømmekraft

Det er oplagt at sammenligne Habecks tale med det interview, som statsminister Mette Frederiksen i januar 2020 gav til Politiken om det opblussende jødehad, der allerede dengang var tydeligt at se i Europa: »Vi ser også ansatser til det på den yderste venstrefløj, og så ser vi det i dele af indvandrermiljøet i Danmark,« lød det fra Frederiksen, der uddybede:

»Jeg tror, der er en tendens til, når det handler om antisemitisme, at vi hurtigt har fokus på den yderste højrefløj på grund af koblingen til Holocaust, nazismen og det, vi for eksempel så sidste år i Danmark. Men der er en grim antisemitisme i Danmark i dag, der ikke var der tidligere. På grund af indvandringen.«

Frederiksen fortsatte: »Jeg kan møde folk med jødisk baggrund, der har boet i Danmark i mange generationer og aldrig nogensinde gjort noget som helst dårligt i forhold til Danmark. De skal nu behandles dårligt af nogle, der lige er kommet hertil. Det kan vi grundlæggende ikke acceptere. Jeg kan sagtens forstå, at palæstinensere og israelere er uenige om mange ting. Men jeg har ingen forståelse for, vil jeg gerne sige, at man tager den konflikt med til Danmark. Som i ingen forståelse overhovedet.«

Ligheden mellem Habecks og den danske statsministers ord er slående. Men dengang i 2020 rasede man generelt på den danske venstrefløj og i forskningsverdenen over Frederiksens ord.

På X erklærede Enhedslistens Pelle Dragsted sig »rystet« og »såret«, når Frederiksen talte om venstrefløjens antisemitisme, og han blev i Politiken citeret for udsagnet: »Statsministeren mangler dømmekraft, når hun kalder venstrefløjen antisemitisk.« Han sagde også, at han »ikke kan komme på et eneste eksempel, hvor en hadforbrydelse mod jøder havde baggrund på venstrefløjen«.

Og i dagbladet Arbejderen benægtede en række medlemmer af Enhedslisten i Randers også, at muslimsk antisemitisme var et problem. De skrev et vredt svar til statsministeren under overskriften »Mette Frederiksen puster til islamofobien«, hvor de trak racismekortet: »Når hun sammenkæder antisemitisme med indvandring, er hun med til at understøtte de racistiske stemmer rettet mod indvandrere.«

Da Berlingske, også i januar 2020, spurgte Det Radikale Venstres integrationsordfører, Katrine Robsøe, om indvandringen havde øget antisemitismen, var hun afvisende: »Det er ikke min fornemmelse, at der skulle være kommet større antisemitisme.«

Robsøe & co. fik skam opbakning fra forskningen i disse dage. Her skrev antropolog og historiker Maja Gildin Zuckerman en kronik i Politiken under overskriften: »Nej, antisemitisme har intet med indvandringen at gøre.« Og i Information lød det fra RUC-professor Jakob Egholm Feldt: »Jøderne i Danmark er velintegrerede og grundlæggende accepterede af majoritetsbefolkningen. Der er andre minoriteter, der er mere udsatte for diskrimination og racisme.«

Sådan blev Mette Frederiksens advarsel modtaget i mange kredse. Man snakkede hellere om noget andet og pegede væk: »Hov, se, der er en fugl!« Nu siger den tyske venstrefløjs leder de samme ting. Mon der høres bedre efter nu?