SVM-regeringen promoverede sig på en opprioritering af kulturområdet med Jakob Engel-Schmidt i front, men kun et halvt år inde i regeringsperioden er den altafgørende frihed i udfoldelse af kunst og kultur i Danmark dødstruet af samme regering. Lovforslaget om »forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund« skyder med spredehagl i bemærkningen om, at »bestemmelsen vil finde anvendelse, selv om den utilbørlige behandling af genstanden finder sted i f.eks. kunstnerisk eller politisk øjemed«.
Den ellers energiske kulturminister forholder sig nu i passiv partiloyalitet med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens ophørsudsalg af danske frihedsrettigheder på eget territorium, selvom seriøse kunstnere og kulturarbejdere, som udfolder sig inden for Engel-Schmidts ressortområde, er notorisk afhængige af den ytringsfrihed, som den forestående blasfemilov radikalt vil indskrænke. Hvor kulturministeren tier, tøver justitsministeren ikke med at uddybe sit tilbørlighedsfremmende kunstsyn – at skabe i stedet for at ødelægge noget – i forbindelse med den iranskfødte kunstner Firoozeh Bazrafkans rivejernsrematerialisering af Koranen foran det kvindefjendske præstestyre Irans ambassade. Den nye blasfemilov skal tilføjes straffelovens kapitel om landsforræderi, men hvis kunstnere i fremtiden koncentrerer sig om tilbørlige trommesalsmalerier, kan straf formentlig undgås.
Kunstverdenen har reageret relativt nølende, om det så skyldes visse kunstmiljøers tendens til at racismegøre magtkritik, hvis magten er islamisk, verdensfjern sildig opvågnen eller statsfinansieret regeringsloyalitet. Kulturministeriet trompeterede i hvert fald på sin hjemmeside 23. marts, at man nu havde forlænget Kunstakademiets Billedskolers statslige bevillinger, og hverken Kunstakademiets rektor eller Charlottenborgs direktør har ønsket at kommentere lovforslaget. Ej heller direktøren for statens helt eget museum for kunst, SMK, vil udtale sig.
Kunstnersammenslutninger som Danske Dramatikere og Danske Skønlitterære Forfattere har reageret med nålestikspræcis modstand: De ser gerne, at netop kunstnere fritages for kriminalisering af ytringsfrihed, ved at passagen »i kunstnerisk øjemed« slettes fra lovteksten. »Politisk øjemed« får ikke opmærksomhed; den kødluns kan krokodillen få, så den måske bliver mæt, før den når til kunsten.
FLERE TYDELIGE indsigelser forfægter dog fuld og fri kunstnerisk integritet såsom aldrig svigtende Danske Bladtegneres udmeldinger siden 17. august og Akademiraadets udtalelse 14. september. Kunstakademiets professor i billedkunst Ferdinand Ahm Krag, som før har undslået sig sværmintelligensen på akademiet, præsenterer fagligt stærke anskrig mod den kunstneriske frihedsberøvelse i tidsskriftet Kunstkritikk 13. september. Han finder det »påfaldende, at den kunstverden, der igennem et årti har legitimeret sine moralske positioner med slogans som silence is violence, pludselig forekom usædvanlig tavs, usædvanlig apolitisk og usædvanlig travl«. At »imødegå det krænkede trossamfund med lovbestemmelser i hånden« underkender kunstens egen tradition og faglighed, mener Krag: »Det er at give entydigheden ret over flertydigheden. Det egentlige offer bliver kunstens faglighed, dens frihed og dens flertydighed.« Han slutter med en opsang: »Der findes tilfælde, hvor silence faktisk er violence – hvor censuren tjener voldspersonen, og ofrene lades i stikken.« Samtidig pisser Pussy Riot uanfægtet videre på magten på direktør Tøjners højborg for kunstnerisk integritet, Louisiana.
Moderaternes selvmodsigende diktum »pragmatisk idealisme« omfatter altså Kulturministeriet. Den 14. februar kritiserede jeg på denne plads partiets nytteorienterede, noget fluffy fingeraftryk på regeringsgrundlaget; at kulturen skal være kuren mod de sygdomme, som regeringen diagnosticerer som – og her citeres regeringsgrundlaget – »tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen«. Den 28. februar svarede kulturminister Engel-Schmidt på min kritik af regeringens utilitaristiske kunst- og kultursyn, at »ja, vi tror faktisk så meget på kulturen, at vi mener, den kan være med til at løse nogle af tidens største kriser«.
Nu kan man til regeringsgrundlagets liste over kriser, som kulturlivet skal løse for SVM, tilføje korankrisen. Kunstens og kulturens løsningsbidrag bliver at afstå fra friheden til utilbørlig magtkritik; især af letfornærmelige teokratiske regimer i Mellemøsten, som trænger allermest til det.