Et gammelt mundheld siger, at antisemitisme ikke er jødernes, men antisemitternes problem. Det er måske at drive den lovligt langt, da jødehad i lange stræk ender med, at jøder bliver slået ihjel. Udtrykket peger på, at jødehadet afslører antisemitterne: Det afslører deres hykleri og amoral. Og det afslører deres intellektuelle dovenskab.
Mente man for eksempel, at pesten, der engang ramte Europas byer i 1300-tallet, var spredt af ondsindede jøder, kunne man bekæmpe sygdommen ved at slå jøder ihjel. Mente man, at Ruslands elendighed i 1880erne eller Tysklands armod i 1920erne skyldtes jødisk herredømme, kunne man nøjes med at kalde en hob sammen eller mobilisere om denne simple forklaring. Skyldes alt skidt i Ungarn George Soros, slipper man for at belemre sig med mere komplekse forklaringer. Er medierne ensidige, fordi de er kontrolleret af jøder, kan man nøjes med at følge de medier, der giver én ret i det, man mener i forvejen. Blev 9/11 orkestreret af Mossad, behøver man ikke tænke over den saudiske islamismes indflydelse i regionen.
Er man typen, der har trang til simple forklaringer, vil man hurtigt støde på nogen, der kan levere én: Det skyldes jøderne. Antisemitisme er alle konspirationsteoriers moder.
Er man frustreret, måske endda ulykkelig over situationen i Mellemøsten, har der lige siden 1948 været den simple forklaring, at der ligger et land, der egentlig ikke skulle have ligget der. Israel forklarer det hele, ikke bare elendigheden for palæstinenserne, men forholdene i hele regionen, diktaturerne, fattigdommen, uretfærdigheden.
Sådan har antisemitismen antaget forskellige former. Engang var det den jødiske religion, der var problemet og blev forbudt. Så var det den jødiske »race«, der måtte fjernes. Nu er det den jødiske stat.
Tag de udtryk, der i disse uger går igen i de mange vrede angreb på Israel. I stort set alle de opråb, der udsendes fra venstrefløjen og dens intellektuelle, lyder det, at de er antizionister, hvorefter de (for eksempel Kunstakademiet og Filmskolen) afleverer et af de mest fortærskede slogans, der findes: »antizionisme er ikke antisemitisme«. Det lyder på amerikanske universiteter, det står på bannere til demonstrationer mod Israel, og sociale medier flyder med påstanden. Det er en figur, der er blevet gentaget siden Israels oprettelse i 1948. I 1975, to år efter forsøget på at ødelægge Israel i en overraskelseskrig, vedtog FN en fordømmelse af zionisme, som man ligestillede med racisme, igen ud fra samme betragtning: Vi er imod Israel, ikke jøder.
Sjovt nok findes lignende regnestykke ikke for et eneste andet land i verden. Zionisme er en samlebetegnelse for jødisk nationalisme og udtrykker slet og ret ønsket om en jødisk stat. Antizionisme kan kun forstås som et opgør med denne jødiske stat. Det er også sådan antizionisterne selv ser det; det drejer sig ikke bare om besættelsen og Vestbredden og Gaza efter 1967, nej, Israel som sådan må opløses og erstattes af noget andet.
Selv ikke de argeste modstandere af Ruslands krig mod Ukraine, end ikke dem, der mener, at russisk identitet og nationalisme i sig bærer en farlig megaloman chauvinisme, konkluderer, at Rusland derfor er en historisk fejl, der må opløses. Og ingen har nogensinde påstået, at Tyrkiet, Irak eller Iran, fordi de systematisk har undertrykt og myrdet kurderne og nægtet dem rettigheder og selvbestemmelse, må kasseres som historiske fejltagelser.
Israel er – som de fleste andre stater i Mellemøsten og dele af Afrika – født af vestlige magters grænsedragninger i det tyvende århundrede. Mange af disse diktaturer truer deres omgivelser og styres indadtil efter en fascistoid, undertrykkende ideologi: Saudi-Arabien, for eksempel, eller Syrien. Har man nogensinde hørt nogen beklage, at Syrien og Saudi-Arabien er historiske fejl, der kan korrigeres ved at opløse dem?
Det er kun Israel, der har denne tvivlsomme ære. Israel er, som den tidligere britiske rabbiner Jonathan Sacks har udtrykt det, det eneste land, der hyppigt anklages for racisme, apartheid, forbrydelser mod menneskeheden, etnisk udrensning og folkedrab. Ikke engang Kina, hvis behandling af uighurerne ellers kunne matche disse betegnelser, kan mønstre en sådan modstand.
Nej, det er rigtigt: kritik af Israel er ikke antisemitisme. Voldsom kritik af krigen i Gaza er heller ikke antisemitisme. At opfordre til boykot af Israel, så længe landet opretholder besættelsen – det er heller ikke antisemitisme. Men er konklusionen, at Israel er et fejlslagent projekt, der må fjernes eller opløses, så er det netop en udspekuleret form for antisemitisme. Man er ikke imod jøder som sådan, men alligevel bliver det stadig mere udbredt at tale om »zionister« forstået som alle, der ønsker denne jødiske stat. Tidligere var det oftest rabiate palæstinensere og deres støtter, der blandede israelere, jøder og zionister sammen; nu er det normaliseret blandt progressive at omtale jøder som sådan som zionister.
At man interesserer sig så påfaldende meget for denne ene stat, og hvem der regerer den, understreges af det mest populære slogan lige nu: Free Palestine! Men der er ingen interesse i, hvad dette Palæstina skal være, når det endelig bliver frit. Ingen af de vrede studerende eller demonstranter bruger et sekund på at overveje, hvordan et frit Palæstina skal se ud, antagelig er de også ligeglade, blot det ikke regeres af jøder. I virkelighedens verden vil det blive en islamiseret udgave af Jordan uden rettigheder til religiøse eller seksuelle minoriteter. Det vil kort sagt komme til at ligne flertallet af verdens 56 muslimske stater, og heller ikke dette frie Palæstina, uanset hvor galt det går, vil nogen senere kalde for en historisk fejltagelse.
Det er først og fremmest dette hykleri, der er så afslørende. Safe Spaces på universiteterne i USA og Storbritannien? Ikke for jødiske studerende, der må holde deres møder i hemmelighed? Safe Spaces i vesteuropæiske hovedstæder? Ikke for jøder, der må gå til gudstjeneste eller sende deres børn i skole bag bevæbnede politifolk.
Det er måske det, der springer allermest i øjnene: Venstrefløjen demonstrerer nu dagligt, også i København, mod Israel og undertrykkelsen af palæstinenserne. Få kilometer væk må bevæbnet politi sørge for, at jødiske børn kan gå i skole uden at blive chikaneret eller det, der er værre. Andre jødiske børn, der går i folkeskole, må hyppigt tåle bemærkninger om deres baggrund. Jøder må skjule deres religiøse kendetegn og er begyndt at flytte væk fra byområder, hvor de ikke kan være i fred. Der er ingen tvivl om, hvad der ligger forude; det bliver uudholdeligt at leve som jøde i Europa. Antisemitismen, som vi har brugt 80 år på at bekæmpe, en fælles opgave, der har været kernen i det europæiske projekt, er eksploderet. Før udsprang denne virus fra Europa og spredte sig til resten af verden. Nu udgår den fra Mellemøsten, i en ny, muteret form, og opsuges af europæere og amerikanere. Er man blot den mindste smule optaget af Europas velbefindende, bør man forfærdes over denne enorme fiasko.
Men det interesserer ikke dem, der ser sig selv som de mest progressive blandt os. Ikke det mindste. Antisemitismen peger som altid på jøderne – og afslører antisemitterne selv.
