En sommerdag i 1861 obducerede den danske zoolog Daniel Eschricht en død spækhugger, der var skyllet op på en strand nær Grenå. Eschricht arbejdede begejstret; det var første gang, han havde en spækhugger mellem hænderne, og han kendte kun dyret fra videnskabelige illustrationer.

Den strandede kæmpe blev minutiøst opmålt; den to meter høje rygfinne, de lidt over 54 meter lange tarme. I maven ventede dagens store overraskelse. Her fandt Eschricht intet mindre end 13 marsvin og 14 sæler. Opdagelsen gav genlyd, og den danske forsker citeres stadig i videnskabelige artikler.