Kommentar. Hvis labradoren Ludvig stod mast inde i en stald på en kvart kvadratmeter, ville det blive en skandale. Så hvorfor er vi ligeglade med millioner af grise?
Svineri
VI ER DYREVENNER i Danmark.
En udsultet hest på Mols kan skabe national oprørsstemning, dyresex er forbudt ved lov, Pia Kjærsgaard er »dyrevelfærdsordfører«. Vi er på fornavn med Inger Støjbergs sorte labrador, Ludvig: »Er det Danmarks mest nuttede folketingskandidat?« spurgte SE og HØR under valgkampen. I sidste uge bragte Go' morgen Danmark et langt, bekymret indslag om hunde, der bliver syge af at spise brugte nikotinposer.
Vi går op i den slags, for 20 procent af danske familier har hund, 14 procent har kat og 12 procent enten hest, kanin, gnaver eller fugl.
I april svarede 60 procent af hunde- og katteejere i en national undersøgelse, at de bekymrer sig mere om deres dyr end om deres familiemedlemmer.
Det er det Danmark, du kender. »Nååårh, hvor er han sød, hvad hedder han?«-Danmark. Ludvig-Danmark.
MEN DER ER også et andet Danmark. Et land, hvor der årligt fødes 40 millioner grise, som ingen ser, ud over i korte glimt, når man overhaler en grisetransport på en motorvej. Et land, alle ved findes, men ingen har lyst til at se.
I denne uge har Dagbladet Information bragt store artikler om forholdene i de danske svinelandbrug på baggrund af aktindsigter i Fødevarestyrelsens kontrolbesøg. Det står ikke ligefrem godt til.
Det mest skræmmende er faktisk ikke de mange regelbrud – at kontrolrapporterne er fulde af udtryk som »skuldersår«, »klovbyld« og »udskudt endetarm«, at en tredjedel af alle grisestalde brød reglerne i 2022. Det mest skræmmende er reglerne som sådan:
At en gris på 100 kilo (tre gange mere end en labrador) ifølge loven kun har ret til 0,65 kvadratmeter at bevæge sig på. At en gris på ti kilo kun skal have, hvad der svarer til to A4-ark. At søer, som insemineres, står »fikseret i bokse uden at kunne gå omkring i otte til ti uger«. At følende, tænkende, sociale væsner lever hele deres liv i en stald, hvor der nærmest intet er at tage sig til.
Men som professor Lene Juul Pedersen ved Aarhus Universitet, der forsker i grise, lakonisk konstaterer: »Det er derfor, en flæskesteg er så billig.«
VI VED DET jo godt i forvejen, vi har hørt om det mange gange før, vi har læst den samme historie igen og igen, men vi lader, som om det ikke finder sted. For hvis vi rent faktisk erkendte de forhold, grisene lever under i vores land, ville ingen af os kunne forsvare det.
Hvis det var søde Ludvig, som stod mast inde i stalden på en kvart kvadratmeter, ville det være en national skandale. Hvis der hver dag døde 27.000 hundehvalpe i dansk landbrug, ville tonen blive en anden.
Man behøver ikke være veganer eller miljøaktivist for at se hykleriet: Vi elsker vores kæledyr intenst, men accepterer samtidig de lidelser, vi kollektivt påfører millioner af grise. Det er noget svineri.
Del:
