»Hun ønskede både at dø og at bo i Paris,« skrev Gustave Flaubert i 1857 om sin fortvivlede Madame Bovary, der befinder sig i et udsigtsløst og dybt kedsommeligt provinshelvede med en ludkedelig mand og et barn, hvis opvækst og pleje hun ikke finder et højere formål i.
Weekendavisens Anders Boas og Lone Frank giver begge (WA #39) perspektiver til ære for Madame Bovary om henholdsvis fordelene ved en mere fair fordeling af børnebyrden og det beviseligt lykkeligere liv uden børn.
Nogle gange er noget så smerteligt sandt, at det ikke artikuleres på anden vis end med subtile og indforståede morsomheder om emnet. Og sådan er det i vores kultur, når det kommer til sandheden om, hvor hårdt det er for to mennesker at sætte børn i verden.
Vi skal helst være lidt vittige og lækkert-ironisk overbærende omkring, at vi ikke har sovet, læst en bog, en avis, dyrket motion, været i biografen, til koncert eller tænkt to sammenhængende private tanker i de rundt regnet fem år, hvor vi har småbørn.
Men måske er dette ved at ændre sig, måske vi er ved at vågne op og lugte til kaffen. Måske foretrækker de unge forældregenerationer ligefrem en mere ærlig snak om forældreskabet frem for Instagram-mødre, der sætter barren højt for den rigtige håndtering af det perfekte – og det uperfekte!
For nylig havde jeg en samtale med en mandlig bekendt, som var »i chok over, hvor fuldkommen sindssygt det er at få børn – det er jo vanvittigt!« Jeg gav ham ret. I de første fire år efter mit andet barns fødsel følte jeg mig, trods glæderne, praktisk talt udslettet som person. Jeg tog mig af børn, arbejdede, spiste og sov. Jeg følte ikke, jeg fandtes.
Jeg var misundelig på fraskilte bekendte og kollegaer, der i det mindste var alene hjemme hver anden uge og dermed fik et åndehul. Et fatamorgana, jeg kunne spejde langt efter, medmindre jeg ønskede en skilsmisse, og det gjorde jeg ikke, fordi jeg sådan set fortsat elskede min mand.
Dog valgte vi et af de skæbnesvangre år at holde ferie hver for sig, fordi vi havde brug for at være alene – ikke for at være sammen som familie, det var vi nok i det daglige.
Min bekendte og jeg talte også om lettelsen, der kan ligge i aktivt at vælge ikke at skifte identitet, bare fordi man bliver forælder. I virkeligheden er du jo dig, og så laver du og din partner de her to mennesker, som flytter ind, og som I så er forpligtet til at hjælpe på vej.
Det har hørt til min overlevelsesstrategi sammen med at gå langt uden om børne- og forældreemner på sociale medier. Forældre, særligt mødre, på Instagram gav mig en følelse af, at mit liv, som jeg kendte det, var officielt ovre, og at mit nye liv som mor var begyndt.
Instagram tilbød mig så at finde både trøst og lettelse i at spejle mig i andre mødres virkeligheder: »Haha, se, Sofie Linde har også morgenhår og mangler nattesøvn« eller »åh, @denperfektemor har også brystbetændelse«. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at de opstillede uperfekte situationer kun forstærkede min Bovary-følelse.
Anders Boas' kommentar om en mere fair fordeling af børnebyrden rejser et vigtigt perspektiv, der har fået lov at drukne i barselsdebatten, nemlig lyst over for pligt.
Mænd har ikke lyst til barsel, kvinder har lyst til barsel. Ok. Men hvis data viser, at kvinder bliver både fattigere og mere deprimerede, efter de har fået børn, og at mænd ikke gør, er det så ikke alligevel et argument for at skabe en kultur- og samfundsudvikling, hvor børnepligterne fordeles mere ligeligt på forældrene?
Lysten er heller ikke stor, når det gælder erkendelsen af sandheden om, at livet med børn tager tid fra andre livspotentialer, drømme og projekter, vi måtte have. Lone Franks beskrivelse af forældres aversion mod andres barnefrie valg, og deres behov for at betvivle eller dømme valget, er en trist bekræftelse af dette.
Behovet dækker jo ret præcist over en misundelse, der vist kun kan beskrives som grim, og som måske kommer af, at forældrene selv har truffet et uoplyst valg og har fået et chok som min ven.
Temaet om, hvad børn tager fra dig af tid og liv, fylder også godt i den stjernespækkede streaming. Både serien Little Fires Everywhere og Fleishman is in Trouble handler, ligesom Madame Bovary, om mødres identitetskamp, sorg over den tabte tid og den ubekvemme sandhed om, at det er vanskeligt at få børn og samtidig forfølge en karriere og andre drømme i samme grad, som hvis ikke man havde fået børn.
Medmindre man er mand, selvfølgelig. Så kan det generelt set godt lade sig gøre, eftersom kvinderne tager slæbet.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
