Tirsdag forventes udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen at præsentere regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, og ét punkt vil helt sikkert påkalde sig særlig interesse: Danmarks forhold til Kina.
Således har Lars Løkke Rasmussen allerede tilkendegivet, at han arbejder på at forny den aftale om et strategisk partnerskab med Kina, som blev indgået i 2008 under statsminister Anders Fogh Rasmussen med Løkke som finansminister.
Siden hans udmelding er EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen imidlertid for alvor trådt i karakter som kinakritiker og forsøger nu at samle medlemslandene om en langt mere konsekvent og påholdende politik over for kineserne.
I slutningen af marts holdt hun en stor tale, hvor hun gjorde klart, at Kina arbejder på at indføre en ny verdensorden, og hun citerede Xi Jinpings afskedsord til Putin i Moskva en uge tidligere: »Der finder forandringer sted, hvis lige ikke er set i 100 år. Og det er os, der sammen driver disse forandringer frem.«
For Danmark kommer von der Leyens budskab mildt sagt på tværs. Samhandlen med Kina stiger, og at dømme efter nyhedsbreve fra såvel Dansk Industri som Dansk Erhverv er det i Kina, pengene skal tjenes fremover, for det er her, væksten står til at blive fem procent i år, mens den i EU og USA knap sniger sig op over en procent.
Debatten i Danmark er derfor også meget bekvemt indsnævret til at handle om, hvorvidt Kina har tænkt sig at erobre Taiwan i nærmeste fremtid.
Ekspert efter ekspert godtgør, at det har Kina næppe, eftersom Xi Jinping har indgået en uudtalt kontrakt med sin befolkning om at sikre velstandsforbedringer til gengæld for politisk apati. Og ingen kan være i tvivl om, at en militær konfrontation om Taiwan vil skade Kina afgørende økonomisk. Hvis nogen synes, at det lyder som det argument, man i årevis brugte om Putin og hans kontrakt med befolkningen, har de ret.
VON DER LEYENS analyse er specielt uvelkommen, fordi den ikke begrænser sig til Taiwan. Den henleder opmærksomheden på, at Kina i lighed med Rusland generelt arbejder aktivt for en ny verdensorden, hvor den stærkes ret gælder, og hvor den vestlige demokratiske samfundsmodel helst skal fremtræde som en fiasko, så den ikke inspirerer autokratiernes egne borgere til at gøre oprør.
Og det er sandelig ikke kun et spørgsmål om Taiwan. Der er mange måder at stække Vesten på. Kina har for eksempel også magt til at påvirke, hvor lang tid krigen i Ukraine skal vare, og måske endda om Putin skal tabe eller vinde den. At de vestlige sanktioner ikke har bragt russisk økonomi i knæ, er et resultat af, at Rusland er blevet råvareappendiks for Indien og Kina, og det behøver sandelig ikke kun at være økonomisk motiveret. Det kan også være sikkerhedspolitisk.
Men hvorfor nu tiltro Kina sådanne motiver? Kan det ikke være, at vi dæmoniserer Xi Jinping? Næppe. I de engelsksprogede kinesiske medier fremstilles Vesten konsekvent som en skurk, og for hver dag der går, synes den kinesiske vilje til at ydmyge Vesten at vokse. Blot det seneste eksempel: Til kroningen af kong Charles og dronning Camilla valgte Kina af alle at sende vicepræsident Han Zheng, der har stået i spidsen for afvikling af det demokrati i Hongkong, som Kina i overdragelsesaftalen med Storbritannien i 1997 ellers forpligtede sig til at lade bestå indtil 2047. Han har mange sårede og døde demonstranters liv på samvittigheden.
Skal vi virkelig have et strategisk partnerskab med sådan et land? Hidtil har den danske regering forsvaret sig med, at det jo er en aftale, der primært vedrører sundhed og klima, og at vi jo ikke bare kan holde op med at handle med Kina fra den ene dag til den anden. Så bliver vi meget fattige. Til det sidste er der at sige: Det er fuldstændigt rigtigt. Samhandel kan ingen have noget imod som generelt princip. Sælg endelig flere Lego-klodser og mere svinekød. Men strategisk partnerskab giver Kina adkomst til at interessere sig for teknologien bag den grønne omstilling i Danmark, og her er vi i en direkte konkurrencesituation – og i forvejen dybt afhængige af Kinas kapacitet til forarbejdning af sjældne jordarter. Måske bør vi ikke give Kina indsigt i, hvad vi har tænkt os at gøre ved det. Allerede nu er det grønne samarbejde ikke uproblematisk: Ifølge mediet Danwatch er de solceller, som Danmark indkøber i Kina, meget muligt produceret af tvangsarbejdere fra Xinjiang-provinsen som led i genopdragelsen af uighurerne.
Det er givetvis klogt, at Danmark får sig en såkaldt »pragmatisk udenrigspolitik« i en verden, hvor vestlig indflydelse er vigende. Men jo ikke over for stater, der er store og stærke nok til at skade os afgørende. For Ukraine er det en tragedie, at vi tog fejl af Putin. Tager vi fejl af Kina, bliver det en tragedie for os selv.
