LEIPZIG – Der findes ikke ret mange statsledere, der går så meget op i historie som Putin. Mens han har regeret Rusland de seneste 23 år, har landet været præget af talrige nyfortolkninger, eller rettere omskrivninger af historien.
Der findes heller ikke ret mange forfattere, der skriver så skarpsindigt, poetisk og humoristisk om historie som Maria Stepanova. Moskovitten og digteren meldte sig for alvor ind i den vedvarende russiske kamp om fortiden i 2017, da hun udsendte sin store saga Til minde om erindringen, der følger hendes russisk-jødiske slægt gennem det 20. århundrede.
Jeg mødes med hende på bogmessen i Leipzig, hvor hun netop har fået overrakt messens internationale bogpris foran 1.800 inviterede gæster i koncertsalen Gewandhaus. Og det er en engageret og elegant forfatter med stort sort, viltert hår, jeg sidder over for ved et lille cafébord, hvor hun disker op med et smukt og sanseligt engelsk.
Vi taler om Putins konkrete historieomskrivninger, der har en klar tendens: Vestlige lande prøvede at underminere Ruslands enhed i Første Verdenskrig og igen under borgerkrigen efter Den Russiske Revolution. Senere ønskede Vesten, at Hitler angreb Sovjetrusland og indgik selv aftaler med den tyske fører i München i 1938 i stedet for at alliere sig med russerne mod nazisterne. Det betød, at det kun var naturligt, at Stalin gjorde det samme med Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939. Sådan lyder i hvert fald Putin og co.s udlægninger.
»Det onde Vesten spiller en vigtig rolle i Putins fortællinger. Det er en hjørnesten i historietænkningen, og han kan desværre også nemt få mange russiske historikere til at støtte ham med den iscenesættelse,« siger Maria Stepanova.
Hun understreger, at eksemplerne rækker meget længere tilbage end det 20. århundrede, for eksempel interesserer Putin sig også for Katarina den Store i 1700-tallet og Decembrist-oprøret for 200 år siden.
»Decembrist-oprøret var angiveligt et resultat af en vestlig sammensværgelse. Det var en officersbevægelse, der i december 1825 foranstaltede et kup mod den nytiltrådte zar Nikolaj 1. efter zar Aleksander 1.s pludselige død. Officererne ville liberalisere og reformere landet, men blev slået ned. Og dette oprørsforsøg var angiveligt ikke bare inspireret, men også direkte iscenesat og udført med Vestens aktive hjælp, lyder det i dag i historieskrivningen,« forklarer Maria Stepanova.
– Er der elementer af sandheder i de her omskrivninger?
»Nej, grundlæggende nej. Billedet af det 'evigt onde Vesten', der korrumperer det uskyldige Rusland, har ikke ret meget rod i virkeligheden,« lyder det fra forfatteren, der med et element af ironi eller sort humor indskyder:
»Faktisk ville russerne kunne bruge dette narrativ om det 'evigt onde Vesten' til at lave en lang underholdningsserie, der kørte uendeligt på en streamingtjeneste. Den gennemgående karakter skulle være en vesterlænding, der afsnit efter afsnit prøvede at købe sig ind i de russiske hoveder – eller forføre eller korrumpere den uskyldige russer.«
Stepanova betoner, at Putins krig i Ukraine dermed også er en erindringskrig, fordi han prøver at skabe en bestemt fiktion som grundlag for sin ønskede europæiske orden.
»Putin har længe været optaget af historien, men nu er han blevet besat af den. Der skete noget med ham for 10-12 år siden, og jeg tror også, at pandemien påvirkede ham stærkt. Jeg tror, han isolerede sig og lukkede sig inde i en bunker med en masse trashede historiebøger og skabte sine egne koncepter for historiens gang. Og det er virkelig skræmmende, hvis en enkelt person kan være i stand til at skrue tiden tilbage til det 20. århundrede – og det er, hvad der foregår – ved at presse sin version af historien, og sin version af nutiden, ned over verden.«
Gulag og glemsel
I Til minde om erindringen henviser Stepanova til den franske filosof Rancières essay Figures de l'historie (2012), hvor han laver en begrebslig modstilling mellem historiske »dokumenter« og »monumenter«. De første er menneskers beretninger om historien, men de andre er historiens materielle levn, for eksempel brugsgenstande, et stykke stof, bygninger. De »bevarer en erindring gennem deres blotte eksistens«, skriver Rancière, og »det bevidner menneskenes liv langt bedre end en hvilken som helst krønike«.
Denne modstilling er også på spil, når Putin omskriver historien om Stalin-tidens Gulag-fangelejrsystem, hvor millioner af politiske modstandere og såkaldte klassefjender blev sendt på hårdt tvangsarbejde, der ofte endte med døden. Her sker der for tiden det, at de materielle rester af lejrene systematisk destrueres eller fjernes som mindesteder – samtidig med at Putin faktisk har tilladt, at der blev åbnet et Gulag-museum i Moskva.
»Det er helt bevidst fra magthavernes side, at historien om Gulag skal formidles gennem en statskontrolleret udstilling, ikke gennem autentiske monumenter,« vurderer Stepanova.
»Meningen med Gulag-museet i Moskva er ikke at fortælle ofrenes historie. Det koncept, som Putins historikere fremlægger her, er, at der ikke var noget, der var sort eller hvidt i Gulag. Der var grader af gråt, for der var ingen forskel på ofre, gerningsmænd eller medløbere. Museet er fyldt med bla, bla, bla. Man viser synspunkter fra alle, og alles historie fortælles på lige fod. Budskabet er, at ofre under andre omstændigheder lige så godt kunne have været gerningsmænd. Det er dybest set en måde at ophæve ret og uret og dermed fortælle borgerne i dag, at de ikke bør deltage i nogen form for protester eller politiske aktiviteter, fordi det ikke giver mening.«
Stepanova fastslår, at der er mange ligheder mellem Putins og Stalins brutale undertrykkelsesregimer. De er dog kendte og velbeskrevne, så hun fremhæver her forskellene på de to politikere:
»Stalin repræsenterer den mest forfærdelige periode i Ruslands historie. Hans regime var hensynsløst og ondskabsfuldt, men han var på en måde også pragmatisk – i modsætning til Putin – og det er måske lidt bizart at fremhæve. Men Stalin havde en machiavellistisk stil og politisk opportunisme, hvor han tiltog sig stadig mere magt og fjernede sine modstandere. Han skaffede sig så mange politiske muligheder, som han kunne. I de senere år blev han mere og mere paranoid, men var stadig succesfuld,« forklarer Stepanova.
»Putin, derimod, er i de senere år stoppet med at være pragmatisk, og det er kulmineret med den altomfattende invasion i Ukraine, som ikke har det mindste magtlogiske over sig. Det er på en måde en mere farlig og modbydelig ting ved Putin, som baserer sig på hans dybt ideologiske tilgang til politik. Han prøver at skabe et politisk utopia/dystopia. Det er det, der gør det så rædselsvækkende,« siger hun og tilføjer med en alvorstung stemmeføring:
»Jeg har ellers skrevet om hans besættelse af fortiden og burde derfor også have forudset angrebet på Ukraine, men det gjorde jeg ikke, fordi min tolkning af hele situationen var, at Putin brugte sin historiske retorik til at fremme pragmatiske ideer. Jeg så ikke, at han var en gambler, der ville afpresse verden. Denne krig er på en måde Putins forlængelse af Anden Verdenskrig. Et postscriptum.«
Politiske krøblinge
Stepanovas erindringsepos fortæller også om en stor del af hendes families udvandring til Vesteuropa i det forrige århundrede. Det skete flere gange, og hendes forældre udvandrede til Tyskland i 1990erne, hvor hun valgte at blive tilbage i Moskva. Nu er den 50-årige forfatter selv rejst til Tyskland for at bo, ligesom mange andre russere.
»Jeg tøver stadig med at kalde mit ophold i Vesteuropa permanent, fordi jeg er dybt forbundet med mit tidligere liv, til mit Moskva. Til mine venner, til mit bibliotek. Og til mit land, fordi jeg ikke ønsker at overlade det til krigsmagerne. Til Putin og hans slags. Jeg håber at vende tilbage, men det er måske ligesom de første udvandrere efter Den Russiske Revolution i 1917: De sad i en forstad i Berlin og tænkte, at bolsjevikkerne snart ville miste magten, så de selv kunne komme tilbage ... Hmm, ja, historie er en trist ting.«
– Hvordan er dagligdagen nu i Rusland? Hvad hører du fra dine venner og familie?
»Jeg tænker meget på, hvilke muligheder de mennesker, der er i Rusland, har for at protestere. Jeg hører om gadedemonstranter, der bliver arresteret og bragt til politistationen, hvor de straks bliver sendt til hæren. Budskabet er: 'Hvis du er imod krigen, sender vi dig til fronten.' Det er ofte en dødsstraf, og protestbevægelsen har svært ved at blive rigtig massiv.«
– Der er en debat om tiden efter Putin, hvor mange ting bliver foreslået om Ruslands fremtid, og hvilke institutioner der er brug for ...
»Det, som det først og fremmest handler om, er at hjælpe Ukraine med at vinde. Vi kan endnu ikke se enden på krigen. Men det fremtidige Rusland, jeg håber på, er et land, der erkender sin skyld og accepterer, at det gjorde det helt uacceptable. Og gjorde det med åbne øjne. Et Rusland, der påtager sig skylden som del af sin historie. Det startede ikke i 2022 – eller i 2014 med angrebet på Krim – det russiske samfund har længe været deformeret. Anna Politkovskaja blev dræbt, Boris Nemtsov blev dræbt, mange blev dræbt, mange kom i fængsel,« siger Stepanova.
Hun er samtidig bange for, at de fleste russere dybest set ønsker at lukke deres øjne og lade sig opsluge af deres privatliv.
»Majoriteten af vælgerne er blevet transformeret til politiske krøblinge i psykologisk forstand. De er ikke i stand til at tage ansvar eller tage beslutninger. De foretrækker faktisk bare en ren biologisk eksistens. Det skal ændres, og man kan ikke ændre det uden at tage ansvar for krigen og tage et opgør med historien. Ellers kommer Rusland ikke til at bevæge sig frem.«
– Du har både en jødisk og en russisk identitet, og jeg har læst, at du efter krigsudbruddet begyndte at lægge mere vægt på den russiske ...
»Ja, jeg ønsker ikke at jonglere med mine identiteter på en sådan måde, at jeg går fri for ansvar. Jeg kunne bare benægte mit ansvar, fordi jeg også var redaktør af en oppositionsavis, der nu er lukket. Men jeg er nødt til at tage ansvar. Vi er som medlemmer af dette samfund alle involveret i det, som samfundet gør. Vi er en del af billedet, en del af fremtiden. Om vi vil det eller ej – vi deler det ansvar.«
Familie og fortrængning
Glemsel har altid været »essentiel i skabelsen af en nation«, skrev den franske historiker Ernest Renan i 1800-tallet. Den samme pointe har Maria Stepanova i sin historieskrivning, hvor det især handler om glemslens centrale rolle i familiernes historier.
»Jeg kender mange tilfælde – og ikke bare fra Rusland – hvor familier levede i en kløft af glemsel, hvor noget centralt var fortrængt, glemt eller ukendt. Det deformerede familiens liv, fordi det handlede om noget, der ikke burde være tavshed om,« siger Stepanova.
Hun slår impulsivt ud med armene og ser på mig med et fast blik.
»Det gælder næsten alle mennesker i Østeuropa i det 20. århundrede. Nogle ved intet om de foregående generationer. Nogle ved noget om deres forældre, men intet om bedste- og oldeforældrene. Det er der ofte gode grunde til, for efter en krig eller et ophold i en koncentrationslejr bliver mændene ofte tavse eller lukker helt af,« siger hun og fortsætter:
»Det er ofte anderledes med kvinderne. De taler – det er, hvad vi gør. Det er foregået i århundreder. Kvinder snakker i familierne, mens mænd tier. Kvinder taler også om deres fædre, mødre, forfædre, og derfor har de ofte været ansvarlige for at overlevere familiehistorien gennem generationer, så der ikke var efterladt en masse blanke sider i familiehistorien. Det er nu blevet anerkendt som 'oral history', og det har været vigtigt arbejde.«
– Hvordan vil du beskrive forbindelsen mellem den nationale og familiære historie?
»Familiehistorie er et puslespil med mange brikker eller som et patchwork. Det er noget, som kollektivt inkluderer mange dele og stemmer og skaber et stort billede. Omvendt er det med nationalhistorie. Det er som et oliemaleri, det er lavet af et enkeltindivid, der tænker på at fremmale en overordnet ting, der skal i centrum. Alle dele underordner sig centralperspektivet og den generelle idé. Jeg ville ønske, at man kunne forbinde de to former for billeder bedre.«
Digte og politik
Min gamle diktafon går i stå, og jeg er nødt til at undersøge, hvad der er galt, og begynder så at skifte batterier og genindstille optagemekanismen. Den slags kan godt blive pinligt, hvis man fumler for længe over for en stor forfatter. Maria Stepanova smiler imidlertid oplivet.
»Jeg kan lide ting fra det sidste århundrede. Konkrete, tekniske, fysiske ting,« lyder det fra hende.
Jeg smiler tilbage, og spørger om det også er det, hun tænker på i Til minde om erindringen, hvor hun fremhæver de fysiske levn, overleverede genstande, de nøgne »monumenter«, som sine vigtigste kilder.
»Ja, de har deres eget liv, de er ikke nødvendigvis forbundet med det menneskelige liv. Fordi, well, det menneskelige liv er kort, men genstandene bliver ved med at eksistere.«
Jeg fortæller Stepanova, at jeg dagen før interviewet gik ind i en stor boghandel for at købe hendes nye digtcyklus i tysk oversættelse, Mädchen ohne Kleider (Piger uden tøj). Men den var desværre udsolgt. Hun smiler igen oplivet.
»Jeg tror nu ikke, at mine digte bliver en bestseller: Digte sælger sjældent mere end nogle hundrede, højst et par tusinde eksemplarer,« siger Stepanova, som dog i sin takketale for den store bogpris i Leipzig stillede et tankevækkende spørgsmål:
»Kunne det være, at poesi – med sit begrænsede publikum, små oplag, unikke perspektiv på verden og sine vidundere – viser sig at være vigtig, endda nødvendig, især i tider med katastrofer?«
Hun uddyber over for mig, hvordan digtere tidligere spillede en særlig rolle i Rusland:
»I de første år efter revolutionen i 1917 kom der store menneskemængder for at lytte til digtere. Selvfølgelig blev nogle dræbt, hvilket afspejlede poesiens betydning, eller nogle blev ikke trykt. Siden fik poesien igen en opblomstring, da Stalin døde i 1953, og der fulgte et åndeligt tøbrud. Folk mødte op for at lytte til de nye poeter, der faktisk kunne fylde et sportsstadion i Moskva,« fortæller Maria Stepanova.
– Hvilken politisk rolle kan poesi spille i dag?
»Overalt på kloden er det kun en minoritet, der er optaget af den. Men – og det er selvfølgelig ikke en glædelig baggrund – poesien bliver vigtig for mange, når der sker katastrofer, krige og revolutioner. Pludselig begynder den almindelige befolkning at læse eller lytte til digtere, fordi – og det gælder specielt vores sekulære tid – de rører ved noget inderligt. Fordi de opfylder et bestemt formål, som vi måske ikke er i stand til at forklare hvad er. Men det heler noget, og det er der, hvor poesi virkelig kan tiltrække store grupper af mennesker.«
