Klaus er landmand og nærmest lykkelig. Især når han kører over markerne i sin traktor med ørerne fulde af Verdi, solstrålerne rammer fjorden, og han bliver mindet om, at han ejer denne skønne plet på jorden.
Men så går en sky for solen, og Klaus husker, at han er alene: »Han var 39 år og havde stadig ikke fundet den eneste ene, og Søndergård ville først være et ægte paradis, når han kunne dele det med den, han elskede.«
Klaus optræder i novellen »En rigtig mand«, skrevet af Dorte Roholte og bragt i ugebladet Familie Journal tidligere i år. Med historien – ifølge bladet »En sød kærlighedsnovelle om at tage en chance«– følger en illustration, en tegning af Klaus på traktoren, klædt i klapbukser og skovmandsskjorte. Det brune hår er tykt og lidt pjusket, hans kæbe ligner noget, man kan skære sig på, det blå blik er rettet mod horisonten.
Klaus er dreamy, og uden at røbe for meget, men så alligevel: Der findes en folkeskolelærer derude, Nikolaj, der dukker op til en byfest, og selvom Nikolaj godt nok ikke er vild med opera – han foretrækker heavyrock – efterlades læseren med en varm følelse af, at de to nok skal finde ud af det.
IFØLGE ANDREA BAK er det første gang, Familie Journal har bragt en kærlighedsnovelle om to mænd. Hun er 50 år, fiktionsredaktør på Familie Journal, uddannet journalist og livslang læser af ugebladet.
»Det kunne jo også handle om en kvinde, der tager til en byfest. Det er følelserne, vi skal genkende og identificere os med. Historien handler ikke om at være homoseksuel eller om at springe ud. Den handler ikke om, at det er problematisk at være homoseksuel, sådan er det bare, « siger Bak og uddyber: »I dag er vi kommet videre, og der hersker en nogenlunde udbredt konsensus om, at det er ok at være homoseksuel. Jeg vil hellere sætte fokus på alle de andre udfordringer, der er ved at være menneske.«
Hun tiltrådte stillingen i 2022 og havde som tidlig ambition, at fiktionsstoffet skulle afspejle en mere mangfoldig verden; en verden, som læserne kender og bor i.
Forud gik flere diskussioner: Ville læserne gide den slags? Eller blev det »for woke, og ville de tænke, at nu var det også bare allevegne?« siger fiktionsredaktøren.
»Jeg var sådan: Vi bliver nødt til at prøve. Hvis jeg får 500 mails om, at de ikke gider læse om en homoseksuel landmand, må jeg tage det op til overvejelse. Men som journalist har jeg altid ment, at det var mit job at give læserne det, de ikke vidste, de ville have.«
Familie Journals læsere er 60 og derover, men det betyder noget andet i 2024.
»Jeg kan huske, da min mormor fyldte 70. Hun fik et guldur til at hænge om halsen. I dag er der sikkert mange 70-årige, der får Apple Watch og nye løbesko. Den såkaldt gamle dame ligner ikke sig selv, hun har et andet udsyn, og det spejler vi også i bladet,« siger Andrea Bak.
BLADET LIGNER EGENTLIG også kun sig selv på afstand, eller i hvert fald som de midaldrende af os husker det fra vores barndom og ungdom.
»Familie Journal havde en klang af brun mad og grydelapper tidligere,« siger Andrea Bak.
Selv husker jeg en novelle om en ung kvinde, der fik en smart korthårsfrisure efter et brud; det var hele dramaet, faktisk et oprør.
I dag fylder noveller og føljetoner stadig, ligesom siderne fortsat bugner med krydsord, opskrifter og en meget udførlig tv-guide. Samtidig er farveskalaen gået fra brun til grøn; i hvert fald udkom et nyligt nummer med et tillæg med opskrifter, som lover »vegetarisk velsmag«.
Ifølge Andrea Bak stemmer det overens med læsernes ønsker: »De efterspørger vietnamesiske forårsruller og den slags, ikke så mange karbonader.«
Derudover er der »chunky« strik, solide brevkasser om familie, økonomi og regler på det sociale område, guidestof til kultur, skønhed og helbred.
Kærlighedshistorien om Klaus og Nikolaj er del af en udvikling i bladene, som hænger sammen med bevægelsen hen mod vietnamesiske forårsruller og chunky strik.
Dorte Roholte fandt for nylig en stak ugeblade fra 1999 på et loppemarked og genlæste sine egne noveller og romanføljetoner. Hun blev overrasket, for hun husker jo tydeligt 1990erne, og det var da ikke så længe siden.
»Men det forekom mig, at mine egne kvindelige hovedpersoner var sådan lidt mere afventende, end jeg skriver dem i dag. Lidt mere passive og irriterende,« ler forfatteren.
Der var i det hele taget noget med tonen, personerne var høfligere, mere formelle. Hun fik aldrig at vide, at hun skulle give kvinderne mere saft og kraft, det var ikke en redaktørinstruks, Dorte Roholte kalder det en »glidende forandring«.
Andrea Bak er enig, og skønt hun måske ikke bestiller historier om kvindekamp og frigørelse hos sine forfattere, er hun glad for historiske romaner og noveller, der handler om netop det.
For nylig har hun for eksempel bragt romanen Betty på barrikaderne om en kvinde i 1960erne, der kæmper for ligeløn på sin arbejdsplads, en fabrik, og for solidaritet fra den mand, hun både er kollega med og hustru til. Snart bringer Familie Journal også en roman om en gruppe stewardesser i 1970erne.
»EN RIGTIG MAND« var faktisk en slags bestillingsopgave, oplægget blev til på en workshop på Familie Journal, som Andrea Bak var vært for. Dorte Roholte tog gladelig imod opgaven, det er hendes første kærlighedsnovelle om to mænd, men ved gud ikke hendes første ugebladsnovelle. Hun fortæller, hun må have skrevet over 1.000.
Roholte er uddannet apoteksassistent, men har været fuldtidsforfatter i 35 år. Hun elsker sit arbejde og kan skrive en novelle om dagen; ideen skal bare være der. »En rigtig mand« var heller ikke vanskelig, hun kender det landlige miljø, som Klaus er en del af, og hun siger som sin redaktør, at det jo er følelserne, det handler om.
Følelserne og slutningen: »Vi har indgået en kontrakt med læserne. Alt skal kunne løses med 2.700 ord. Så læseren skal på krogen med det samme, og det skal jeg sådan set også.«
Måske har det også betydning, at noveller og romaner i Familie Journal aldrig er seksuelt eksplicitte, således heller ikke i dette tilfælde. Det gør altså ingen forskel, om der er tale om en mand og en kvinde eller en anden kombination.
»De må gerne have et sexliv. Og de må godt savne det og tænke, at det ville være dejligt, hvis der var mere af det. Men vi er ikke med, når det foregår,« siger Andrea Bak.
»Vi følger dem til soveværelsesdøren, men vi går ikke med ind,« uddyber Dorte Roholte.
»Erotisk litteratur er en helt anden genre. Vi beskriver heller ikke vold. Det må gerne finde sted, men vi er ikke med, mens det står på. Det er alle konsekvenserne, vi er interesserede i, ikke i akten som sådan,« tilføjer Bak.
Hvad angår Klaus og Nikolaj, og ja, spoiler alert, så slipper vi dem, netop som de har aftalt at mødes til en kop kaffe.
Det er helt sikkert en tilsnigelse at kalde de nye ugebladsnoveller for realistiske; virkeligheden lader sig sjældent ordne i løbet af 2.700 ord. Men noget er alligevel forandret, hvilket også afspejles i illustrationerne.
I hvert fald insisterer Andrea Bak på, at de fiktive personer bliver tegnet, så de i højere grad ligner læserne.
»De skal ikke alle være unge og blonde, og næserne må gerne være lidt større og kvinderne lidt rundere, for det er sådan, vi ser ud,« siger redaktøren.
Landmanden Klaus må være en slags undtagelse med den manke og især den kæbe. Eller også kommer jeg på de forkerte marker.
UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er tanken om Klaus på traktoren virkelig varm og velkommen på en ond og våd såkaldt forårsdag. Læserne er tilsyneladende også glade for ham, måske var han og Nikolaj det, de ikke vidste, at de ønskede sig.
Andrea Bak har i hvert fald ikke modtaget en eneste klage, og læserne holder sig ellers ikke tilbage, hvis så meget som et komma sidder skævt. De lader også høre fra sig, hvis der er stavefejl, eller historierne ligner hinanden for meget. De er altså kritiske og meget, meget dedikerede. Og rummelige; det er i hvert fald Andrea Baks klare fornemmelse.
Fiktionen skal dog afspejle en generel konsensus i samfundet, også for at holde fokus på følelserne, så det hele kan nås med 2.700 ord.
»Der er stadig for mange 'løse ender' om for eksempel transkønnethed, til at det giver mening at skrive om det i en novelle. Men vi har haft en læserfortælling om en mormor, der fortæller om sit transkønnede barnebarn, og vi kommer til at bringe flere læserfortællinger om transkønnede,« siger Bak.
»Så længe det går personerne godt, og der ikke er dyr, der dør eller lider overlast, så er læserne med. Og de onde skal selvfølgelig græde, mens de gode ler. Det kan vi ikke fravige, og det skal vi heller ikke,« siger hun.
Dorte Roholte har heller ikke modtaget klager, til gengæld fik hun en besked fra en trofast læser, som skrev, at det var »en skøn novelle«.
Det ender altså også lykkeligt i virkeligheden. Dorte Roholte er mere end klar til at skrive flere historier om mænd, der forelsker sig i mænd, og kvinder, der forelsker sig i kvinder.
»En idé pusler allerede i mit baghoved, og når jeg har den fornemmelse, plejer det at udmønte sig i noget, der på et eller andet tidspunkt kommer ud gennem fingerspidserne,« siger hun.
Og når det sker, er Andrea Bak klar til at bringe historien i Familie Journal.
