Historiens domstol vil være nærig og ordknap, når den offentlige erindring om 62-årige Lizette Risgaards indsats for dansk fagbevægelse skal skrives.

Vil domstolen overhovedet huske, at den kontoruddannede, meget slagkraftige og indtil for en uge siden vidt og bredt populære Risgaard blev LO-fagbevægelsens første kvindelige formand i 2015? Måske. At hun stod i spidsen for den vellykkede fusion med de fine ovre fra funktionærernes og tjenestemændenes FTF? Næppe. Eller at hun under coronaepidemien deltog i en imponerende stribe af treparter, som det hedder i den verden? Absolut ikke, skønt trepartsforhandlinger er ilt, salt og eksistensberettigelse for en kolos som Fagbevægelsens Hovedorganisation.